|
I&J
Ordbog & Dharma leksikon
Ibrahim (arabisk):
Jøders og araberes mytologiske stamfader. se under: Abraham.
Idealisme:
se under: Visayas.
Identifikation:
På grund af tilknytning til visse af vores oplevelser opstår der identifikation i sindet. Identiteten handler om, hvem vi selv er, og hvad vores forhold til omverden er for noget. Identiteten opdages og ændres i forløbet af tid. Så vores identitet er simpelthen vores historie eller livshistorie. Derfor er identiteten altid forholdsvis eller relativ, skt.: samvriti. (Den følgende tekst er fra artiklen: Om opfattelsen 3, Forholdsvis identitet.) Vores identitet som person er ikke kun vores egen historie, for vi er ikke alene i verden. Vores egen lille historie handler i høj grad om de andre. Som eventyret om den grimme ælling fortæller, kan vi blive uventet overrasket over noget, som bryder frem i os, og over vores omgivelsers reaktioner, historier og sædvane. Vi kan også blive ofre for andres krig eller forretninger og lide både små, store og forfærdelige tab. Det kalder jeg for den lille historie og den store historie. Den lille historie er beretningen om os selv, som vi fortæller til os selv hele tiden. Vi har vældig travlt med en fortælling om, hvad det er, som vi oplever, mens vi oplever det. Vi beretter også for os selv, hvem vi er og hvorfor, at vi er sådan, mens vi reagerer på oplevelserne. Det er nødvendigt at begribe, hvad der sker, når der sker noget, hvis vi kan fatte det, men denne historie-fortælling får nemt karakter af eventyr, når vi ikke er helt med i, hvad der foregår, og ikke helt forstår det hele. Det kan også være trættende sådan hele tiden at skulle forklare sig selv alting. Vi kan faktisk lære at lytte og blot lade alle vores oplevelser sive ind og bundfælde sig i sindet og forlade os på vores medfødte Bodhicitta og vores følelsers intuitive fornemmelser uden at skulle brodere løs på vores spontane tanker. Vi kan også forlade os på, at vores samskaras altid er fordomme, hvilket ikke betyder at de nødvendigvis er forkerte, men at de er begrænsende, og vores medmennesker og verdens dyr fortjener mere opmærksomhed end ureflekterede reaktioner. Identiteten, som vi giver os selv ved at betragte vores eget sjæleliv som en biografi, er som regel ikke en helt korrekt beskrivelse. Som resultat af shamatha træning holder denne historie-fortælling i reglen op af sig selv. Som følge af shamatha meditation opstår der et slags helle, som man kan opholde sig uforstyrret i, så den lille historie mister sin relevans som en særlig form for selv-bekræftelse. Imidlertid får vi også identitet fra omverdenen. Det er det, som jeg kalder for ’den store historie.’ Vi lærer ikke kun sprog og sædvane af vores omgivelser, men også noget om hvem de andre tror, at vi er. Desværre er de andres fortælling om, hvem vi selv er i deres øjne, ikke nødvendigvis særlig udtalt eller nødvendigvis specielt ærlig, hvilket giver os noget besvær med at fortolke, hvad andre tænker og føler om os. Da vores egen historie flettes sammen med de andres historier på flere niveauer, kan det nogle gange føles som at danse med skygger af ukendte oprindelser og med skjulte hensigter. Alligevel kan vi ikke undlade at fortælle os selv, hvad de andre sikkert tiltror os og hvilke historier, det er, som vi tror, at vi deltager i. Det betyder noget i vores liv, med mindre vi lever som eneboere fjernt fra alle (det er vi naturligvis nogle, som gør). Den prægning, som vi har været udsat for af de andre, bliver en del af vores egen virkelige historie – også kaldet karma. Ved vores deltagelse i samfundslivet og samtiden vil vi uundgåeligt udvikle fordomme (samskaras) om os selv og de andre og verden, som vi selv danner og lagrer, men som vi i hovedsagen har fået af de andre. Sådan indforståethed udvikles både for at være sociale deltagere, når det er det, som vi er, og for at finde sikker grund, som vi selv kan opholde os på, i en usikker verden. Den store historie er imidlertid både en djævel og en gud. En djævel, når den skader os og en gud, når den gavner os. Vi får jo det meste af livets nødvendigheder fra andre. I reglen har andre bygget huset, som du bor i, og syet tøjet, som du har på, og så videre. Da vores omgivelser både er mennesker og dyr, fortjener de vores medfølelse, for de er alle i samme situation som os selv. I stedet for uendelige fortolkninger af, hvor vi selv står i forhold til de andre, kan vi indleve os i, hvordan de har det, og deltage i deres liv med følelse. Vi behøver ikke de andres bekræftelse, men vi vil få den forærende alligevel, når vi er tilstede med nærvær og hjerte, skt.: smriti. Uden de andre kan vi slet ikke udvikle det kostbare Bodhicitta, som vil føre os til befrielsen. Identiteten, som vi får fra de andre, vil vi i reglen overskride som resultat af vipashyana, indsigts meditation. Vores egentlige identitet er hverken den lille eller den store historie, og karma slipper vi ikke for, før årsagen til karma er væk. Karma og identitet er ikke helt det samme og alligevel ikke helt forskellig. Den lille og den store historie er gennemtrængt af lidenskabelige følelser, skt.: kleshas. Så der er en særlig emotionel identitet. De lidenskabelige følelser kan være dominerende eller ligge nedenunder historien som en særlig fortælling. Den emotionelle identitet handler om, at begæret ikke når sit mål. Den handler om, at stoltheden ikke bliver bekræftet. Den handler om, at vreden brænder uden at ændre på noget, bortset fra at den skaber de periodiske angst anfald. Den handler om, at misundelsen ikke lykkes med at sabotere det for de andre, som den retter sig imod. Samtidig føler man sig anbragt udenfor-, adskilt fra- og forvirret over - ikke rigtig at vide, hvad det er for noget, som man ikke forstår (skt: avidya – uvidenhed, som en følelse kaldes det forvirring). Eller også lykkes man med i hvert fald noget af det emotionelle liv. Måske når begæret sit mål. Eller måske benægter man overfor sig selv, hvad man virkelig føler. Alle disse lidenskaber opstår som reaktion på situationen, sådan som man opfatter den. De lidenskabelige følelser begriber situationen på deres egen måde, mens måden at behandle den emotionelle respons på, styres af cetana, viljen-som-vane. Det betyder naturligvis, at også din sædvanlige modvilje vil manifestere sig, hver gang den påkaldes eller opstår spontant som reaktion på et indtryk, skt.: vidjnapti, i sindet. De lidenskabelige følelser styres af deres egne instinktive begreber, så cetana kan kun styre din reaktion på din emotionalitet. Den kan godt være sund, sanskrit: kushala. Lidenskab er både instinktiv og intuitiv. Kun erkendelse og virkeliggørelse af intuitiv vished (visdomsindet), skt.: djñana, overskrider emotionaliteten. Indtil det sker, må man anvende såkaldt modgift – det vil sige træne i Bodhicitta. Det gøres rent praktisk ved lodjung. Bodhicitta handler om kærlig velvilje, skt.: maitri, i modsætning til modvilje, og om åbenhed i modsætning til emotionelt tunnelsyn. Mange mennesker identificerer sig naturligvis med deres nationalitet, sprog og lokale kultur. I hovedsagen er den slags identifikation en del af den 'store historie.' Men i denne tid, hvor der er mange flygtninge i verden, bedes du bemærke, at også det at være en flygtning er en identitet fra den 'store historie.' Også folk fra de imperier, som stadig eksisterer i verden, identificerer sig ikke nødvendigvis med imperiet, men med deres mere lokale folk, stamme eller kultur, for eksempel tatarer i Rusland, baskere i Spanien og tibetanere i det kommunistiske kinesiske imperium. Dette giver anledning til nogle lidt flydende identiteter med flere ingredienser end det bare at være 'dansk.' Det kan både være en lidelse og en rigdom. Bemærk venligst, at den emotionelle identitet begynder allerede i den anden skandha, vedana, med de primære følelser af tiltrækning, afsky eller ligegyldighed. Sådanne primære følelser farver de mentale indtryk i den tredje skandha med deres fordom, hvilket igen påvirker reaktionerne fra den fjerde skandha, herunder kleshas. Bemærk venligst, at selv ligegyldighed som primær følelse er både en fordom og en tilknytning, fordi den fører til hensynsløshed overfor de sansende væsner, som man er ligeglad med. Så den almindelige identitet med sin lille og store historie og emotionalitet er en stor udfordring. Nødvendigheden af at måtte give slip, skt.: naishkramya, på sin identitet vil hurtigt vise sig for den opmærksomme betragter. Men begå venligst ikke fejlen ved at nære afsky overfor tilknytning og identitet - det er jo en fordom - og blot en ny identitet. Læs også om: anatman, Selvets illusion; og om: ahamkara. Læs også om: Naishkramya afkald - det at give slip på tilknytning og identifikation.
Ikke-tom:
se under: asunya.
[Den indre] ilds yoga:
se under: Tummo.
Ildpudja (skt.):
er en særlig type sadhana og pudja, hvor man antænder et stort bål, hvori man ofrer diverse materialer, mest aromatisk træ og almindeligt eller klareret smør (ghee) samt medicinske urter, myrra og lignende. Ildpudja udføres for klienter, ved særlige begivenheder samt ved afslutningen af en Yidam tilbagetrækning, som normalt tager et år. Typisk varer ildpudja’en i en uge. Vore forfædre udførte ‘blot’ i Vikingetiden, hvilket må have været en dansk ildpudja. Billedet viser Karmapa lave Ildpudja i en stor skål. Almindeligvis er bålet større, anbragt i et lille hus eller en opmuret bålplads og med en lidt større afstand til Lama’en. Ved en stor ildpudja vil en ‘tjøpøn’ - en ofrings mester - betjene bålet og ofringerne, mens Lama’en som Vadjracharya eller Vadjra mester leder ritualet. Læs også om: pudja.
Illusion:
se under: maya.
Illusorisk krop:
se under: Mayakaya.
Indra (skt.):
eller Shakra [Śakra], er navnet på guden, som bor på toppen af Meru bjerget, hvor Trayastrimsha himlen befinder sig, en Kamaloka himmel (se under: Triloka). Indra holder en vadjra i sin hånd, hvormed han får lyn til at slå ned. Vadjra'en symboliserer også hans magiske evne til at beherske regn og floder, så han er en oldnordisk vejr gud ligesom den danske Thor. I gammel Vedisk tid i Indien var Indra en betydningsfuld gud, men i de sidste 3000 år er hans betydning faldet, efterhånden som mere yoga prægede religiøs praksis har vundet frem fulgt af Samkhya filosofien, Upanishaderne, Bhakti og de hellige Hindu Purana skrifter, som i nogen grad omfortolker den oprindelige brahmanske religion fra Indiens Oldtid, hvor Veda'erne var de eneste religiøse kilder. Så i vore dages Hindu religioner er Indra nærmest en beskytter gud i en gude forsamling, som har guden Brahma som det universelle princip og indbegrebet af alle de andre guder. I buddhismen har Indra blot betydning som en vigtig gud i en vigtig himmel, som er den nærmeste til vores egen verden. I øvrigt ses han som en beskytter af Buddha Sakyamuni, og har dermed fået lidt af den samme rolle, som han har i Hindu religionerne. Læs også om: Trayastrimsha himlen; og om: guder.
Indrabhuti (skt.):
- eller Indrabodhi, tre næsten mytiske Oldtids konger og Mahasiddha’er fra Oddiyana, tib.: Ogyen eller Urgyen [u-rgyan eller o-rgyan] og Zahor ( - der omtales 3 forskellige Indrabhuti’er i følge Keith Dowman's bog 'Masters of Mahamudra’ , side 232). Indrabhuti optræder i flere transmissions linjer (arvefølge linjer). 1) Indrabhuti den Store er angiveligt fader til Tantra'erne ved at være den første, som offentligt foretager transmission af Guyasamaya Tantra'en, en såkaldt 'fader Tantra'. Kongen fik transmissionen fra Vadjrapani eller fra Buddha Sakyamuni. Der er disse to modstridende historier, som måske alligevel hænger sammen ved, at Vadjrapani fik sin transmission fra Buddha Sakyamuni. Indrabhuti den Store videregav Tantra'en til nogle naga'er og nagini'er, og en af disse sidste gav transmissionen til Visukalpa, som gav den videre til Saraha. Vadjrakila Tantra'en gav kongen til Dhanarakshita, som gav den videre til Guru Rinpotje. Også Hevadjra Tantra'en, en 'moder Tantra', stammer tilsyneladende fra ham. Endvidere er han den første formidler af Dzogtjen, til Kukuripa, som gav den videre til Garab Dordje. 2) Indrabhuti den Anden var tilsyneladende konge over Kulu dalen i det nuværende Himachal Pradesh i det nordlige Indien med byen Mandi som hovedstad. Kongeriget hed Zahor. Nogle mener, at denne konge var far til prinsessen Mandarava, som blev en af Guru Rinpotje's elever og hans ledsager (skt.: mudra), da han boede ved Tso Pema, ikke så langt fra Mandi. 3) Indrabhuti den tredje omtales som en af de 84 Maha-siddha'er. Han var konge i Oddiyana i 800 tallet. (Billedet viser Indra-bhuti 3. Denne rubricering af de 3 konger med navnet Indrabhuti stammer fra Charles S. Prebish bog: Historical Dictionary of Buddhism).
Indre ilds yoga:
se under: Tummo.
Indre Rigdom:
er et udtryk, som Karmapa Thrinle Thaye Dordj godt kan lide at bruge. På almindeligt dansk betyder det menneskelige værdier ved kærlighed og karakter, samt gode talenter. Men Karmapa har naturligvis noget mere specifikt i tankerne. Karmapa skrev på sit netsted den 1. januar 2019: "betegnelsen indre rigdom bruger [jeg] for at beskrive dine medfødte [indre] værdier ved medfølelse [skt.: karuna] og visdom. Medfølelse og visdom kunne synes at høre hjemme hos spiritualitet og ikke at have noget med rigdomme at gøre. Men vi er så vant til at forbinde rigdom med fysiske ressourcer, at vi har tabt forståelse for dens forhold til andre ting, såsom venskabets kærlighed [skt.: maitri] og andre ikke fysiske værdier." Så den mere specifikke betydning af indre rigdom, som Karmapa bruger begrebet, er at samle på dyder, skt.: punyas, eller de gode medmenneskelige kvaliteter og afklaret vished ('visdom'). Det kaldes for de to samlinger, som er den nødvendige baggage til rejsen til befrielse og oplysning. Karmapa skrev videre og mere specifikt på sit netsted den 29. november 2018: ”Indre rigdom er vores sind eller bevidsthed [skt.: vidjñana]. Jeg mener, at sindet er som en 'ønskeopfyldende ædelsten' [skt.: cintamani - se billedet]. Hvis vi forstår, hvordan man benytter sig af dette sind, kan det medføre de mest gavnlige virkninger. Den bedste måde til at benytte sig af – og udvikle – dette sind, er at tilegne sig kendskab [om sindet]. Og den vigtigste slags kendskab er sådant, som gør os til en venlig person, et redeligt individ, værdig til at nyde respekt. [Det vil sige: Bodhicitta.]” Med udtrykket indre rigdom henviser Karmapa således både til det åbne sind og hjerte, karakteriseret ved fordoms frihed, venskabets kærlighed, medfølelse samt den naturligt afklarede vished og indsigt, som forårsager opdagelse og aktualisering af Bodhicitta. Karmapa bruger således betegnelsen ‘indre rigdom’ for alle de kvaliteter, som ligger som potentiale i sindet til de to slags gavn, de to samlinger samt befrielse og oplysning. Desuden omtales fire særlige indre rigdomme - eller magiske evner, skt.: riddhipada, [som du medfødt og helt ufortjent besidder som menneske] i remsen med Oplysningens 37 faktorer: 1. beslutsomhedens magt, skt.: chanda. 2. magten fra inspiration eller iver, skt.: virya. 3. sindelagets magt, skt.: citta. 4. magten ved sin egen efterforskning, skt.: mimāṃsā. Generelt kan man sige, at dette emne handler om de 6 fuldstændige færdigheder, skt.: paramitas. Læs også om: Bodhi Path Læreplanen.
Indriya (skt.):
(tib.: wangpo) evner eller kræfter. Der er 22 indriyas. 1 - 6) De første 6 indriyas er sanse-evnerne. syns evne høre evne lugte evne smags evne evne til at mærke med krop evne til at forstå, vide og tænke eller opfatte mentalt, f. eks. lidenskab. (Hvilken sidste i buddhismen betegnes som en sanse evne, fordi rent mentale oplevelser bliver til på samme måde som de øvrige sansninger. Skt.: buddhindriya). Læs mere om sanse evnerne her. 7 - 8) Indriyas 7 og 8 er de mandlige og kvindelige evner og kræfter, som gør forskel på køn. 9) Den 9. indriya er den basale livs-kraft, skt.: prana. 10 - 14) Indriya 10 til 14 er både evne og kraft til: 10) nydelse, 11) smerte, 12) glæde, (skt.: sukha), 13) sorg og 14) ligegyldighed. (Disse fem evner er porten for udfoldelse af karma, som er modnet og vækkes ved de oplevelser, som disse fem evner muliggør. I følge Mipham Rinpotje's bog ’Gateway to Knowledge.’) 15 - 19) Indriya 15 til 19 er de 5 mentale rødder, som er basis for: 15) tillid, skt.: sraddha, (eller hengivenhed), 16) iver, (eller dygtighed), 17) smriti (vågent nærvær), 18) samadhi (yoga trance) og 19) pradjna, klarhedens [iboende] vished. (eller vished ved sindets iboende klarhed.) 20) Indriya 20 er evnen til at gøre alting forståeligt, hvilket handler om de foregående 9 indriyas. 21) Indriya 21 er evnen til at forstå alting (som før nævnt, indriyas 10 til 19). 22) Indriya 22 er evnen og kraften ved forståelsen af alting (som før nævnt, indriyas 10 til 19). Kort sagt evne til at bruge forståelsen. Indriyas behandles indgående i bogen: Gateway to Knowledge af Mipham Rinpotje, bind 1, side 71. Læs også om: buddh-indriya.
Indsigt:
skt.: vipashya; betyder, at et emne pludeseligt bliver afklaret og gennemskueligt og derpå umiddelbart forstået. At indse betyder i almindelighed at forstå, hvordan noget fungerer ved at fatte sammenhængene i funktionen. Indenfor Buddhadharma betyder indsigt almindeligvis, at dit eget sind genkender sig selv. Det betyder selvfølgeligt også, at sindet selv forstår, hvordan det selv fungerer, men her ligger vægten på genkendelse, som både indeholder begreb og direkte erkendelse, skt.: pratyaksha. Emnerne for buddhistisk indsigt er sindet med de 5 skandha'er, Selvets illusion, skt.: anatman og samsara, som betyder ‘verden’ på en personlig måde, det vil sige den verden, som du faktisk oplever, fortolker og dine reaktioner, skt.: caitasikas. Sagt på en anden måde, kan du få indsigt i dit eget sinds natur og virkemåde. En sådan indsigt fører til befrielse og oplysning, altså Nirvana. For at få indsigt må du først opgive tilknytning og identifikation med alle dine oplevelser. For rent praktisk at kunne gøre det, er det normalt nødvendigt at udvikle samadhi, den meditative trance eller fordybelse - og mestre den (skt.: dhyana). Herpå er der en chance for indsigt. Evne til indsigt beskrives i Abhidharma som de sidste 4 af de 22 indriyas. Som fagligt udtryk betegner indsigt: det at få øje på de 5 skandha'ers virksomhed i sit eget sind samt sindets Buddhanatur. Ved at få øje på de 5 skandha'er i virke midt i Buddhanaturen, afklares alle emner i Abhidharma, fordi der sker en pludselig genkendelse. Sindet genkender sig selv. I det øjeblik er der ingen begreber, identifikation og tilknytning. På denne måde er indsigt det samme som pradjña, klarhedens vished. Faktisk oversættes pradjña ofte som indsigt. Men fag teknisk er indsigt det at få øje på noget, skt.: vipashya, som fører til kendskab eller viden, skt.: vidya, som står modsætning til uvidenhed, avidya, om sindets rummelighed og klarhed, de 5 skandha'er og så videre. Klarhedens vished, pradjña, sindets iboende skelne evne, som yogi'en har gjort sig bevidst, gør det blot muligt. Klarhedens vished er identisk med sindets skelne evne - så den er ikke det at få øje på noget; den er en evne, som gør det muligt at få øje på noget - men klarhedens vished betyder også, at sindets skelne evne ikke er forurenet af de 3 slør. Så pradjña kan kaldes uforurenet skelne evne. Men indsigt er altså noget lidt andet, selvom de to begreber er beslægtede. Indsigt betyder i Dharma’en ikke formel kundskab og lærdom, men bliver helt bestemt til en erfaring. Erfaringen fra indsigt er noget helt andet end begivenheden indsigt, ligesom dine ferie fotografier er forskellig fra din ferie. Men der er noget levende ved erfaringen om indsigt, fordi der hele tiden er mulighed for klarhedens vished, skt.: pradjña. Denne evne til indsigt er aldrig fraværende, så når du husker din egen erfaring om indsigt, vækkes samtidigt dit medfødte pradjña. Det hjælper til at fastholde det uhåndgribelige ved direkte indsigt – ’det at se klart,’ skt.: vipashya. Indsigts meditationens (skt.: vipashyana) egentlige fase – lige efter den analytiske fase – kaldes også for ikke-meditation, fordi den afklarede samadhi uden fokus men med klar opfattelse af sindet som en beholder, skt.: alaya, for sine oplevelser – er den optimale mulighed for indsigt. Men indsigt er ikke meditation. Det er ikke en teknik. Indsigt er en begivenhed, skt.: dharma. Begivenheden hedder genkendelse. Det er ikke dig, som genkender noget – det er sindet, som genkender sig selv som en beholder (alaya) med de 5 skandha’er ideni. På grund af sådan genkendelse, relativiseres dine tilknytninger og identifikationer og det bliver nemt at give slip (skt.: naishkramya) på dem, når du indser, at sindet fungerer helt fint uden. Det er den almindelige erfaring fra samadhi. Dermed fordufter dine fordomme også, når de genkendes som gammel dårlig og overflødig vane. Indsigt kan ikke skabes eller anskaffes. Det kan kun anbefales. Det er noget som enten indtræffer af sig selv eller udebliver. Indsigt er noget, som sker - eller også sker der ikke noget. Enten kan du indse det, eller også kan du ikke få øje på det. Se også under: bodhi, vidya, pratyaksha, pradjña, djñana, vipashyana, vidjñapti, pramana og manovidjñana. Læs videre under: darshan, det at indsigt viser sig.
Induktion:
et filosofisk begreb om at uddrage generelle sandheder udfra enkelt stående tilfælde. Se også under: deduktion.
Indvielse:
se under: Abhisheka.
Inkarnation:
se under: genfødsel.
Irshya (skt.):
tib.: [phrag dog], misundelse. Læs videre under: klesha.
Istha-devata (skt.):
eller blot: devata; se under: yidam.
Iver:
skt.: virya [vīrya]; tib.: tjondru [brtson ’grus; བརྩོན་འགྲུས།] – eller vedholdenhed, en af de 6 fuldstændige færdigheder, skt.: paramitas, som karakteriserer en Bodhisatva’s træning og resultat af sin træning. Man kunne også kalde dette punkt for stædighed, men meningen er snarere stadighed eller en vedvarende indsats for at træne i Bodhicitta. Så det er noget med bevaring af energi i en længere varende indsats uden udsigt til hurtige resultater og modsætningen til modløshed og opgiven. Denne vedholdenhed er nødvendig under belastning fra klesha’erne og i situationer med forhindringer. Så, giv ikke op. Opgiv tilknytning. Det åbne sind og hjerte uden fordomme, altså Bodhicitta, er den eneste psykologisk realistiske løsning på de lidenskabelige følelsers dominans, begrebernes tyranni, karma’s tvang og sindets uvidenhed om sig selv, skt.: avidya. Iver er den bedste betegnelse for resultatet af træningen, som Bodhisatva’en besidder som en ressource i bestræbelserne på at gavne andre. Læs også om: paramitas. Læs også artiklen: De 6 fuldstændige Færdigheder.
|
J
Jacob Leschley [Lama]:
Lama Jakob Leschley har studeret og praktiseret Buddhadharma i over 50 år. Han tog tilflugt hos Kalu Rinpotje i 1974, da han blot var 17 år gammel. Som så mange andre mødte han buddhismen ved den 16. Karmapa Rangdjung Rigpæ Dordje og Kalu Rinpotje's første besøg i Europa i 1974. Lama Jacob Leschley's vigtigste mester blev imidlertid den berømte Nyingma Lama Dilgo Khyentse Rinpotje. Jacob gennemførte en 3 års retreat i Rinpotje's retreat center Chanteloube 1980 til 1984 i Dordogne, Frankrig. I en periode frem til 1990 boede han i en hytte nær Rinpotje's hus samme sted. Siden 1998 har Lama Jacob Leschley associeret sig med Dzongsar Khyentse Rinpoche. På Dzongsar Khyentse Rinpoches anmodning har han siden da været Dharmalærer hos 'Siddhartha's Intent'. Det var som sådan han virkede i Australien i en år række. Jacob Leschley bor nu i Svejts. Jacob Leschley har deltaget i flere af Dzongsar Khyentse's projekter og oversættelser og er forfatter til den glimrende lille pamflet om de 9 trin i shamatha, som desværre er udsolgt fra forlaget.
Jalousi:
se under: Klesha.
Jagaddala Mahavihara (skt.):
var det sidste klosteruniversitet, som blev oprettet i 1000 tallet, men det blev allerede ødelagt af de vilde tyrkere, som erobrede Ganges sletten i antageligt 1204. Alligevel formåede klosteret at spille en vigtig rolle i udbredelsen af Buddhadharma ikke blot i Bengalen men også i Tibet. Jagaddala var en del af et regulært netværk med de andre kloster universiteter i Bihar og Bengalen, hvor man ikke blot kunne blive munk og skaffe sig en akademisk uddannelse (shedra), men man kunne også uddanne sig i de klassiske dannelser, hvilket dannede grundlag for embedsmands standen i landene. Mange berømte pandit’ter underviste skiftevis på disse klostre. De andre kloster universiteter var Nalanda; Vikramashila; Odantapuri; Somapura.
Jambudvipa (skt.):
[Jambudvīpa]; tib.: Dzambuling [’dzam bu’i gling; འཛམ་བུའི་གླིང་།]; se under: Djambudvipa.
Jamgon Kongtrul Rinpotje (tib.):
1) billedet viser den nuværende fjerde Tulku, Karma Mingyur Dragpa Senge (Karma Mingyur Dragpa Senge Thinle Kunkhyab Pal Sangpo), som er søn af Beru Khyentse Rinpotje. Han blev født i 1995 og blev genkendt af den 17. Karmapa Thrinle Thaye Dordje, Shamar Rinpotje og Sakya Tritjen Rinpotje, Skayapa traditionens overhoved. Dalai Lama Tendzin Gyatso anerkendte ham som tulku af den forrige Jamgon Kongtrul i år 2000. Jamgon Rinpotje lærte allerede at læse fem år gammel og lærte Karma Kadjy traditionens klassiske tekster. Han kom på Sakya College (Shedra) 14 år gammel, hvor han gennemførte omfattende studier i de følgende år. Han har været i Europa et par gange og undervise og give abhishekas. Fra september 2018 indtil maj 2022 gennemførte han en traditionel lukket 3 års meditations tilbagetrækning. (Læs om emnet under: drubkhang.) I de senere år har han påbegyndt en omfattende aktivitet med retreats, undervisning og konsolidering af sin organisation, for eksempel i Polen: khyenkong sammen med sin far Beru Khyentse Rinpotje. De har også sammen stiftet en almennyttig fond til hjælp for syge, fattige og uuddannede folk i Indien, KTM Care. Du kan besøge Jamgon Kongtrul's eget netsted her. 2) Den første Jamgon Kongtrul Lodrø Taye (1813 - 1901) var meget berømt for sit arbejde med ‘Rime’ bevægelsen i det 19. århundrede, hvori han var primær drivkraft sammen med Khyentse Wangpo Rinpotje, Chokgyur Lingpa, Mipham Rinpotje, Patrul Rinpotje og andre. Rime er et forsøg på frigørelse af de autentiske transmissioner fra deres officielle institutioner i en samlet lære bygning for al Dharma i Tibet, samtidigt med at Rime var et projekt med at samle alle vigtige transmissioner fra alle skoler for at bevare dem for eftertiden i deres originale form. Dette sidste fik Lodro Taye gennemført i stor stil med sine tekst samlinger, kaldet ‘de 5 skatte’, som for eksempel Kadjy Nagtsø – samlingen af hele Mantrayana transmissionen fra Marpa, som førhen havde været spredt vidt omkring med fare for at ‘uddø’. 3) Den anden Jamgon Kongtrul, Khyentse Øser (1904 - 1953) blev genkendt af den 15. Karmapa. Karmapa, som også var hans far, og som sammen med den 10. Trungpa Rinpotje var hans vigtigste lærere. Han brugte meget af sit liv i meditative tilbagetrækninger og blev Lama for den 16. Karmapa. 4) Den tredje Jamgon Kongtrul, Lodrø Tjødji Senge Tenpæ Gocha (1954 - 1992) gav abhisheka, indvielserne, indeholdt i Kadjy Nagtsø her på Lolland i 1989. ‘Infinite Ocean of Knowledge’ i 10 bind - en anden ‘skat’ - er blevet oversat til engelsk (bind 1: ’Myriad Worlds’ – i Boglisten). Han var søn af den kendte Sadutshang familie, og hans mor var datter af den berygtede Sawang Ngawang Jigme Ngabo, en minister i den 14. Dalai Lama's regering, som overgav den tibetanske hær i Kham til de kinesiske kommunister i 1950. Denne Jigme Ngabo blev sidenhen generalsekretær i Tibets kommunistiske parti. Jamgon Rinpotje havde også betydningsfulde onkler i både Chengdu og Kalimpong, så han havde gode forbindelser både i Sichuan provinsen i Kina, i det besatte Tibet og udenfor blandt eksil tibetanerne. Jamgon Rinpotje blev uddannet af den 16. Karmapa og var altid sammen med ham. Efter Karmapa’s død tog Jamgon Rinpotje sig især af Rumtek Kloster og den tilknyttede Shedra. Han opførte det smukke kloster Pulahari i Kathmandu, Nepal, samt det større kloster ved Lava i nærheden af Kalimpong i Vest Bengalen. Han led en tragisk og utidig død ved en trafikulykke i Siliguri, Vest Bengalen. 5) Der findes en ‘alternativ’ fjerde inkarnation af Jamgon Kongtrul, Lodrø Tjødji Nyima, som imidlertid ikke længere ønsker at blive identificeret med sin titel. Denne inkarnation blev udnævnt af Situ Rinpotje i sin tid. Han føler selv angiveligt ikke, at han er en inkarnation af den tredje Jamgon Rinpotje og ville hellere være læge. Han forsvandt derfor fra Pulahari Kloster i april 2016, opgav sine munke løfter og prøver nu at leve et almindeligt liv. Organisationen Jamgon Kongtrul Labrang, hvis angivelige formål er at støtte ham, har ikke villet understøtte ham som lægmand og heller ikke hans uddannelse som læge. Det er en skandale. Der er intet nyt om ham siden august 2016, mens Jamgon Kongtrul Lhabrang organisationen lader som om, at han slet ikke er væk – i hvert fald kan det fremstå sådan, når man læser hjemmesiden. Det er også en skandale. Jeg har derfor skrevet en artikel om emnet. Læs om disse to inkarnationer her. 6) Den første Jamgon Kongtrul reinkarnerede ifølge traditionen desuden i flere udgaver, som hermed stiftede deres egne arvefølge linjer. De kendes som Sechen Kongtrul og Dzigar Kongtrul. Den 16. Karmapa sagde, at den kendte forrige Kalu Rinpotje var en udstråling af den første Jamgon Kongtrul, men Kalu Rinpotje blev aldrig sat på en trone som sådan en inkarnation. Når nogen kaldes for en udstråling af en anden person, skyldes det at de besidder den anden persons kvaliteter på en prik. Den nulevende Kalu Rinpotje præsenteres ofte som en Jamgon Kongtrul Tulku. Læs også: den tredje Jamgon Rinpotje’s biografi her (biografien er den sidste del af artiklen, som ellers handler om den 16. Karmapa).
Janapada Kalyani (skt.):
se under: Sundari Nanda.
Jataka (skt.):
se under: Djataka.
Jetavana (skt.):
et berømt kloster fra Buddha Sakyamuni's egen tid ved Shravasti i Koshala. Se under: Djetavana.
Jigme Rinpotje (tib.):
Shamar Rinpotje’s storebror, som er Karmapa’s manager eller direktør (tibetanerne elsker at kalde en Tulku’s manager for generalsekretær) og den residerende Lama i Dhagpo Kagyü Ling i Dordogne, Frankrig. Jigme Rinpotje har skrevet flere bøger og underviser jævnligt i Tyskland og Frankrig.
Jinasagara (skt.):
i dansk skriftform: Djinasagara [Avalokiteshvara Jinasagara]; tib.: Gewa Gyamtso [chen re zi gyal wa gya tso]; Den røde Avalokitesvara. Hans ledsagerske er Vadjrayogini. Se under: Gewa Gyamtso.
Jñeya (skt.):
se under: djñeya.
Jñana (skt.):
(udtales djñana) se under: Djñana.
Jñana-dakini (skt.):
[=Djñana-dakini]; den intuitive visheds dakini; se under: Vadjrayogini.
[de tre] Juveler:
se under ’T’: Tre Ædelsten.
|