Forsiden

sitemap

Tendar

 T 

Ordbog & Dharma leksikon

  Tale:

 se under:  vak.

  Tanker:

 - se under: manas  &  vikalpa.

  Tantra  (skt.):

 (Artiklen om Tantra er blevet lang,  så den er derfor flyttet til sin egen side. Her står nu kun det essentiele.)
 tib.: djy  [rgyud]  - betyder ordret et væv  (og således også en snor og et ‘bånd’, hvilket ellers betegnes som  samaya), en fortsættelse, forbindelse eller sammenhæng på sanskrit. Som et samlet system af  anskuelse  og  sadhana  betyder  Tantra  simpelthen   den fortsatte ubrudte  [bevidstheds-]  strøm, skt.:  santana, fra  avidya  til  Nirvana’  - gennem den opbyggende fase,  utpattikrama, i kunsten at dyrke  Tantra  til den fuldendende fase,  utpannakrama. Ved hjælp af Tantra som en livskunst gøres denne bevægelse fra uoplyst til oplyst bevidst, sanskrit:  vidjñana. Man prøver at forblive bevidst om sit eget sinds  Buddhanatur  - og at holde fast i den bevidste forbindelse (samaya).
  Tantra  betyder både den samling bøger, som handler om kunsten med sin anskuelse samt selve udøvelsen af kunsten. Udøvelsen kaldes for  sadhana  og måden, hvorpå kunsten udøves kaldes for  samaya.  (Som det fremgår af det følgende, betyder samaya det at ’holde forbindelsen med  Buddhanaturen  i gang eller i live.’ Det vil sige at forblive bevidst om den hele tiden. Men de fleste kender samaya som Tantra  løfter. Læs om begge betydninger i artiklen:  samaya.)
  Tantra handler om at  forvandle opfattelsen af selv og verden fra ordinær til, hvordan en  Buddha oplever og forstår. Som sådan kaldes Tantra  for  Virkningsfartøjet, fordi man praktiserer resultatet af sadhana endnu før det er opnået, ud fra en betragtning om, at resultatet allerede er til stede i strømmen af sind, skt.: santana, fordi denne strøm foregår indeni Buddhanaturen. Da Buddhanaturen hele tiden er til stede samtidigt, skt.:  sahadja, med  oplevelserne, praktiserer man den ved aktualisering af bevidsthed, skt.:  vidjñana, om Buddhanaturen  på forskellig måde.
  Generelt sker det ved  visualisering  af  Yidam  former i  Mandala'er  samt ved  Guruyoga. Begge ting kombineres traditionelt med forskellige former for kriya  yoga. Særlig Tantra praksis omhandler  dakini'er  og  Dharmapalas, beskyttere af  Buddhadharma - og beslægtede emner. Typisk understøttes sådan sadhana ved rituelle  pudja'er, sang, musik,  mantra  recitation samt ved symbolske  altre, ofringer og repræsentation af den forestillede Mandala. Ved lang tids praksis og ved ganske særlige lejligheder udføres også  ildpudja. Og nogle gange rituel dans, hvor danserne er udklædte som Buddha-aspekterne i ritualet. Sådanne danse er traditionelle i klostrene for eksempel ved nytåret, men det sker også andre steder.
  Resultatet af sådan øvelse vil til at begynde med kun vise sig, så længe man er engageret i sin sadhana, mens man udenfor sadhana  - i den såkaldte 'post-meditation' -  vil opfatte oplevelserne, som man ellers plejer. Med tiden vil sadhana forvandle ens opfattelse af hverdagen fra ordinær til aktualisering af  Bodhicitta. Den almindelige instruktion lyder, at man skal opfatte sig selv som sin  Yidam i post-meditationen, men husk venligst på, at dette er en øvelse, som er særdeles udfordrende, så det kan ikke undre, når det ikke lykkes.
Billedet viser en  Vadjra og en  Gantha, diamant-scepter og klokke, symbolsk for Tantra som metode og anskuelse. Vadjra’en er symbol for de virksomme midler eller metoder; Gantha’en er symbolsk for  vished  og lyden af tomhed, som det kaldes.
Traditionelt forklares  Tantra  ved basis, vej og mål i sin udøvelse, mens måden forklares ved  de 4  Tantraklasser (se næste paragraf). Basis for  Tantra  er  Pradjñaparamita, som dog også kan udføres som  Sutra metode, kaldet  Årsagsfartøjet i denne sammenhæng.  Det hedder Årsagsfartøjet, fordi erkendelse af  sunyata  er årsagen til  befrielse  og  oplysning. 
 Vejen eller udviklingen ved Tantra foregår som sadhana og samaya, hvor både visse særlige teknikker tilvænnes og anvendes, og pradjnaparamita anskuelsen tilegnes og anlægges. Det vil sige, at der kommer gang i udviklingen ved hjælp af den personlige læreproces og simpel tilvænning. Målet er naturligvis befrielse og oplysning, hvilket specifikt vil sige  indsigt  og erkendelse af Buddhanaturen og  sindets virkemåde, de  5 skandha’er.
  Brugen af  Mandala’er  og  Mantras  er kendetegnende ved  Tantra, ligesom der anvendes ‘hemmelige’  yoga’er. At de er hemmelige betyder, at de aldrig er blevet nedskrevne, men videregives ved demonstration og mundtlig instruktion fra en mester til en elev.
  Tantra som et fartøj til  befrielse  kaldes for:  Mantrayana. Tantra betegnes også som  Vadjrayana, Diamantfartøjet. I klassificeringen af  de 3 fartøjer er  Tantra en underdeling af  Bodhisatvayana.  Som sådan handler Tantra om at blive fri for fordomme, om at åbne sind og hjerte samt opdage og virkeliggøre 'det lyse sind,' skt.:  Bodhicitta. Det sker, når du opgiver  tilknytning til alt og alle - og  identifikation  med visse af dine oplevelser. Motivationen til det kommer fra  de 4 Ædle Sandheder. Det specielle ved Tantra er de radikale metoder, som anvendes.
 Billedet viser en  ‘drigug’  - en slagterkniv med krog som bruges symbolsk for at afskære tilknytning i  Tantra ritualer. Drigug symboliserer evnen til at opgive tilknytning. Denne drigug er fra Kulturmuseet i Basel.
 Det særlige ved  Tantra er dels,  at udøveren af sadhana forestiller sig selv som en  Buddha for at aktualisere forståelsen og opfattelsen af Buddhanaturen i det  bevidste øjeblik. Man så at sige ‘leger,’ at man selv er en Buddha. Samtidigt forestiller man sig, at alle de andre  sansende væsner faktisk er Buddha’er allerede, skønt de lige nu ‘leger,’ at de er almindelige uoplyste. Med andre ord: alle er Buddha’er   – det er kun dig, som leger, at du er det. Desuden træner udøveren af Tantra i kunsten at opfatte ’rent.’
 Renhed betyder dels, at forstå al  opfattelse  og  oplevelse som en ’ren’ oplevelse – og ikke som noget, der eksisterer uafhængigt af  sindet, men som en manifestation af sindet. Der findes ikke noget snavs - kun opfattelsen af det. Dels betyder renheden også, at opfatte alle de sansende væsner som Buddha’er, da de i virkeligheden er sådanne, selvom de endnu ikke selv har opdaget det, og at opfatte hele verden, altså alle fænomener, som Buddha’ernes rene lande, skt.:  Buddhakshetra  - eller  paradiser. Det er altså ikke kun  Lama’en, som opfattes som ren, men alt og alle.
 En anden forklaring på renhed er, at sindet naturligt og oprindeligt er fri for forurening, formørkelse, skt.:  moha, eller  forvrængning ved de   3 slør. Dette erkendes ved pludselig  indsigt, som ankommer spontant i situationen, eller som følge af Lama’ens  velsignelse, en såkaldt sind til sind  transmission, skt.:  darshan,  eller ved en indvielse, skt.:  abhisheka. Den såkaldte ’ordindvielse’ skulle egentlig gerne have denne effekt. En sådan indsigt vil være momentan og i reglen forsvinde igen og erstattes af en  erfaring som man ikke glemmer. Denne erfaring vil man herefter erindre sig, når man anstrenger sig på at opfatte sindet som ’rent’ i efterfølgende udøvelse af sadhana. Uden sådan erfaring kan man ikke træne i ’frugten’ af praksis. Den er ikke så svær at opnå, som en ukyndig måske kunne antage.
 Det er vigtigt at forstå, at denne øvelse i at opfatte alt og alle som Buddha’er og som rene er en  øvelse. Det betyder, at det ikke er en prøve, eksamen eller et krav, men et  forsøg. Et eksperiment. Når man øver sig i denne kunst, vil der efterhånden følge en erkendelse af, hvor fordomsfuld man selv er – helt naturligt og automatisk. Når sådan erkendelse opstår, relativiseres fordommene (normalt), hvilket er det ønskede resultat. Især hvad dette punkt angår er Tantra en suveræn praksis, fordi folk almindeligvis ikke konfronteres med deres fordomme, mens de mediterer. Med støtte i sin sadhana og samadhi kan en  tantrika  nemt give slip, skt.:  naishkramya.
 Læs videre om emnet  i artiklen:  Tantra - en særlig kunst; i artiklen uddybes blandt andet 'det rene syn' og enheden ved samsara og Nirvana.
Læs om de kedelige tilfælde, hvor Lama’er har misbrugt deres elever, i artiklen:  Sex med Lama’en.
Læs mere om Tantra i artiklerne:  Om buddhistisk meditation.
Og artiklen:  Samaya.
Samt artiklen:  Om Lama’er.
Læs også i Ordforklaringen om:  abhisheka.
Og om  samaya .
Samt om:  Mantrayana.
Læs desuden om:  feltet for goder og fortjeneste.
Og om:  Dharmalærere.

  Tantraklasser  (skt.):

 Der er 4 Tantra klasser, som hver især udvikler de særlige kvaliteter ved  sadhana. De forskellige  Yidam’mer hører hjemme i en af disse  Tantraklasser. Klassificeringerne har også en sammenhæng med  Buddha-familierne, som forklares i de respektive manualer til deres sadhana.
1)  Kriya - her er hovedvægten på renselse og
      ritual fremfor  samadhi. (Det er ikke en
      hentydning til kriya  yoga. Kriya betyder rensning.)
2)  Carya - ritual og samadhi vægtes ligeligt.
3)  Yoga - hovedvægten ligger på samadhi. (Det er
      ikke er hentydning til almindelig yoga. Yoga betyder
      forening.)
4)  Anuttarayoga - handler helt og holdent om
      samadhi. Indenfor  Nyingma  traditionen
      underinddeler man denne sidste klasse i:
   a)  Mahayoga
   b)  Anuyoga
   c)  Atiyoga, hvilken også betegnes som  Dzogtjen
         på tibetansk. Desuden kendes systemet også som  Mahasamdhi  og  Maha-ati. (Læs mere om denne særlige inddeling under:  Ni Yanas.)
  Anuttarayoga klassificeres også som Fadertantra og Modertantra, hvor Fadertantra har vægten lagt på metode, skt.:  upaya, mens modertantra har vægten på klarhedens  vished, skt.:  pradjña.
Disse klasser kan udøves ved de forskellige slags  mudra. I Kina og det øvrige Fjernøsten kendtes kun de første 3 klasser, indtil Anuttarayoga blev introduceret via de tibetanske skoler indenfor de sidste 1000 år.
 Læs videre under:  Mudra.
Læs også om:  Mantrayana.
Og om:  Tantra.
Læs mere i artiklen:  Om buddhistisk meditation.

  Tantrika  (skt.):

 en udøver af  Tantra. Tib.: ngakpa [sngags pa].  Tantrika’en udøver Tantra dels ved  pradjñaparamita anskuelsen, som kaldes ‘årsagsfartøjet,’ dels som en kunst i dagliglivet og i meditation, som kaldes ‘virkningsfartøjet.’ Som meditativ  sadhana træner  tantrika’en i  Yidam meditation og de hemmelige  yoga’er. Som kronen på praksis dyrker tantrika’en  Mahamudra  meditation eller  Dzogtjen, Maha Ati. Det er denne kombination af anskuelse, holdning, levevis og sadhana, som beskriver en  tantrika eller en ’tantriker.’ Den mest brugte benævnelse på en sådan udøver af Tantra som en kunst i livet, er  yogi, tib.: naldjorpa. Men en yogi er ikke nødvendigvis en  tantrika.
 Læs videre under:  Tantra. Tilsvarende betyder en ‘sadaka‘ en udøver af sadhana, hvilket ikke nødvendigvis er hverken en yogi eller en tantrika.

  Tara  (skt.):

 tib.: Dølma - betyder ‘befrierinden’  (statuen på billedet viser den såkaldte ‘Hvide Tara’ - statuen er lavet af den 10. Karmapa Tjøying Dordje og ligner sikkert hans kone).  Tara siges at være blevet født af en tåre fra  Avalokiteshvara, som han udgød i medfølelse med  de sansende væsner. Ved sine store evner havde han tømt alle verdener for lidende væsner og anbragt dem i diverse paradiser. Da han derpå i et kort øjeblik slappede af og lukkede øjnene som kulmination på sine anstrengelser, blev alle verdenerne igen fyldte med sansende væsner, travlt beskæftiget med at dyrke  samsara. Da græd Avalokiteshvara og Tara opstod fra hans tårer og meddelte ham, at hun ville hjælpe. Mens   Pradjñaparamita  som en Buddhainde udtrykker de to slags  afklaret vished, udtrykker de forskellige former for  Tara  maitri  og  karuna. Den hvide Tara  stabiliserer de ‘indre vinde’, skt.:  vayu, og giver derved et langt liv.
  Især er de 21  Tara’er  kendt for at fjerne de 21 slags frygt og   angst, som plager mennesker og dyr. Blandt de 21 er den Grønne Tara, tib.: Damtsig Dølma, den mest kendte og brugte som både beskyttelse og almindelig meditations form. Tara dyrkes både som en Sutra  sadhana og Tantra. Som  Yidam  er den Hvide Tara den mest brugte.  Læs mere i artiklen:  Om buddhistisk meditation.

  Taranatha  (skt.):

 [Tāranātha]; tib.: Taranatha  [ta’ ra na’ tha; ཏཱ་ར་ནཱ་ཐ།]; (1575–1634) Jonangpa mesteren og oversætter, det 26. overhoved for Jonangpa skolen.

  Tashi  (tib.):

 betyder  lykke. og er også betegnelsen på en type  Mahayana  bønner, som handler om at tilegne al lykke til alle andre end én selv.
  På denne måde fremmes  Bodhicitta, som i sin natur ikke beholder noget for sig selv. Det gør Bodhicitta ikke, fordi sindets og hjertets  uforhindrede åbenhed kun fastholder sin åbenhed, venskabelige kærlighed, skt.:  maitri, og  ikke-tilbageholdte medfølelse, skt.:  karuna.  Tashi bønner indgår i alle  sadhanas.

  Tatha-gata  (skt.):

 [tathāgata]; tib.: Desjin sjækpa  [de bzhin gshegs pa; དེ་བཞིན་གཤེགས་པ།]; et af  Buddha’s  navne, som betyder  Den-som-er-Sådan. Læs videre for neden om: tathata.

  Tatha-gatagarbha  (skt.):

 Buddhanaturen.  Tathagata er et af Buddhas navne. Garbha betyder natur.  Læs artiklen.

  Tatha-ta  (skt.):

  Tib.: desjin nyi [de-bzhin-nyid]. såledeshed. Virkeligheden som den er uden  begreb  om virkelighed, men med en klar opfattelse af den. Det betyder at indse virkeligheden, både som  sindets rum og sindets klarhed, og som dets virksomhed gennem de 5  skandhaer, hvorved  sindet  genkender  sig selv, og virkeligheden opleves og opfattes direkte, uden  fortolkning  eller mental reaktion, skt.:  caitasika. Det er denne såledeshed, som direkte opfattelse, skt.:  pratyaksha,  oplever  og genkender.
  Læs videre i artiklen:  Dharmadhatu  (Om opfattelsen 5).

  Tempel:

 skt.:  Mandir; se under:  Lhakang.

  Temperament:

 se under:  Karakter.

  Tendar  (tib.):

 betyder en person som formidler, udbreder eller spreder - 'dar' - Buddha Sakyamuni's instruktioner - 'ten.'
Instruktionerne er det samme, som findes i Buddha's Lære, Buddha-dharma. Derfor er der også Lama'er med navnet Tjø-dar - en person, som spreder Dharma. Den fine forskel ligger i at præsentere og forklare, hvilket vil sige foredrage og beskrive, eller at instruere. Instruktion betyder at forklare anskuelsen, som den skal bruges i praksis, samt meditation ved demonstration og så videre. Tenga Rinpotje gav mig dette navn, da jeg blev munk i 1984. Det har vist sig at beskrive meget godt, hvilken Dharma aktivitet, som jeg sidenhen har haft.

  Tendjur  (tib.):

 [bstan’ gyur]  ‘oversættelser’ af instruktionerne  - mens alle  Sutra’er  og  Tantra’er  er indeholdt i den tibetanske  Kandjur  [bka’ gyur]  tekst samling, er alle de autoritative kommentarer og fortolkninger fra Indiens Oldtid samlet i tendjur.
   Bøgerne indeholder ikke blot  Abhidharma, med også diverse indiske mestres  shastras, kommentarer eller afhandlinger, for eksempel  Nagardjuna  og  Asanga. Bog samlingen består af 224  bind, hvoraf de 84 bind handler om   Tantra’erne.  Se også under:  Tripitaka, de 3 kurve.

  Tendrel  (tib.):

 skt.: pratitya; betyder samspil af omstændigheder,  hvorved begivenheder indtræffer. I en forstand betyder det simpelthen  Årsagskædens 12 led,  i en anden forstand betyder det det samme som C. G. Jungs begreb om  synkronicitet,  hvilket vil sige begivenheder uden årsag i ydre omstændigheder, men af indre grunde. Tendrel i denne betydning bruges om positive og gavnlige begivenheder  (held), som følge af god  karma, eller som følge af  Lama’ens velsignelse  og beskyttelse, som vækker  Bodhicitta. Det kan derfor opleves som Guds indgriben, den rene magi eller et mirakel.
 Karmapa Thaye Dordje skrev på sit netsted den 16. januar 2019:
"Vi erklærer denne dag for lykkebringende - ikke på grund af skæbne eller tilfældighed, men med vilje. Ja vist er denne dag blot ligesom enhver anden. Imidlertid vil den overlagte genkendelse af, hvad denne dag måtte bringe, hvad dens sande potentiale er - forvandle almindelig visdom til overordentlig visdom  [pradjña]. Må vi alle høste denne særlige dags - og alle de følgende dages - muligheder."
  (Bemærk venligst, at oversættelsen i citatet for oven af 'visdom' ikke er retvisende, men en oversættelses konvention, som er meget brugt, selvom den ikke er korrekt. Der burde oversættes med 'vished'. Der henvises nemlig til  sindets  iboende klarhed og intuition, hvilket er en naturlig evne, mens 'visdom' er en færdighed, som er svær at opnå.)
  Når tibetanere omtaler tendrel hentyder de som hovedregel til denne lykke bringende betydning. Ordet betyder imidlertid blot et sammenfald af omstændigheder som udtrykt i 'årsagskæden'.

  Tenga Rinpotje  (tib.):

 [bsTan dga’ Rin po che]– (1932 - 2012) stammede oprindeligt fra Benchen Kloster i  Amdo. Efter sin flugt til Indien i 1959 slog han sig ned hos  Karmapa og blev  vadjracharya, rituel mester i  Rumtek Kloster. Efter nogle år flyttede han til Kathmandu i Nepal, hvor han har bestræbt sig på at genskabe Benchen Kloster. Her blev han også brændt efter sin død. Klosteret styres i dag af Sangdjæ Nyenpa Rinpotje, den ‘største’  Tulku fra det oprindelige Benchen i Amdo. Tenga Rinpotje opholdt sig i Danmark i 1978, hvor han fik lægelig behandling for sin sukkersyge og var en hyppig gæst i landet frem til sin død.  Tenga Rinpotje har derfor mange elever i Danmark. Hans viden og erfaring var ganske enorm. En gruppe mennesker i Odense har grundlagt et Dharma center,   Karma Gelek Dardje Ling, med  Tenga Rinpotje som protektor. I 2017 påstod den ‘alternative’ Karmapa Ugyen Dordje at have fundet Tenga Rinpotje’s genfødsel. Det er desværre noget tvivlsomt ligesom  Ugyen Dordje’s egen titel. 
 Læs Tenga Rinpotje’s biografi.

  Teori:

  vil sige en sandsynliggjort hypotese. For at frembringe en teori, må der ligge nogle  fakta  eller data til grund. Men resten af teorien er spekulation, indtil teorien er bevist. Men det er faktisk meget svært at bevise en hvilken som helst teori, set i lyset af de  to slags sandhed  og den  psykologiske realisme. Men på alle de mange områder i  livet, hvor vi ikke kan få direkte erfaring, skt.:  pratyaksha, må vi nøjes med teori som en retningslinje - ikke som det endelige svar på noget. Enhver teori har et udgangs punkt, som teoriens fortaler normalt vil gå ud fra er fakta - og som teorien er afhængig af for at kunne være rigtig. Det er imidlertid ikke altid tilfældet. For eksempel går det meste videnskab ud fra, at sansning, måling, vejning samt logisk tænkning er et solidt udgangs punkt, selvom al denne virksomhed er afhængig af iagttagerens eller teoretikerens bevidsthed, skt.:  vidjñana. Men videnskaben har jo aldrig været i stand til at  erkende, hvad bevidsthed egentlig er for noget. Ting, som vi synes at vi  begriber  godt, er i reglen teori. Selv håndværks mæssig kunnen er som regel vanskeligt at forklare, også for en mester i sit fag, fordi det at gøre noget er anderledes end sin teori.

  Terma  (tib.):

 betyder ‘skjult skat’ - i reglen er skatten instruktioner i   sadhana, men det kan også være forklaringer, skt.:  shastras.
Billedet viser Guru Rinpotje, det store ophav til mange termas; antik statue fra Rubin Museum i New York.
Desuden kan  Pradjñaparamita Sutra’erne og ‘Asanga’s 5 skatte’ betegnes som  termas, fordi disse tekster var skjulte, indtil  Nagardjuna og  Asanga  fandt dem.  Terma er ikke nødvendigvis bøger.  Guru Rinpotje gemte også statuer og andre hellige genstande rundt omkring. Udtrykket  terma er forbundet med Guru Rinpotje, fordi han forudså kong Langdharma’s forfølgelse af  Buddhadharma  i  Tibet for cirka 1100 år siden. For at imødegå en fuldstændig nedsmeltning af Dharma i Tibet, blev disse ting og sager gemt af vejen.
  En anden betydning af  terma er, at introducere instruktioner fra  en fjern fortid til nutiden, hvorved  transmissions processen bliver meget kort. Jeg er således selv den heldige indehaver af en røg pudja transmission fra Guru Rinpotje med kun to mellemled  (Dudjom Rinpotje og Lama Tarchin Rinpotje).  Læs også nedenfor om:  Tertøn.

  Tertøn  (tib.):

 betyder en opdager af skjulte instruktions skatte, tib.:  terma. Det er for det meste  Guru Rinpotje’s skjulte instruktioner, som en  tertøn finder. Strengt taget er dog også for eksempel  Asanga og  Nagadjuna  tertøns, fordi de fandt skjulte instruktioner fra  Buddha Sakyamuni.
  Se også under:  Nyingma.

  Thangthong Gyalpo  (tib.):

 [thañg stoñg rgyalpo]  1385 - 1464. Han var en meditations mester og  Tertøn, samt den berømte bygger af hængebroer i  Tibet, som var ophængt i jernkæder. Flere af disse broer findes endnu.  Det gav ham tilnavnet ‘Jernbro Skolen’. Han er forfatter til  Avalokiteshvara  sadhana, som den findes i  Karma Kadjy traditionen.  Thangthong Gyalpo har også lagt navn til en af de mange  Tjød traditioner.  Thangthong Gyalpo er desuden også ophavs mand til visse traditioner omkring teater i Tibet.

  Thaye Dordje  (tib.):

 den 17. Karmapa. Se under:  Thrinle Thaye Dordje. 

  Theravada  (skt.):

 en  Hinayana  tradition  - også med noget  Mahayana  indhold -  fra Sydasien. Tib.: nætæn mawa [gNas-brtan smra-ba].  Theravada  følger deres egen  Vinaya, som dog ikke er meget forskellig fra de nordlige skolers  Mulasarvastivada  Vinaya eller Østasiens  Dharmaguptaka. Disse   Vinaya traditioner kan dokumentere deres  transmission. Oprindeligt var der 18 transmissioner af Vinaya, men de øvrige er nu helt ophørt og uddøde, bortset fra Kina, hvor nogle af dem stadig væk findes som del af den samlede transmission.
 Theravada spredte sig Vest fra  Bodhgaya og endte på Sri Lanka, hvor den stadig er, mens al buddhisme forsvandt fra Indien. Fra Sri Lanka spredte traditionen sig til Sydøstasiens Burma, Thailand og Cambodia, hvor den stadig dominerer. Theravada har udviklet sig langsomt og vedvarende, uden at blive egentlig reformeret med  Pradjñaparamita  og  Tantra. Alligevel indeholder traditionen en hel del Mahayana elementer. Uden et særskilt  Bodhisatva fartøj anser  Theravada stadig en  Arhat som den højeste tilstand og den fuldstændige  oplysning.
 Bemærk også, at  Theravada traditionen er på sproget pali, i modsætning til Dharmaguptaka,  Sarvastivada og Mulasarvastivada, som anvender sproget  sanskrit. Både sanskrit og pali er i dag såkaldte ’døde’ sprog, fordi kun de lærde forstår disse sprog, mens den levende dagligdags sprogbrug for længst er ophørt blandt folk i Indien.
 Læs også om: boran kammathana.

  Thrinle Thaye Dordje  (tib.):

 den 17.  Karmapa’s navn  [phrin las mtha' yas rdo rje]; Karmapa Thrinle Thaye Dordje's fødenavn er: Tenzin-Chentse Gyatso. Den 17. Karmapa  Thrinle Thaye Dordje  blev født  den 6. maj 1983 i det centrale  Tibet. Hans far er den berømte tredje Mipham Rinpotje fra  Nyingma traditionen og hans mor hedder Detjen Wangmo.
Så snart han kunne tale, erklærede han sig som Karmapa under et besøg hos familien af den 16. Karmapa's søster, som han genkendte og derfor tiltalte. 'Jeg er Karmapa' sagde han til hende som de første ord i dette liv. Det kom  Shamar Rinpotje for øre, og han anerkendte derpå  Thrinle Thaye Dordje som den 'klassiske'  Tulku af den 16. Karmapa Rangdjung Rigpæ Dordje. (Shamar Rinpotje kaldte ham for en 'klassisk' Tulku, fordi der også findes en 'alternativ' - ellers kendt som den 'kinesiske' 17. Karmapa, fordi det kommunistiske kinesiske imperium støttede denne udnævnelse som led i deres religions politik i Tibet. Herom længere fremme.)
  I marts 1994 besteg Thrinle Thaye Dordje officielt sin trone i  KIBI instituttet i New Delhi, Indien, og blev spirituelt overhoved for en stor del af  Karma Kadjy traditionen.  Thrinle Thaye Dordje afsluttede sin formelle uddannelse i 2003. Han har modtaget og mestret den fulde transmission af Karma Kadjy traditionen fra især Shamar Rinpotje. I marts 2017 blev  Thrinle Thaye Dordje gift med  Rintjen  Yangzom fra Bhutan. Han følger således i sporet på den 15. Karmapa Khakhyab Dordje, som heller ikke var munk, og som også blev gift.
  Da  Thrinle Thaye Dordje blev fundet og anerkendt som Karmapa, fulgte en stor del af Karma Kadjy traditionens tilhængere dog allerede den af Situ Rinpotje udnævnte ‘alternative’ eller ‘kinesiske‘ 17. Karmapa  Ogyen Dordje, selvom der hersker tivivl om, hvorvidt denne Tulku er en 'ægte' inkarnation. Han har i hvert fald ikke udnævnt sig selv  (i følge hans egen udtalelser ved flere lejligheder), men i øvrigt ved vi ikke så meget om hans oprindelse med sikkerhed. Han blev fundet som en velegnet kandidat af Akong Rinpotje, som derpå forhandlede med det kommunistiske kinesiske imperiums regering om dens godkendelse; den blev givet, da blandt andet forældrene var medlemmer af kommunist partiet i området, samt fordi barnet så lovende ud. Hans virkelige historie er pakket ind i propaganda både fra kinesisk side,  fra exil-regeringens og hans egen organisations side. Når sandheden således begraves under et lag af løgne, bringes begge Karmapa’er i forlegenhed, og Karmapa traditionen i sin helhed bliver nødvendigvis bragt i tvivl. Hvis det er løgn med denne Karmapa, er det muligvis også løgn med alle andre. En ‘religiøs tro’ på Karmapa vil i denne sammenhæng være tåbelig. Tillid til traditionen opstår fra, at al  tvivl er fjernet. Derfor har begge Karmapa’er det svært. De er mennesker ligesom os andre og skal jo også leve med al den tvivl...
  Det er første gang i historien, at to Karmapa’er har etableret sig på en gang, uden at alle de store  Lama’er i traditionen er blevet enige. Det virker som om, at alle blot ignorerer dette problem. Det skyldes velbegrundet mistillid.
   Situ Rinpotje’s organisation fra  Kham prøvede at dominere Karmapa institutionen, i et forsøg på at sætte Shamar Rinpotje udenfor indflydelse. Shamar Rinpotje har ikke på samme måde en veludbygget og stor organisation, så det forekom Situ Rinpotje og hans tilhængere at være relativt nemt at slippe af med Shamarpa. Det er jo så også sket, men de fik ikke hele Karma Kadjy traditionen til at følge dem. En meget stor del følger stadig Shamarpa og den nye ‘klassiske’ 17. Karmapa  Thrinle Taye Dodje.
 Hvis denne tilstand fortsætter, kan det blive noget værre rod. Dette genkendes ved, at begge Karmapa’er hver især har udnævnt deres egen  Jamgon Kongtrul Rinpotje tulku. Ham var der således også pludselig to af, indtil Ogyen Thrinle’s udnævnelse meddelte, at han ikke følte sig som en ægte Tulku og forlod sin organisation.  Læs om det her.
  Så denne tilstand vil meget nemt – og meget sandsynligt – udvikle sig til en almen krise for alle tibetanske Tulku’er, når  Dalai Lama dør. Den kinesiske regering har allerede udtalt, at de nok selv skal finde en ny Dalai Lama, så Dalai Lama’s organisation vil få problemer, når de ønsker at finde den nye genfødsel.
  Dette rejser naturligt spørgsmålet, om Tulku traditionen allerede har udlevet sin nytte og berettigelse. Det sidste nye i den sammenhæng er  Dalai Lama, som nu har opfordret til at  nedlægge hele Tulku traditionen i oktober 2019. Det synes jo ganske fornuftigt med henblik på fremtiden; alle ny udnævnte Tulku'er ville da med sikkerhed kunne opfattes som politisk udnævnte af det kommunistiske kinesiske imperium. Denne tankegang synes dog alt for fremmed for tibetanerne, både indenfor og udenfor Tibet; kun Dalai Lama har givet udtryk for det; og kun ved en enkelt lejlighed.
 Men der er også en ny bevægelse mellem de to Karmapa'er. De mødtes første gang i oktober 2018, hvor de efterfølgende udsendte en fælles erklæreing. De mødtes for anden gang i oktober 2019, hvor de i fællesskab skrev  en langt livs bøn for den nye 15. Shamarpa. Så de er åbenbart enige om Shamarpa's Tulku, som angiveligt er  den lille baby Thugsey, som er søn af Thaye Dordje og hustru Rintjen Yangzom.
  Læs om Karmapa Thrinle Thaye Dordje her.
Læs også artiklen:  2 Karmapa’er.
  Klik  her for Thrinle Thaye Dordje’s biografi.

  Thrinle Tulku  (tib.):

 blev født i 1975 og kaldt Ananda Massoubre, hans borgerlige navn. Han er  søn af en fransk far og en amerikansk mor.  Thrinle Tulku blev officielt  udnævnt af den 16.  Karmapa som genfødslen af  Khakhyab Rinpotje, en  Karma Kadjy mester fra det Vestlige Tibet, der døde som ung. Før sin bortgang havde Khakhyab Rinpotje skrevet et digt, hvoraf det fremgik, at han  ville blive genfødt i Vesten. Khakhyab Rinpotje havde været tæt forbundet med   Kalu Rinpotje.  Thrinle Tulku har tilbragt en stor del af sin barndom i Indien og Nepal. Han var næsten altid sammen med Kalu Rinpotje i sine tidlige år, også på dennes rejser. Han er i øvrigt blevet uddannet hos nogle af Karma Kadjy traditionens største mestre, samt hos  Lama Tønsang i Monchardon, Frankrig.  Thrinle Tulku er også uddannet på Sorbonne Universitet, Paris i tibetologi og filosofi  samt på  KIBI, New Delhi i traditionel Dharma lærdom. Han har ofte oversat for både Karmapa og  Shamarpa.  Thrinle Tulku har i en årrække undervist i  Bodhi Path centrene og hos  Dhagpo Kagyu Ling  i Frankrig. Han bor i Paris.
  Læs Pamela White's artikel om ham  (artiklen er fra Tricycle Magazine, 2005).

  Thugdam  (tib):

 [ ཐུགས་དམ་];  er navnet på en særlig meditations form, hvor  en  yogi fastholder selve dødens klarhed og fred og forlænger tidsrummet, som normalt varer fra nogle minutter til et par timer.  En sand mester kan forlænge denne særlige periode i op til tre dage, siges det. Der er rapporter om en munk i Sydindien, som opretholdt sin thugdam i 37 dage, mens flere andre rapporteres at have holde den gående i en uges tid. Det tydelige tegn på tilstanden er en fortsat varme i hjerteregionen, skønt kroppen er død. Varmen skyldes biologiske processer. Desuden går kroppen i denne periode ikke i forrådnelse. Tilstanden er resultat af samadhi, som etableres før døden indtræffer. Når det 'ydre' åndedræt ophører - det vil sige vejrtrækningen - fortsætter yogi'en sin samadhi, hvorved de to såkaldte 'bindhu'er' forhindres i at mødes i hjertet. (Se billedet, hvor den røde bindhu vises i en kunstnerisk udgave.) Det vil sige at det 'indre' åndedræt (livsprocesserne) fortsætter, hvilket forårsager det såkaldte 'klare lys,' tib.: øsal. Når denne tilstand foregår i lang tid, brændes mange usunde karma-frø, skt.: bidjas, op, og chancerne for selv at vælge sin genfødsel øges ganske betydeligt. Men det sker naturligvis ikke automatisk. Oplevelsen af det klare lys er i forvejen ligesom en kulmination af livet, som kendetegnes ved stor fryd eller lykkefølelse, skt.: mahasukha. Når tilstanden forbindes med samadhi, bliver lykkefølelsen ikke større, men fordybes og gøres helt bevidst. Derfor er det nemt i denne tilstand at opgive tilknytning og identifikation med alle slags oplevelser. Så for en succesfuld praksis for yogi'en er det ikke nok at have det godt og nyde tilstanden. Der skal aktivt gives slip for at opnå resultater. Ultimativt kan en yogi opnå Nirvana ved denne praksis. Sker det ikke, fortsætter den afdøde ind i dødens bardo efter et stykke tid.
 Thugdam blev senest demonstreret af min kollega fra tre års retreat, den franske  Bhikshu  Tsewang Gyurme, som døde for nylig, mens han var i meditativ tilbagetrækning (maj 2021). Hans thugdam varede i flere dage. Som sagt er det tegn på samadhi - og ikke Nirvana.  Dalai Lama er citeret for, at nogle personer, som befinder sig længe i thugdam, gør det, fordi de har stor tilknytning til  livet, som de er ved at forlade. Sådan kan man jo også forstå det. Det er yogi'ens indsats under thugdam, som afgør om det fører til  befrielse  eller nydelse.
  Læs mere om dødens tilstande under:  bardo.
Se eventuelt filmen 'Tukdam - Between Worlds'  på dette link.

  Ti dyder eller goder:

 De 10 dyder, skt.:  punya, er det modsatte af de 10 udyder eller usunde, skt.: akushala, handlinger. De ti dårlige handlinger som bør undgås for at stoppe den usunde - og for at fremme den gode -  karma  - er:
 1. undgå de fysiske udyder ved at slå ihjel, stjæle
    og erotisk misbrug;
 2. de sproglige udyder ved at lyve, bagtale, tale
    barskt og bruge talen til at skille folk ad;
 3. og de mentale udyder ved had, begær og
    forvirring (skt.: avidya).
 (Desuden bør du undgå enhver rus og blind tro,
   skrev Shamarpa som en eftertanke til den moderne tid.)
  Den 14. Shamar Mipham Tjødji Lodrø Rinpotje skrev videre i juli 2010: "At følge disse retningslinjer er din beskyttelse, og de er ikke et sæt love, som skal overholdes for deres egen skyld. Lær hvad disse udyder er, og lær at undgå dem. Det buddhistiske syn på moralsk opførsel er, at den vil beskytte dig [mod diverse ulykker] ligesom et stærkt rustning."
  Underforstået i denne remse er, at  klesha‘en  misundelse er underordnet had eller vrede; og klesha‘en stolthed er underordnet begær. Således kan de mentale udyder også tælles som fem.
  At ‘undgå‘ vil i denne sammenhæng sige at give slip, skt.:  naishkramya, på  tilknytning  og  identifikation  med disse handlingsmønstre og stærke lidenskabelige følelser. Er du ude af stand til det, for eksempel fordi lidenskaberne til dels er instinktive, betyder at ‘undgå‘ - at undlade handling inspireret af disse klesha‘er.
  Bemærk at en tilsvarende problematik gør sig gældende med de primære følelser i den anden  skandha, skt.:  vedana. Du kan ikke undgå, at de primære følelser opstår, men du kan undgå deres fordom og dominans.
  Bemærk venligst også, at det  skadelige  her ikke består i fordommene og følelserne i sig selv. Det er alene tilknytning og identifikation, som laver al balladen. Følelserne er intuitive, så du har brug for denne kilde til information. Du har ikke brug for at bekæmpe følelserne. Du bør i stedet dyrke kunsten at give slip, skt.: naishkramya. Husk det nu.
 Læs også om oprindelsen til denne instruks, som var Naga kongen Sagara's spørgsmål til Buddha.

  Ti kræfter:

 se under:  Oplysningens 64 elementer  (punkt A).

  Tibet:

 er ikke et tibetansk navn; tibetanerne kalder deres land for Sneland. Der er to betydninger. Tibet betyder dels den selvstyrende  republik  Tibet  (TAR – Tibets Autonome Republik, Tibets officielle navn som kinesisk delstat i det kinesiske kommunistiske imperiums besatte dele af Centralasien) - dels hele det  tibetanske kultur område, hvor man også medregner  Kham  og  Amdo. Begge størrelser  Tibet  er ikke nogen traditionel  national  enhed, for de fleste lokal områder har altid haft en lokalt baseret identitet, loyalitet og solidaritet. I gennem det meste af historisk tid har disse lokale områder været  uafhængige kongeriger.  Kun sjældent var det regeringen i  Lhasa, mongolerne eller kineserne, som regerede over hele det  tibetanske kultur område. Når det skete, følte folk sig undertrykte og i reglen også ubeskyttede.
  Tibetansk nationalisme er et ret nyt fænomen, hvor man påstår en  tibetansk nation, som dækker hele det  tibetanske kultur område. I virkeligheden dækker den ‘nationalisme’ over en hensigt om at skabe et  imperium, som de fleste  tibetanske folk slet ikke ønsker. De  tibetanske folk er ikke repræsenteret ved hverken parlamenterne i de kinesiske provinser inklusive TAR, eller ved den såkaldte eksil regering i Dharamsala i Indien, som fremmer den omtalte ‘nationalistiske’ imperie tanke. Derved adskiller de sig ikke fra Kina, hvor man også tænker imperie tanker, som man også kalder for ’nationalisme.’ Men det er påfaldende, at de ‘virkelige tibetanere’ heller ikke er repræsenteret i eksil parlamentet i det ‘frie’ Indien.  Tibet  er mange nationer, men det tager alle involverede magthavere kun i ringe grad hensyn til. Selvom alle burde tage de mange nationer som udgangs punkt i deres overvejelser om nationalt selvstyre under en eller anden form.
      (Kortet viser de 3 kultur områder, hvor tibetanerne bor,  Amdo,  Ü-Tsang  og  Kham. Grænserne mellem de 3 områder er markeret med røde streger. Kortet angiver ikke de nuværende politiske grænser for det tibetanske selvstyre (TAR), som skærer gennem Kham, så den sydvestlige del indgår i TAR, som i øvrigt dækker landene kaldet Ü-Tsang. Den øvrige del af Kham indgår i provinsen Sichuan. Amdo kaldes i Kina for provinsen Qinghai. Amdo og Kham betegnes ofte som  Dokham, fordi de har meget til fælles, og føler sig anderledes end folk fra Ü-Tsang. På kortet ses den gamle grænse for Amdo mod syd. De nyere politiske grænser er lidt anderledes. Blandt andre Golok folket bor i disse grænse egne. Golokkerne synes ikke selv, at de hører hjemme andre steder end i Golok, så de vil sikkert foretrække, at de fik deres egne grænser og selvstyre. Formelt er der flere tibetanske selvstyre områder i Sichuan provinsen, men reelt bestemmer kommunisterne her som alle andre steder.)
   Det tibetanske kultur område omfatter det centrale Tibet  omkring byen Lhasa, som kaldes for  'Ü'  på tibetansk, området  Tsang, som ligger syd for Lhasa regionen med Gyantse og Shigatse som de vigtigste byer. Det vestlige og nordlige  Tibet  er meget tørt, øde, ørken og distinkt fra det øvrige Tibet (Læs mere under: Ngari.). De tibetanske  områder i Indien og Nepal, nemlig Lhadak, Lahul, Spiti, Dolpo og flere mere østlige områder, såsom Manang, Helambhu, Sherpa-land, Sikkim og Bhutan, er alpine områder langs Himalaya bjergkæden. I disse områder er befolkningen mere talrig og klimaet gunstigere. Øst for Lhasa regionen ligger  Dhagpo, Khongpo og flere andre mindre regioner, hvorefter bjergene begynder at løbe fra nord mod syd. Områderne Øst for denne geografi hører til  Kham. Kham grænser mod øst op mod lavlandet omkring Chengdu i Sichuan provinsen i selve Kina. Kham områderne minder i høj grad om Svejts med floder, skove og høje bjerge. Det er også her, at de fleste mennesker bor i hele det tibetanske kultur område. Nord for Kham ligger  Amdo, som mest er steppeland. Typisk for hele det tibetanske kultur område er, at landene ligger i over 3000 meters højde, og at mange tibetanere bor i 3500 meters højde. I øvrigt har hvert landskab sin egen særlige økologi.
  Hele dette tibetanske kultur område er på størrelse med Vesteuropa, men der bor kun 7 millioner mennesker i alt eller der omkring, og de fleste bor i Kham. Mod vest er der tørt og øde, mens der mod øst er frodigt, regnfuldt og bjergrigt med store skove. Mod nord og nordøst er der mest ørken og stepper. Syd for Khongpo, hvor floden Tsangpo  (skt.: Brahmaputra) bryder gennem Himalaya bjergkæden, bliver klimaet subtropisk. Her lå det legendariske 'Pema Kø' landskab, hvor folk søgte tilflugt under krig eller ugunstige politiske forhold.
  Det gamle  Tibet før den kinesiske besættelse i 1950 og den stor flugt  i 1959, hvor omkring 100.000 tibetanere slog sig ned i Indien, var ikke et legendarisk paradis, som nogle har prøvet at give det udseende af. Det var et middelalderligt klasse samfund, skønt normalt uden sult men en vis grad af relativ velstand, set i forhold til resten af Asien i de tider. Dette klasse samfund kan ikke sammenlignes direkte med hverken Kina eller Europa. De kinesiske kommunister, som påstår at de ’befriede’ tibetanerne fra ’feudalisme,’ mener at hovedparten af mennesker i hele det tibetanske kultur område dengang var stavnsbundne fæstebønder. Det tibetanske system var faktisk en unik blanding af selvejende ’skatte borgere’ – tib.: mi ser – og husmænd eller landarbejdere uden egen jord. Disse bønder var ikke individuelt 'stavnsbundne' - det var familien som en enhed, der var forpligtet til at dyrke jorden, mens de enkelte medlemmer af familien ikke var forhindrede i at rejse, lave forretninger og tage på pilgrims færd. Desuden var der flere klasser, udover naturligvis aristokratiet og de ordinerede munke og nonner. Læs om  dette system her.
 Bemærk at jord blev opfattet som tilhørende enten staten, kongen, den lokale klan  (for eksempel hos Golok folket i Dokham) eller klostrene og deres åndsfyrster,  Tulku’erne. Så jord blev lejet ud af de lokale magthavere til bønderne. Skat blev således opfattet som opkrævning af leje for jord. Ofte blev der betalt med arbejde i stedet for afgrøder eller ved at stille transport dyr til rådighed for udlejerne og kun meget sjældent blev skatten betalt med penge. Det er i denne sammenhæng, at en familie var forpligtet til at dyrke jorden. Hvis de ikke gjorde det, ville de ikke kunne betale skat. Disse 'skatte borgere' var på ingen måde slaver eller lignende. Det var også almindeligt at opkræve told af rejsende handelsfolk.
 En families tilkendte jord forblev som regel udelt, når forældrene døde på grund af den særlige ægteskabs form polyandri, som var gængs helt op til nutiden. Når familiens ældste bror giftede sig med en kvinde, blev normalt lillebror også gift med hende. Var der flere brødre, blev disse ofte munke. Familiens døtre blev giftet bort, og ugifte døtre blev ofte nonner. Men ikke altid. Således kunne de ekstra ’onkler’ og ’tanter’ hjælpe til på gården. Som regel forblev familien således samlet som en økonomisk enhed. Typisk ville familien virke som sponsorer for deres egen slægts munke og nonner. Denne type ’overskuds’ munke og nonner blev opfattet som familiens investering i – almindeligvis – det lokale kloster, så deres gode dyder, skt.:  punya, blev hele familien til gavn. Dette familie mønster bevirkede en stabil størrelse af befolkningen i  Tibet gennem hele middelalderen, og sikrede familiens økonomi, fordi arven ikke blev delt ved dødsfald. Når krig, pest og andre ulykker nedbragte befolknings tallet, steg det normalt bagefter til sin oprindelige og stabile størrelse. Både denne type ægteskab og de mange mere eller mindre ufrivillige munke og nonner var ret enestående blandt Asiens folk. Denne tradition var årsag til, at op mod en tredjedel af den tibetanske befolkning var munke og nonner. Det normale for buddhistiske kulturer er blot omkring 5% af befolkningen.
 Indenfor  Buddhadharma ønsker vi egentlig ikke, at klostrene bliver samlings sted for landets overskydende befolkning.  Buddha Sakyamuni oprettede sin kloster tradition for folk, som ønskede at forlade deres egne  tilknytninger  og  identifikationer og forlade samfundet og leve et mediterende åndeligt liv med henblik og hensigt på  Nirvana. Derfor var – og til dels er – denne type tibetansk kloster tradition, hvortil familierne sender nogle af deres børn, ikke specielt befordrende for en ægte kloster tradition. Mange sådanne munke og nonner har en dårlig uddannelse og mangler motivation. Men naturligvis er der også nogle vel motiverede for hvem denne tradition er behjælpelig til, at de tilegner sig den virkelige mening med Dharma og mestrer meditation, skt.:  dhyana. Nærmest på trods af traditionen, kunne man sige, fremstår der hele tiden nye meditations mestre og  pandit’ter. Min  retreat  mester  Gendjyn Rinpotje var et eksempel på det, ligesom den forrige  Kalu Rinpotje. De blev begge født i det gamle  Tibet før den kinesiske besættelse og flygtede derfra i 1959. De var ikke Tulku’er, men kom fra almindelige familier.
 Kulturelt var de tibetanske nationer dengang reaktionære, skønt man godt kunne lide simpel teknik som for eksempel kanoner, geværer og badekar af jern. Man var mere betænkelig ved den mere indviklede teknik. I 1950 fandtes der kun én bil i hele Lhasa by, og regeringen havde forbudt opførelsen af en lufthavn, fordi man jo ikke kunne tillade fly at flyve henover hovedet på kongen af  Tibet,  Dalai Lama. 
 Historisk har de tibetanske områder bestået af mange kongeriger, som i perioder blev samlet under en central magt, senest i 1642, hvor den femte Dalai Lama blev konge også i Amdo og Kham, takket være støtte fra visse mongolske konger. Under den romantiske sjette Dalai Lama opstod der indre opposition og ydre invasioner. Det kulminerede ved, at Manchu kejserne af Kina  (Qing dynastiet)  underlagde sig både de tibetanske og mongolske områder i Centralasien, herunder Østturkestan  (Sinkiang). Manchu kejserne overlod landenes styrelse til de lokale konger under kinesisk overhøjhed. Systemet virkede stabiliserende i det store hele, for kineserne blev samtidigt holdt hjemme i Kina og måtte ikke immigrere til Mongoliet og Tibet som en generel regel. Den kinesiske overhøjhed blev hævdet af Manchu embedsmænd med rang af  ’ministre’ kaldet ambans, som blev udsendt fra Beijing, og af små militær styrker, som blev udstationeret overalt på vigtige punkter i både  Tibet, Sinkiang og Mongoliet. I 18 hundrede tallet blev Kina svækket og var ude af stand til at håndhæve landenes vasal status. I 1911 blev Kina en republik, og både  Tibet og Mongoliet erklærede deres uafhængighed og hævdede den både militært og politisk. I 1950 blev Tibet besat af de kinesiske kommunister, som påstod, at de har arvet Manchu kejsernes vasal stater.  Selvom de også hævder, at de er imod imperialisme.  (Mongoliet er dog stadig selvstændigt.)  De kinesiske kommunister forklarer deres selvmodsigelse med den oldgamle Manchu tanke om ’harmonisk enhed mellem manchu  folket, han kineserne, uighurerne, mongolerne og tibetanerne.’ Manchu kejserne var ikke i tvivl om, at deres beherskelse af disse folkeslag var imperialisme. Kommunisterne derimod kalder det for ’nationalisme’ og ’patriotisme.’ I hele Kina er det forbudt at være ’patriotisk’ på andre måder. For eksempel ved at demonstrere et ønske om selvstændighed for  Tibet, Kham og Amdo.
 Det nuværende Tibet er blevet stærkt moderniseret, siden det kinesiske imperium tog besiddelse af landene i 1950. Der er også sket en voldsom indvandring af Han-kinesere. Nogle siger, at der nu er lige så mange fra Han folkene som oprindelige tibetanere i TAR. I de sidste 30 år er der anlagt mange infrastruktur projekter med nye og bedre veje, jernbaner og lufthavne. Der er bekymringer om beskyttelse af miljøet i TAR. Der er også store bekymringer om krænkelser af menneskerettighederne, om omfattende brug af koncentrations lejre, som kaldes ’genopdragelses lejre,’ til ’afvigere,’ som ikke føler sig som tilhørende det kinesiske imperium, kommunismen og den fremherskende kinesiske ’tænkning,’ som det hedder.  Den voldsomme undertrykkelse af tibetansk identitet, kultur, sprog og politiske protester er meget usund, hvis en forbrødring mellem Han-folkene og tibetanerne er hensigten. Tibetanerne i vore dage må således ikke besidde fotografier af Dalai Lama.
 I hele det kinesiske imperium hersker formelt en grundlov, der i princippet beskytter mindretal som for eksempel tibetanerne. Imidlertid har man kun en tre deling af magten formelt, mens kommunist partiet har det sidste ord i alle anliggender, herunder også retsvæsen. Det skaber mange problemer for alle, med mindre man har gode forbindelser i partiet. Ordningen nærmest inviterer til korruption overalt fra den mindste landsby til hele imperiets regering.
  Siden Xi Jinping blev præsident i det kommunistiske kinesiske imperium, har regeringen udrullet en sineficerings politik, så alle minoriteter i imperiet skal underordne sig kinesisk kultur og sprog. Man har derfor indført kostskoler, hvor børnene kun må kommunikere på mandarin sproget og hvor religion læres som overtro. Modsat har regeringer forhindret tibetanske sprog skoler og klosterskolevæsen. Generelt undertrykker man buddhismen som noget gammeldags; klostrene og Tulku'erne organiseres i en særlig buddhistisk fagforening, ledet af de kinesiske buddhister og underordnet det kommunistiske kinesiske fagforenings system. Nogle steder har man begrænset antallet af munke og nonner i klostrene og shedra'erne; andre steder har man forbudt nye munke at flytte ind på klostrene. Så nu ser situationen meget dyster ud - ikke bare for buddhismen i hele Tibet, men også for den særlige tibetanske kultur og det tibetanske sprog. Selv det tibetanske alfabet er i fare for at blive glemt. Denne politik kan muligvis leve op til FN betegnelsen 'genocide' - altså 'folkedrab' - ikke i en bogstavelig betydning af mord og drab, men ved at de kommunistiske kinesiske imperialister aktivt søger at fjerne både tibetansk religion, kultur og sprog, så tibetanerne i fremtiden kun kan tale kinesisk mandarin og tænke på deres forfædres kultur og sprog som en anakronisme. Hvem har ret til at udsætte folk for den slags. Det er både inhumant, modbydeligt og stærkt frastødende.
  Der kan siges meget andet om  Tibet, men det kan du læse om andre steder.
 Der er flere bøger om Tibets kultur og historie i
boglisten.

  Tibetansk medicin:

 se under:  ayurveda.

  Tid:

  er et  begreb til at fastslå forandringer med, rent filosofisk. Imidlertid er vores begreb om  forløbet, hvor noget forandres fra en tilstand til en anden, en illusion, skt.:  maya,  skønt  forandringerne er relativt, skt.:  samvriti,  virkelige.  Det skyldes dels måden, hvorpå vi begriber  sindets virksomhed, dels begivenhedernes, skt.:  dharma’ernes, eller fænomenernes gensidige afhængighed, også betegnet som deres  årsager og betingelser.  Vi kan derfor både tale om tid som en manifestation af sind, som en objektiv størrelse og som noget subjektivt.
       Der er således tre måder at tale om tid på.
1.  Oplevet tid: Fordi fortiden ikke længere
       eksisterer og fremtiden endnu ikke er indtruffet, er kun nutiden virkelig. Og nutiden er et utroligt kort øjeblik.  (skt.:  kshana; læs mere under:  det bevidste øjeblik.)  Bevidsthedens øjeblik defineres som en  oplevelses tilblivelse ved et enkelt gennemløb af de 5  skandha’er.  (Læs mere om emnet i artiklen: De 5 skandha’er, samt artiklen: Hvad er en oplevelse?)  Mens det står på, står alting helt stille uden at bevæge sig, uden anden forandring end oplevelsens gradvise opbygning ved forløbet gennem skandha’erne. Men knap nok har øjeblikket fundet sted, før det ophører. Tiden opleves ved, at det næste bevidste øjeblik indtræffer, men også det næste bevidste øjeblik står helt stille uden bevægelser eller forandring som før.  Dog er der sket en lille forandring i forhold til det forrige øjeblik – en bevægelse eller forandring i tilstanden i forhold til det forrige øjeblik – hvorved vi  genkender  tid, fordi oplevelsen har udviklet sig. For at vi bevidst genkender  tid skal der dog flere øjeblikke til end blot to, fordi disse øjeblikke varer så umådelig kort ‘tid.’ Helt præcist hvor meget tiden skal flyde, før vi kan genkende tid, er et vanskeligt spørgsmål uden definitivt svar.
  Det brændende bål er det klassiske symbol
  for Bevidsthedens øjeblik i  Abhidharma.
Vi kan sige, at  tiden går med for det første, at en  oplevelse opstår, for det andet at oplevelsen er til stede, samt for det tredje at oplevelsen forsvinder igen. Det må der jo gå lidt tid med. Når og hvis vi tilkender opståen, forbliven og forsvinden til hver deres tid, bliver det svært, for i så fald er det kun fase skiftet fra den ene tilstand til den næste, som kan betegnes med  tid. Det kommer vi tilbage til. Der er flere indsnævringer af betegnelsen  tid, som skal foretages først.
  Vi må konstatere forskel på de enkelte bevidste øjeblikke, og samtidigt fastslå at der aldrig er flere øjeblikke, som indtræffer på samme  tid. Og at det bevidste øjeblik, som opleves, er det eneste virkelige, da det forrige jo allerede er væk, og det næste endnu ikke er indtruffet. Så skønt forandringerne i oplevelserne jo forekommer relativt virkelige, og der dermed også synes at være et tids forløb, er det eneste virkelige stadigvæk det ‘nuværende’ bevidste øjeblik. Derfor forekommer det bevidste øjeblik at være nærmest tidsløst, selvom oplevelsernes forandringer og forvandlinger angiver både fortid, nutid og fremtid.
 Men det bevidste øjeblik kan ikke være helt tidsløst, hvilket forstås ved de  5 skandha’er samt ved de tre fase skift ved opståen, manifestation og forsvinden. Faktisk kan vi tilkende hver enkelt skandha en kvalitet af øjeblik. I så fald angår selve betegnelsen det bevidste øjeblik kun den femte skandha  (mere om dette lidt længere fremme). Men det, som kendetegner alle øjeblikke, er deres pludselige opståen, manifestation og ophør, som foregår på et så kort tidsrum, at vi kan kalde det for ’næsten’ tidsløst - ikke mindst fordi oplevelsen står helt stille uden bevægelse.  (Sådan er den egentlige nutid ligesom på en film, som jo består af en række stillestående billeder, som vises ét ad gangen. Det er kæden, skt.:  santana, af enkelte billeder eller øjeblikke, som bevirker illusionen om levende billeder og bevægelser i filmen.) Men ligesom bevidsthed om en oplevelse tilsyneladende gennemgår et tidsforløb, ved at oplevelsen opstår, manifesterer sig og derpå forsvinder, kan vi reducere bevidsthederne til tre fase skift, nemlig bevidstheden, som opstår, bevidstheden, som manifesterer, og bevidstheden, som ophører. (Se under:  vidjñana, bevidsthed.)  Der vil således være flere stillestående øjeblikke ved hver af bevidsthedernes faser. På denne måde forsvinder tiden fuldstændigt, eller rettere: tid er et  begreb, som egentlig kun eksisterer i begrebernes verden, det vil sige: den  fjerde skandha.
  Billedet viser Tiden smelter væk,
  udsnit af maleri ved Salvador Dali,
  tiden som et håbløst begreb,
  der opgiver sig selv.
Det, som gør at du fornemmer  tids forløb, er at sindet slukker efter hvert bevidste øjeblik og tænder igen ved sansning, skt.:  sparsa.  (Tilsvarende for skiftet mellem de enkelte skandha’er og oplevelsernes faser indenfor hver enkelt skandha. På denne måde defineres  tid  som en ophobning af disse øjeblikke i en kæde, skt.:   santana,  af begivenheder, skt.:  dharmas. Man kan så mene, at ikke alle disse øjeblikke opleves, fordi vi kun kan tale om oplevelse, når der er bevidsthed. Så den gradvise opbygning frem til en færdig sammensat oplevelse ved gennemløb af de første fire skandha’er, opleves egentlig først i den femte skandha. I så fald har de fire første skandha’ers bearbejdning af oplevelsen  karakter  af erindring. Men kun det nuværende øjeblik eksisterer, så hvor blev tiden af? Betyder  tid  blot, at alting forsvinder, for derpå at genopstå som en spejling eller erindring med små ændringer?)
 Imellem øjeblikkene er der absolut ingenting. Ingenting tager ingen  tid, så der er heller ikke tid  i mellemrummet eller i forskellen mellem hvert øjeblik. (Læs om dette mellemrum i paragraffen om:  santana.)
 På denne måde er vi både til og ikke til, afhængig af ’tidspunktet.’ At være eller ikke være – et spørgsmål om tid. Oplevelsernes forandringer er sindets leg med sig selv ligesom i en drøm, og tid er en abstraktion. Der er ligesom ikke tid til tid, for alt, som foregår, er nutid.  Begrebet nutid giver som bekendt kun mening, hvis der også er fortid og fremtid. Men fortiden er væk og borte, og fremtiden er endnu ikke indtruffet.
 Så de er begge illusoriske, forklarer  Nagardjuna.  Men da nutid er afhængig af eksistensen af både fortid og fremtid, kan nutiden heller ikke være virkelig, når fortid og fremtid ikke er virkelige, siger Nagardjuna videre, på grund af den gensidige afhængighed.
 Bemærk at denne strøm af øjeblikke foregår ved en vedvarende ’tænd og sluk’ af begivenheder i det enkelte øjeblik og tænd igen for det næste og så videre.   (Læs videre om ’tænd og sluk’ i artiklen:  Hvad er en oplevelse?) 
  Så kan du argumentere, at der ikke både kan være konstante forandringer og et nulpunkt, skt.:  sunya, som ikke ændrer sig. Men nulpunktet er konstant som mellemrum mellem de enkelte øjeblikke, og forandringerne er også konstante i skandha’erne. Intet varer ved bortset fra selve situationen af konstant gentaget oplevelse ved sindets natur og virksomhed. Sindets natur som rummelighed og klarhed for oplevelser synes absolut og ubetinget, mens sindets virksomhed som de 5 skandha’er synes relativ på grund af øjeblikkeligheden ved oplevelserne. Men forekomsten af de 5 skandha’er synes konstant, fordi de gentages igen og igen. De samme fem. Der er ikke pludselig seks. Denne konstans kan forstås som udtryk for sindets absolutte klarheds natur, som forårsager alle forekomster i sindets virksomhed, også af skandha’er. Sådan er dialektikken: der findes kun øjeblikkelighed, skt.:  ksaneksana, som en ultimativ beskrivelse af tid, mens samtidigt alle oplevelser forvandler sig uophørligt, som en relativ beskrivelse af oplevelserne. (Bemærk at denne opfattelse svarer til filosoffen Henri Bergson's ide om tid som 'fortsættelse.' Det er også ideen med begrebet: en kæde af øjeblikke, skt.: santana.)
  Hvis der således kun findes konstant øjeblikkelighed, må forskellen på de enkelte øjeblikke også være en illusion.
 Det er jo rigtigt nok, især når vi kontemplerer, at forskellen eller mellemrummet mellem øjeblikke ikke opleves, men kun kan fastslås som en nødvendig logisk følge af opståen, forvandling og ophør. Vores ’tænd og sluk’ er blot et logisk begreb, som søger at beskrive noget ubeskriveligt. Lidt ligesom  kvantemekanikken indenfor fysik.  Vi kan således sige, at der synes at være øjeblikkelighed, skt.: ksaneksana, mens vi observerer, skønt alle dharma’er forekommer ubestemte og hypotetiske, når de ikke observeres.  Så når vi bruger begreber, er der nødvendigvis kun nutid og mellemrum mellem skandha’er og oplevelsernes faser. Når vi så opgiver at bruge begreber, kan sindet få lov til at hvile i sig selv. Det er imidlertid også et begreb, så derfor bruges begrebet: ikke-meditation om den egentlige  vipashyana.
 Disse betragtninger kan synes ret teoretiske og ligesom ikke særligt relevante for at leve sit liv med den ’rette livsførelse.’
 Billedet viser 'Kalachakra' tidens
 hjul, en Mandala fra en særlig
 Tantra, hvor tiden spiller en
 særlig rolle som metode til
 befrielse.
Betragtningerne bliver dog relevante i forbindelse med den analytiske del af indsigts meditation, skt.: vipashyana, hvor også selve bevidstheden undersøges med henblik på at fastslå eksistensen af et egentligt Selv, altså en  oplever, skt.: atman (se under:  anatman). Det handler med andre ord om den fjerde  Ædle Sandhed, vejen til  Nirvana. Til forståelse af Selvets illusion er mysteriet med bevidsthedens øjeblik ret afgørende.  I mellemrummet eller forskellen mellem de enkelte øjeblikke, er der ingen oplevelse, ingen proces for oplevelsers tilblivelse, ingen bevidsthed og ingen oplever, altså intet egentligt ’Selv.’ Og hvorfor det? Jo, oplevelse, oplevelsesproces og vidnet til – observatøren af – eller opleveren af – oplevelse foregår indenfor de 5 skandha’er, så der er ikke sådan noget udenfor skandha’erne. Eller inde imellem hvert forløb af de fem. Eller imellem hver af skandha’erne. Eller mellem de enkelte skandha’ers og bevidsthedernes faser. I hvert fald ikke noget, som opleves eller kan erkendes, og ingen til at erkende, fordi der kun er bevidsthed i forbindelse med skandha’erne. Så her i mellemrummet mellem skandha’er er der en virkelig tomhed, skt.:  sunya, altså et fravær af begivenheder, og intet eksisterer her.  Samtidigt – som beskrevet tidligere – er mellemrummet blot en logisk nødvendighed og dermed et begreb, men det er ideen om Selvet også, så når vi arbejder med begreb om en oplever eller et vidne til oplevelserne, så må vi logisk også tale om et tomt fase mellemrum, hvor det at være vidne til sine oplevelser er fraværende i situationen og ikke-eksisterende.
 (Dette nul-punkt har optaget de lærde lige siden Buddha Sakyamuni’s egen tid, så det er faktisk lidt forkert at mene, at  Hinayana ikke kender til emnet tomhed, skt.: sunya. Det er faktisk dette nul-punkt indenfor Hinayana, som giver anledning til uddybelse og en nærmere forklaring indenfor  Mahayana.)
 (Det er et stort mysterium, nemlig når der ikke  er  noget i forskellen og heller ikke foregår noget, hvordan kan der så være en  forbindelse fra det ene øjeblik til det næste? Årsagen til det næste øjeblik findes naturligvis i det forrige, men der er ingen  direkte  forbindelse. Sindet synes at foretage et hop henover absolut ingenting. Det sammenlignes med en perlekæde uden snor, hvor perlerne fastholdes på deres pladser af en tilsyneladende usynlig kraft. Læs mere om dette mysterium under:  bevidsthedens øjeblik  og  santana. Man kan argumentere, at der godt kan foregå noget, selvom det er umuligt at vide noget om det, men det er en del af mysteriet, at det ikke kan erkendes ved  yogi’ens observation.)
 Efter at have forstået  tid  som en illusion, kan man stille spørgsmål til tidens progression, altså at der altid er en bevægelse fra nutid til fremtid, men aldrig fra nutiden og tilbage til fortiden. Men når vi kontemplerer bevidsthedens øjeblik og strømmen af sind, skt.: santana, fra det ene øjeblik til det næste, kan vi forstå progressionen ikke alene som logisk og forståelig men også nødvendig, mens fortiden ikke længere eksisterer, så der kun er minder tilbage. Hvert eneste øjeblik er unikt eller enestående, har aldrig eksisteret før og vil ikke ske igen. I hvert fald ikke helt magen til. Det næste øjeblik, skal vi også huske på, eksisterer heller ikke, for det er endnu ikke indtruffet. Skulle det komme til at ligne fortiden, skyldes det noget ved det nuværende øjeblik, som jo er årsag til det næste, så i så fald er det ikke en tilbagevenden til fortiden, som måtte finde sted, men blot til en lignende nutid.
 Så kan du sige, at du ser på fortiden, når du betragter stjernerne, fordi lyset fra dem har været lang tid undervejs til Jorden, hvor du observerer det. Men det er igen forkert. Din observation er din nutid, skønt det, som du observerer, kunne være en anden persons fortid.
 Det virkelige mysterium er slet ikke  tidens  illusion, ej heller illusionens progression, men selve bevidsthedens øjeblik og mellemrummet før det næste. Det er her, det klør. Det er her, at de  3 slør  forvrænger.   Det er her, at alt går galt. Et vedvarende sammenstød og en kædereaktion, kaldet  samsara.
       Og det er her, du finder  Nirvana. I øjeblikket.
2.  kalendertid: Indenfor fysik defineres tid som,
       hvad uret viser. Men kosmos kompleksitet relativerer  tid på flere måder. Tid er også stjernedags tid, soldags  tid og dermed relativ tid til alle galakserne, fiksstjernerne i Mælkevejen og Solen. Mens alle galakserne bevæger sig væk fra hinanden, drejer de rundt om sig selv. Solen drejer således også rundt om Mælkevejens kerne, mens Jorden drejer rundt om Solen. På den måde bevæger Mælkevejen sig i en spiral gennem Universet. Det gør således også Solen og Jorden, så Jorden faktisk gennemløber hele 3 spiral bevægelser samtidigt. Alle disse bevægelser påvirker beregningen af universel tid, fordi der er flere relationer at regne på samt relative hastigheder. Det medfører paradokser, som Einstein har påpeget i sin relativitets teori. Det medfører også, at uret ikke altid viser den rette  tid.
 Problemerne med at lave en ordentlig kalender på denne
       baggrund forklares i denne  video på You Tube.
3.  Eksistentiel tid:  betyder progressionen fra
       fødsel til sygdom, alderdom og død. Og forfra. Læs om det under:  årsagskæden. Og under:  bardo, mellemtilstand.  Tid til at søge  lykken og oprykke roden til  lidelse helt og aldeles. Det vil lykkes med  tiden, efterhånden som du mestrer de 4  dhyanas  og de ti  bhumis.
 Tid er et langvarigt emne.  Læs videre under:  bevidsthedens øjeblik.  Og under:  vidjñana, bevidsthed og bevidsthedernes faser.
Læs også om strømmen af øjeblikke eller forandringerne, skt.:  santana. 
  Tid er også et kortvarigt emne. Læs mere om det i artiklen:  Hvad er en oplevelse?
 Læs endelig også  Nagardjuna’s forklaring af tidens illusion i bogen  Mulamadhyamakakarika, oversat til dansk af Christian Lindtner som: Indiske Studier 2, Nagarjunas Filosofiske værker, side: 107.  (Akademisk Forlag 1982. ISBN: 87-500-2388-8.)  Hvis du er interesseret i kvantum fysik, 
læs Nautilus’ artikel om at opgive tid.
 Den engelske fysiker Julian Barbour fortæller om det  bevidste øjeblik og atomure.  (Video fra Aeon Magazine.)
Lyt eventuelt til  Pink Floyd synge om tid (billedet for oven er fra Pink Floyd's sang 'time’).

  Tiggerskål  (tib.):

 se under:  Pindapatra.

  Tigle  (tib.):

 se under  bindhu. 

  Tilbagetrækning:

 se under:  drubkhang.

  Tilblivelse:

 se under:  Årsagskæden.
Læs også om:  Bhava.

  Tilflugt:

 Den gode buddhist starter altid sin  sadhana eller meditations træning med at søge  tilflugt i de  tre Ædelsten
  - samt ved  Tantra  med også de  tre rødder.  I visse Tantra traditioner samt i visse sadhanas, tager man  tilflugt  i  Lama,  Yidam  og  dakini 
-  eller i  prana,  nadi  og  bindhu  -  eller i  Trikaya.
Sådan usædvanlig tilflugt  skyldes, at man forstår  Buddha,  Dharma  og  Sangha  (de tre Ædelsten)  som udtryk for ens eget sind som ens egen  Buddhanatur, medfødte klarhedens vished, skt.:  pradjña og den såkaldte ‘indre’  Lama. Den indre Lama er dit potentiale for  Nirvana, som kan udtrykke sig intuitivt,  visionært samt ved spejling af en ’ydre’ Lama’s kvalitet, såfremt Lama’en besidder   indsigt, kendskab og mesterskab i  samadhi, kaldet  dhyana. Essensen af  tilflugt  er således, at man tager eller søger  tilflugt i sit eget  sind under alle omstændigheder, for  befrielse  og  oplysning  kommer indefra, så at sige, fordi de er  oplevelser. Alle oplevelser er afhængige af Buddhanaturen. Al indsigt er afhængig af sit potentiale i dit sind. 
 Læs også om:  meningen  (med  livet)
Læs artiklen.

  Tilflugts meditation:

 en  sadhana, som omhandler  de 3  Ædelsten,  Buddha,  Dharma  og  Sangha. Det er den almindelige  tilflugt. Desuden praktiseres en udviddet sadhana ved  Tantra  med også  de 3 rødder:  Lama,  Yidam  og  Dharmapala.  Glidefalds sadhana er en sådan  tilflugts meditation. Alle former for sadhana starter med en inkluderet tilflugts meditation, som kan være af både den ene og den anden type.

  Tilflugts træ:

 skt.: punyakshetra; tib.: tsog zing [tshogs zhing]; det betyder ordret:  feltet for goder og fortjeneste  (dyder eller merit); det er en hentydning til den ene af de  to samlinger  af dyder (punya) og  vished.
Tilflugtstræ, et thangkha maleri med få repræsentanter for  de 3 Ædelsten og de 3 Rødder. Det er det ene felt for goder og fortjeneste. Nederst nogle ganske få mennesker og dyr, som repræsenterer de sansende væsner. Det er det andet felt for goder og fortjeneste.
  Tilflugtstræet er et forestillet billede, ofte set som maleri, af  transmissionen's  mestre i tiden løb, som sidder på grenene af et 'ønskeopfyldende' træ. A træet er ønskeopfyldende er en oldtidig myte fra Indien ligesom den moderne 'ønskebrønd'. Så foran dette træ, kunne dine  bønner  og gode ønsker blive opfyldte, når du beder om det. Der er fire hovedgrene på træet. På hovedgrenen fortil sidder forsamlingen af transmissionens  Lama'er  med  Saraha  og  Tilopa  for oven og  Buddha Vadjradhara  i midten. På de to hovedgrene til højre og venstre sidder alle  Buddha'erne  og  Bodhisatva'erne. På hovedgrenen bagpå træet ligger alle  Dharma  bøgerne; i nogle tilfælde er i stedet Buddhainden  Pradjñaparamita  - begge er symbolske for  Buddhadharma. På en lavere gren foran træet befinder sig transmissionens  Yidam'mer, og nedenfor er der  Dharmapala'er. Hele denne storslåede og komplicerede  visualisering  bruges især ved de såkaldte  glidefald, som er en udviddet  tilflugts meditation, hvor der ikke kun optræder de  tre Ædelsten, men også de  tre Rødder.
  Blandt transmissionens mestre sidder Vadjradhara i midten, hvilket er symbolsk for  Rodlama'en. Din Rodlama ser sikkert ikke sådan ud, men ved at forestille dig Vadjradhara og forbinde ham med Rodlama, huskes du på, at Rodlama ideelt set spejler din egen  Buddhanatur. Vadjradhara er visionen af Buddhanaturen. I  Nyingma  traditionen vil denne centrale Lama i reglen være  Guru Rinpotje,  Samanthabhadra  eller  Garab Dordje. Det kan også være for eksempel en  Karmapa  eller din egen Rodlama.
  Hos  Bodhi Path  har  Shamar Rinpotje  sat Saraha i midten på Tilflugts træet. Det skyldes, at Saraha er  Mahamudra's  første forfar og derfor symboliserer han Mahamudra som  meditations  system. Så for at understrege at Mahamudra også kan praktiseres efter  Sutra  metoden - og ikke kun Tantra - bliver Saraha brugt i stedet for Vadjradhara, som almindeligvis kun optræder i forbindelse med Tantra.
  Læs også om:  Tilflugt.
Læs også om:  feltet for goder og fortjeneste.

  Tilgivelse:

 er altid en vældig god ide, men ofte er det svært at få sine følelser med, fordi de har deres egen logik og sammenhæng  (se under:  klesha).
Så der skal faktisk en eller anden grad af
indsigt  til, for at man virkelig kan  tilgive andre for deres ondsindethed og  skade. Det er meget nemt at udvikle nag i sit  sind ved at fastholde sit perspektiv på fortiden, så  tilgivelse handler på flere måder også om at fokusere på fremtiden. At være progressiv. Fortidens synder fortaber nemmere deres betydning – også følelses mæssigt, når vi er optaget af – ikke hvor vi kommer fra – men hvor vi gerne vil hen.
  Så i  Buddhadharma  er det vigtige egentlig ikke at tilgive andre som sådan, men at opgive sin egen tilknytning, skt.:  naishkramya. Der er ganske enkelt ikke noget der ligner den kristne tilgivelse som et religiøst tema i  Buddha's  Lære. For os handler det om  karma. Og om at give slip på  tilknytning  og  identifikation.
  Tilsvarende hvor det handler om at opnå andres tilgivelse for ens egne  skadelige  handlinger, ord og tanker. Et sådant foretagende giver ingen mening. Bortset fra altså, for den anden eller de andre selv.
  Det er kun i  Abrahams religioner, at tilgivelse har mening, fordi man åbenbart har en gæld til Abraham's  Gud, hvad enten der er tale om arvesynd eller bare almindelig synd. I Buddhadharma skylder vi blot os selv at tage karma alvorligt og dyrke naishkramya.
  Læs også om:  Naishkramya.
  Læs videre om:  forbandelse.

  Tilknytning:

 se under:  upadana.

  Tilladelse:

 [anudjñā]; tib.: djæ nang [rjes gnang]; det vil sige tilladelse til at  visualisere  et  Buddha aspekt  og fremsige det dertil hørende  mantra.
 Læs videre under:  Abhisheka.

  Tillid:

 - når alle spørgsmål er besvaret, er tvivlen undersøgt og fjernet, og kun tillid er tilbage. Se under:  tvivl.

  Tilogaard Meditationskole:

 navnet på den formelle institution Tilogaard. Meditationskolen udtrykker, hvad virksomheden går ud på. Her kan du lære at meditere på den klassiske traditionelle måde.  Bodhi Path  er et ‘franchise’ og et internationalt netværk, som Tilogaard står i et særligt forhold til, fordi Lama Olaf Høyer er en Bodhi Path  Dharma-lærer. Tilogaard er dog en helt igennem selvstændig  Karma Kadjy  institution. Bodhi Path som franchise er  Bodhi Path Læreplanen, som  Shamar Rinpoche  har udformet. Læreplanen omfatter både en progressiv undervisning og en progressiv træning.
(Billedet viser et tidligere logo for Tilogaard, som blev brugt sammen med Dharmahjulet.)
På Tilogaard undervises der også i andre emner. Undervisningen tilpasses den enkelte.
 Tilogaard som institution handler om  undervisning i Buddha’s Dharma, men det indebærer jo også ejerskab, vedtægt og organisation. Tilogaard er et meget lille sted, som først og fremmest er en residens for en dansk  Karma Kadjy  Lama. Institutionens formål er at støtte Lama’ens formidling af  Buddha’s Dharma. Institutionens medlemmer har en vis indflydelse på, hvem som er Lama på Tilogaard.
   Læs mere  her om institutionen. 

  Tilopa  (skt. - tib.):

 (988 - 1069 EVT.)  Mahasiddha,  Mahamudra  mester  og grundlægger af  de 13  Kadjy  traditioner. Tilopa er også kendt som Tilo, Tilopada, Tillipa, Telopa og Tailopa (Tib.:  ཏི་ལོ་པ་). Han levede fra år 988 til 1069, så vidt det vides.  Tilo  betyder 'sesam' på sanskrit og endelsen 'pa' er tibetansk og betyder 'manden', så  Tilopa  er Sesam-manden. Han levede mest i Bengalen og Bihar i Indien. Han var elev af mange  Lama'er  og fik  visioner  af   Vadjradhara, hvorved han fik en særlig  transmission til Mahamudra, kaldet den 'korte' transmission'. Den 'lange' transmission fik han fra sine mange Lama’er.  Tilopa  kaldes for  yogi'ernes  konge.
  Han hurtigt fik interesse for  Dharma  allerede som dreng, fordi han mødte en  dakini,  som vejledte ham. Han startede som munk, men blev relativt hurtigt yogi. Han havde mange kendte Lama'er. Der nævnes:  Nagabodhi, Vijayapada, Kushalapa, Bhadrapa, Saryapa, Matangi, Guhya, Darika, Dingi, Luipa, Krishnacharin, Vajraghanta, Vinapa, Darikapada med flere. Faktisk nævnes så mange i diverse skrifter, at man må tro at der er tale om flere  Tilopa'er, eller at han umuligt kunne have mødt alle disse Lama'er.  Tilopa's biografi er såkaldt hagiografi, hvilket vil sige et helligt eksempel og ikke særlig historisk. De mange Lama'er indgår på forskellig måde i transmissionen af Mahamudra fra  Saraha.  Særlig kendt er han for at have modtaget instruktion fra visdoms dakinier og  Buddha  Vadjradhara i sine visioner. Tilopa samler Mahamudra traditionen og sætter den i system med de hemmelige  yoga'er. Han tog diverse yoga'er fra diverse  Tantra'er  og samlede dem i en helhed, hvorved de kan udøves i forbindelse med blot én  Yidam. Han er den første Lama i  den Korte Mahamudra-linje også kaldet den Direkte.  Tilopa  afbildes ofte halvnøgen med en fisk i hånden. Fisken i hans hånd symboliserer hans magt over  tilknytning til sansning. Nogle mener, at han var fisker, hvilket jeg dog ikke mener, der er belæg for.  Hans vigtigste elev var   Naropa.
De fire særlige transmissioner fra Tilopa er:
1)  Den første transmission stammer fra  Nagardjuna
      og består af to Tantra'er, nemlig "Sangwa Dypa" - på sanskrit: Guyasamaya Tantra og "Denshi Tantra". Herfra stammer  mayakaya yoga  "Illusionskrop"  (tib.:  sgyu-lus,  udtales djylu) sadhana.
2)  Den anden transmission stammer fra Nakpopa
       og indbefatter "Gyuma Tjenmo" eller på sanskrit: Mahamaya Tantra, og herfra igen stammer sadhana'en kaldet  svapana yoga "Bevidst Drøm"  (tib.:  milam).
3)  Den tredje transmission stammer fra Kambala
      også kaldet Lawapa og indbefatter "Khorlo Demchok" eller på sanskrit:  Chakrasamvara Tantra, og herfra stammer sadhana'en  prabhasa yoga  "Klart Lys"  (tib.: od-gsal, udtales:  øsal).
4)  Den fjerde transmission stammer fra
       [Kapalapada] "Kandra Kalpa Zangmo" og indbefatter "Gyepa Dordje" eller på sanskrit:  Hevajra, og herfra stammer sadhana'en  candika yoga   "Indre Ild"  (tib.:  tummo).  Se også under:  Naropas 6 doktriner.

  Timug  (tib.):

 forvrængning, se under:  moha.

  Tirthika  (skt.):

 [tīrthika]; tib.: mutegpa [mu stegs pa]; betegnelsen på en person, som ikke søger tilflugt i de 3 Ædelsten. Ordret betydning er en trædesten i en flod; det vil sige et skridt i den rigtige retning (fordi et sådant menneske har en religion), men ikke nok til at krydse floden. Så betegnelsen tirthika betyder ikke en 'hedning' som sådan, en 'ikke-troende' eller en atheist, men ganske enkelt en person som følger end anden religion end  Buddhadharma.

  Tisé  (tib.):

 Kailash bjerbet i  Tibet. Se under:  Meru.

  Tjagzø  (tib.):

 – se under:  Chagzø.

  Tjagtjen  (tib.):

 ‘Det Store Segl’ - se under:  Mahamudra.

  Tjenresig  (tib.):

 – se under:  Avalokiteshvara.

  Tjø  (tib.):

 se under:   Buddha Dharma  - må ikke
misforstås som  tjød  (se nedenfor).

  Tjø djung  (tib.):

 [chos 'byung],  se under:  dharmodaya.

  Tjød  (tib.):

 udtales  tjø’ [གཅོད; gcod] - ikke at forveksle med  Dharma, tib.: Tjø. Tjød hedder på sanskrit:  uccheda, men Tjød som meditations system findes ikke på sanskrit. 
  Billedet viser en typisk tjød tromme og lårknogle trompet - samt de klassiske vadjra og klokke, som bruges i ritualet.
Tjød betyder at hugge sig fri, at skære tilknytningernes og identifikationernes bånd over. Tjød  sadhana er metoden til det. Traditionen stammer fra  Machig Labdrøn, en af Tibets største kvinder. Hun fik   transmission  til  Mahamudra  og  Pradjñaparamita Sutra’erne  fra den indiske mester  Phadampa Sangye, og designede efter sin egen  oplysning   tjød  sadhana’en. Det er således den eneste  sadhana, som har sin oprindelse i  Tibet, og som siden blev ført til Indien. Transmissionen er ellers altid gået den anden vej.
 Tjød sadhana’en blev populær i det gamle Tibet som hjælp til syge og andre mennesker under ugunstige omstændigheder. I så fald tilkaldte man en  Lama til at lave  tjød. Derfor er der blevet rejst tvivl om mange af transmissions linjerne, som ikke kan dokumenteres, fordi arvefølgen går gennem utallige landsby Lama’er i stedet for velorganiserede klostre med gode arkiver. Tilsyneladende udføres  tjød tit som ren forretning med placebo effekt på klientellet, samtidigt med at mange asketiske  yogi’er  lever som hjemløse  tjød-pa’er stadigvæk mange steder. Turister i Lhasa vil have bemærket de mange tjød-pa’er, som sidder langs pilgrims ruten og tilbyder deres tjenester til de forbi passerende.
 I  Karma Kadjy traditionen bruger vi mest transmissionen fra  Surmang Kloster, fordi den er veldokumenteret med en lige linje tilbage til  Machig Labdrøn. Der er naturligvis mange andre lige så godt dokumenterede transmissions linjer indenfor næsten all de tibetanske traditioner.
 Tjød sadhana blev oprindeligt sat sammen af Machigma med henblik på  Mahamudra. Når og hvis Mahamudra meditationen blev kedelig, sløv eller uinspireret, var det ikke blot lidt pinligt for en yogi. Det er et alvorligt problem, selvom den almindelige instruks blot siger, at du bør fortsætte meditationen. Så vil sløvheden almindeligvis forsvinde igen. Det er jo rigtig nok, hvis man giver sig rigtig god tid. Der er også andre metoder til at live meditationen op og få sløvhed til at fordufte  (læs  Shamar Rinpotje’s  artikel:  7 Points on Meditation). Men Machigma opfandt i stedet  tjød, som ved sine uhyrlige og uhyggelige  visualiseringer nok skulle få yogi'en til at vågne op. Så  tjød er egentlig en hjælpe disciplin til Mahamudra efter Phadampa Sangdje’s system. Det er også derfor, at der kun er den opbyggende fase, skt.:  utpattikrama, i meditationen. Den fuldendende fase, skt.:  utpannakrama, er en efterfølgende praksis af Mahamudra. I vore dage ser man ikke dette praktiseret, selvom det var den oprindelige mening. Undtagen i individuelle retreats.
 Læs også om:  phowa.

  [Khenpo]  Tjødrag  (tib.):

  Khenpo  Tjødrag er født i  Kham i 195o.  Da han var 9 år gammel, begyndte han sine studier på  Rumtek Kloster, som blev styret af  den 16. Karmapa Rangdjung Rigpæ Dordje. Da Khenpo  Tjødrag blev 26 år gammel, havde han gennemført et 12 årigt studie forløb. Karmapa udnævnte ham da til Khenpo. Han fuldendte herefter sin uddannelse i sprog, dialektik, filosofi,  pramana og  Tantra'erne. Han var da 31 år gammel. Khenpo  Tjødrag ledte herefter Nalanda Instituttet, en såkaldt   shedra, ved Rumtek Kloster. Han blev også leder af  KIBI  (Karmapa International Buddhist Institute), det akademiske institut i New Delhi, Indien. Han forlod Rumtek, da klosteret med vold og magt blev  overtaget af Situ Rinpotje’s tilhængere. Han er en af  den 17. Karmapa’s vigtigste lærere og bor nu i Wien i Østrig.

  To samlinger:

 hentyder til samling af:
  1.) dyder, skt.:  punyas,  eller fremragende medmenneskelige kvaliteter eller fortjeneste,
og
  2.)  erfaringer  om   klarhedens vished, skt.:  pradjña.
I  Mahayana anses de  to samlinger for nødvendige anskaffelser til at neutralisere usund, skt.:  akushala,  karma, og til at fremme den sunde, skt.:  kushala. De  to samlinger er basis for de to slags  gavn. De to slags gavn er basis for  Bodhicitta. Bodhicitta er basis for  befrielse  og  oplysning.

  To slags gavn:

 se under:  gavn.

  To slags sandhed:

 skt.:  satya;  absolut, skt.:  paramartha – og relativ, skt.:  samvriti  satya. I følge  Cittamatra filosofien eller psykologien er sindets beholder natur, skt.:  alaya, eller rummelighed for sine  oplevelser samt sindets klarheds natur det absolutte eller ultimative aspekt. Dette punkt præsenteres i artiklen:  Om opfattelsen 1. Frembringelsen af oplevelser og selve oplevelserne er det relative. Dette punkt præsenteres i artiklen:  Om opfattelsen 2, sindets processer. Disse processer og færdigt opbyggede oplevelser, kaldes  dharma'er, som på dansk kan betegnes som enheder, enkeltheder, begivenheder eller mærkbare egenskaber. Dharma'er er fagudtrykket. Læs også artiklen:  Hvad er en oplevelse.
 I følge  Madhyamaka filosofien er den absolutte sandhed  sunyata, mens den relative sandhed er alle de sammensatte fænomener, skt.: dharmas. I klassisk  Buddhadharma er den absolutte sandhed (paramartha satya)  dharmadhatu, mens den relative igen er dharma'erne.
 Både sindet som en beholder, skt.: alaya, og dharmadhatu karakteriseres ved sunyata. Sindets oplevelser og de  5 skandha'er betegnes alle som dharma'er, så der er ikke strid mellem de forskellige filosofier, men blot forskelligt fokus. Der er en samtidighed, skt.: , sahadja, med de to slags sandhed.
 Den 17.  Karmapa  Thaye Dordje skrev på Facebook den 5. oktober 2019:
"Først og fremmest er vi alle mennesker. For det andet har vi alle følelser. Og når vi så graver dybere i det, må vi  erkende, at der er ikke noget solidt  [ved det menneskelige og følelserne] , som kan fastslås som uafhængigt og adskilt. Vi kan derfor benytte denne anledning  [iagttagelse]  til at finde vores egen måde at give slip på tanker om adskillelse en lille smule.  [Ved]  At indse, at jeg er her på grund af dig. At du er her på grund af mig. At vi er her på grund af dem. Helt enkelt.  [Ved]  At bruge almindelige hændelser og tildragelser som en måde til at erkende, at vi er alle  gensidigt afhængige."
 Læs også om begrebet ikke-tom:  asunya.

  Togmey Zangpo  (tib.):

 den berømte forfatter til teksten, som  den 17. Karmapa gerne underviser ud fra:  de  37 slags Bodhisatva virksomhed. Han var   Pandit fra  Kadam tradtionen og levede 1295-1369. Hans berømte bog beskriver de handlinger eller typer af gerninger, som kendetegner en  Bodhisatva. Det, som en Bodhisatva naturligt gør, som er følge af både relativt og ultimativt  Bodhicitta. Det kan også kaldes for en Bodhisatva’s håndtering af disse 37 typiske situationer.

  Tolv bedrifter:

 Buddha Sakyamuni's 12 vigtigste handlinger i sit liv.
  1)    Bodhisatva'en   Svetaketu Bodhisatva  (Buddha
         Sakyamuni kaldes for dette før sin  oplysning) tager ophold i  Tushita  himlen  (et slags paradis) efter i utallige inkarnationer at have bestræbt sig på at nå Oplysningen.
  2)    Bodhisatva'en  beslutter sig her for at lade sig
           inkarnere igen for at befri verden for forkert lære
           om befrielsen.
  3)    Bodhisatva'en  inkarnerer i dronningen
          Mahamaya's  skød, mens hun drømmer om en stor hvid elefant, som trænger ind i hende uden dog at skræmme hende eller volde hende besvær eller smerte.
  4)    Bodhisatva'en  fødes fra siden af sin mor.
          Fødslen sker ikke gennem kvindens almindelige føde-kanal. Mytologisk vil det sige, at der ikke er noget snavset ved fødslen, som i øvrigt er smertefri, uden komplikationer eller andet besvær for hans mor, ligesom hendes graviditet var helt uden problemer. Fødslen finder sted i Lumbini i vore dages sydlige Nepal. Så snart Bodhisatva'en er født, tager han 7 faste skridt og proklamerer højlydt:  ”Jeg er den bedste i verden. Dette er mit sidste liv. Jeg vil ikke inkarnere igen.”
  5)    Bodhisatva'en  opnår derpå mesterskab i al
           almindelig lærdom og sportsgrene og bliver gift med den smukke prinsesse  Yusodhara  og får en søn  Rahula.
  6)    Bodhisatva'en  lever et liv i luksus og
           sansenydelser i sine slotte og lysthaver indtil han væmmes ved dette liv. Det sker da han for første gang oplever sygdom, alderdom, død og en hellig mand, som lever i askese udenfor det almindelig samfund.
  7)    Bodhisatva'en  forlader derfor sit slot og sin
          familie om natten uden deres vidende, forærer sit prinsetøj til sin trofaste tjener  Chandaka, ifører sig pjalter af klude, som andre har smidt væk, og vandrer bort som asket. Han søger instruktion hos to forskellige meditations-mestre, først hos  Arada Kalama  i Vaisali så  Rudraka  i Rajagriha  ( begge byer ligger i vore dages Bihar). Han mestrer hurtigt alt, som de kan lære ham og forlader dem, da han ikke opnår det ønskede resultat: den ubetingede  lykke.
  8)   Bodhisatva'en  udøver derpå streng
          afholdenhed og faste i 6 lange år, indtil han er ved at dø af det. En bonde-pige,  Sudjata, tilbyder ham da et måltid, som straks styrker ham, og han indser det nytteløse i både  luksus og afholdenhed.
  9)     Bodhisatva'en  begiver sig da til  Bodhi-træet
           i  Bodhgaya  og sætter sig under det. Han indstiller sig på at blive siddende dér, indtil  befrielsen indtræffer og vinder så over  tilknytningens djævel,  Mara.
 Billedet viser et moderne relief fra Bodhgaya med situationen, hvor Bodhisatva’en ikke længere kan rystes af nydelser eller kamp. Det er befrielsen.
Derpå opnår han den fulde oplysning, (sanskrit:  samyak-sambodhi) også  kendt som  Nirvana.
  10)   Buddha Sakyamuni  drager til  Sarnath nær
           Varanasi og starter sin virksomhed som Buddha.
           Den varer i 45 år.
  11)   Buddha Sakyamuni besøger sin mor i  Tushita
           himlen, fordi hun døde, før han blev oplyst.
  12)  Buddha Sakyamunis  død, kaldet det endelige
           nirvana,  pari-nirvana.
 Læs artiklen:  Om Buddha 2.

  Tomhed:

 se under:  Sunyata.

  Tonglen  (tib.):

  [gtoñg len] - (skt.:  par-atma-pari-vartana, ‘at bytte selv’); 'tag og giv' - det vil sige at tage andres  lidelser  fra dem og give dem al  lykke  i hele verden. Se under:  lodjung.

  Torma  (tib.):

 [  གཏོར་མ་      gtor ma], betyder en særlig kage. Skt.: bali, balingha eller balingta. Grund betydningen er en kage som en gave til næring indenfor  Tantra. Men  torma’en kan også repræsentere dem, som gaven gives til. På denne
       måde er der fire betydninger af torma.
1.)  Torma’en som en  gave af mad gives til fire slags
       gæster til Tantra ritualet. Først de respektable gæster, det vil sige de  3 Ædelsten.
 Billedet viser et bord med flere slags torma’er og ofringer ved et ritual i forbindelse med Kadjy Mønlam i Bodhgaya. De tre store torma'er er 'Lama' tormas. Den røde i midten repræsenterer Milarepa, t. v. Marpa og t. h. Gampopa.
 Dernæst gæster af kvalitet, det vil sige  Yidam'mer. Som det tredje vores medfølelses gæster, det vil sige alle de 6 verdeners  (skt.:  kamaloka)  sansende væsner, samt - som en særlig kategori - de besværlige gæster, det vil sige ondsindede ånder, tib.: døn, manifestationer af  forhindringer (skt.:  nivarana, tib.: gek)  og de, som vi har en  karma gæld til. Denne sidste gruppe er sådan set også vore medfølelses gæster, men af en særlig slags. Gek kan ikke blot være former for 'poltergejst,' men udtryk for de indre dæmoner som  kleshas og andre   caitasikas.
2.)  Men man laver også  torma'er som repræsentation
        for en Yidam i en  Mandala, når og hvis man ikke har en statue. Tilsvarende ved  Guruyoga, hvor  torma'en så kaldes Lama-torma'en.
 Denne type  torma, som repræsenterer en Yidam, forefindes også lavet i metal eller træ i Yidam'mens særlige torma-form eller som en såkaldt universal-torma, som kan repræsentere enhver Yidam. De bruges både til ritualer samt til indvielse, skt.:  abhisheka. Sådanne Yidam-torma'er symboliserer naturligvis ligesom Yidam'men både  Buddhanaturen  og  dharmadhatu. I øvrigt forklares brugen af  torma'er i de specifikke ritualer ved deres manualer.
3.)  Desuden er der særlige  torma gaver til forskellige
        typer Dharmabeskyttere, skt.:  Dharmapalas,  Dharmaraksashas, samt lokale guder og dæmoner såsom yakshas og  nagas.
4.)  Nogle  torma'er laves til at blive spist af deltagerne
        selv ved  Ganachakra ritualer. Andre til at blive sat udenfor til gæster, som ikke kan komme indenfor Mandala'ens kreds. Andre  torma'er igen til medicinsk brug, hvor de anbringes på patienter og suger sygdommen ud, hvorefter de sættes udenfor - helst langt væk... Denne brug af helbredende torma'er hænger naturligvis sammen med oldtidige opfattelser af 'sygdoms dæmoner'. Det er dem, som denne type tormas fanger. I vores tid vil vi nok opfatte sådanne torma'er som det mærkelige fænomen 'placebo' - som kan virke helbredende, fordi den syge føler sig 'medicinsk' behandlet. (Det kan muligvis også være, at de syge mangler noget kalk, som placebo tabletterne i reglen er lavet af.)
 De forskellige typer  tormas udformes på forskellig måde, alt efter hvilken type, der er tale om, samt hvorfra traditionen for deres form stammer fra. Så der er en rigdom af former.
 Vi ved ikke, hvordan  toma'erne så ud oprindeligt i Indien. I  Tibet bliver dejen lavet af ristet bygmel  (tsampa)  blandet med vand, nogle gange farvet, men altid dækket af smeltet smør for at holde på dejens fugtighed.  Torma'ens form er normalt som et lille tårn i grund modellen, men herfra adskiller detaljerne sig i stor stil. Foran er torma'en besat med skiver af smør formet som blomster. I Indien var disse blomster simpelthen ægte blomster, men dem var der ikke mange af i Tibet, så man formede dem i smør i stedet. I visse tilfælde er disse 'smørblomster' blevet en sand kunst at fremstille.
 Læs også om:  Tantra;  og om:  Mandala;  samt om:  mantra.

  Traidhatuka  (skt.):

 [traidhātuka]; tib.: kham sum [khams gsum]; 3 verdens sfærer, se under: Triloka.

  Trang:

 se under:  trishna.

  Transcendens:

  'det at overskride'  - i  Dharma'en  bruges udtrykket om at overskride  dualismen. Transcendens i traditionel vestlig filosofisk forstand, nemlig at Gud som 'designer', skaber og ophav eksisterer på en transcendent måde, skjult bag virkelighedens manifestation af dimensioner, naturkræfter og   stoflighed , afvises af  Buddha Sakyamuni   som spekulation uden hold i  erfaringen. Et umuligt postulat, fordi det ikke kan efterprøves eller erfares. For den almindelige teologi betragtes Guds transcendens som en gyldig filosofisk deduktion, hvorfor   Abrahams  3 religioner ikke har problemer med denne forståelse, ligesom de ikke har problemer generelt med begreb om  dualisme. Det har de ikke, fordi deres religioner er baseret på visioner eller 'åbenbaringer' – hvor 'afsenderen' af disse visioner antages at eksistere på en transcendent måde, hvilket disse visioner selv påstår eller erklærer.  Vedanta  filosofien i Indien har en lignende holdning, som sjovt nok også deles af kommunisten og eksistentialisten  Jean-Paul Sartre  i hans første bog: Bevidsthedens Transcendens.  Buddha Sakyamuni's kritik af eksistentiel transcendens er aldrig blevet ordentligt besvaret af Abrahams religioner eller Vedanta. I Dharma'en findes der oversættelser af  djñana, intuitiv vished, som 'transcendent' visdom. Betydningen af denne oversættelse er, at  kleshacitta  baserer sig på et  begreb  (skt.:  samskara)  om dualisme, så når denne dualisme overskrides, forvandler kleshacitta sig til djñana. (Intuitiv vished eller visdomsind; uheldigvis er oversættelsen 'visdom' ikke retvisende, fordi der er tale om en intuitiv bevidstheds form og ikke egentlig visdom. Intuitiv vished er også en tilstand, som giver anledning til udvikling af visdom, så udtrykket 'visdomsind' kan godt bruges i den betydning.)
 Læs også om:  avidya, uvidenheden som overskrides.

  Transformation:

 1) se under:  Djñana;
 2) og under:  Phowa.

  Transmission:

 den nærmest levende åndelige arv, den direkte overførsel eller videregivelse af  Buddha Dharma  fra mester til elev, hvor eleven efterfølgende selv bliver til mester, som videregiver denne overførte  Dharma  til sine nye elever og så videre.  Transmission  er den mest brugte beskrivelse, skønt det på godt dansk nok skulle hedde arvefølge. Det centrale begreb om  transmission  betyder, at  Dharma’en skal læses højt for eleven samt forklares og demonstreres af mesteren. Der er IKKE  transmission ved blot at læse en bog. Nogle gange involverer transmissionen også  abhisheka. Hvert led i  transmissionen forventes hverken at lægge til eller trække fra, hvad de har fået betroet af deres mester. Ofte bliver  Dharma’en uddybet ved nogle af   transmissionens mestre, som for eksempel ved fremkomsten af  Mahayana  og formuleringen af de hemmelige  yoga’er. Det nye, som tilføjes, anses ikke for nyt som sådant, men anses altså for at være en uddybning, som derfor naturligvis aldrig må være i strid med den kendte  Buddha Dharma. Det har holdt de lærde beskæftiget i 2600 år, og bevirket fremkomsten af en kritisk  pramana  (epistemologi)  og debat kultur.   Læs mere her. 
 Hver eneste  Buddhadharma tradition har deres særlige  transmission, fordi den består af en historisk arvefølge af bestemte mennesker, som i tidens løb rent faktisk har formidlet  transmissionen i denne eller hin tradition. På denne måde er der opstået talløse  transmissioner i store dele af Eurasien. Imidlertid har de alle  Buddhadharma til fælles og deres oprindelse hos  Buddha Sakyamuni.  Desuden er der den eksistentielle transmission. Chan - eller Zen - mesteren Bodhidharma sagde: "Hinsides ord og bogstaver findes en transmission, som ikke tilhører nogen tradition. Den er i sin natur den menneskelige bevidsthed. Dette er Buddha'en."
(Citat fra essay'et: A Commentary on the Historical Unfolding of Dzogchen, af Rudolph Bauer, PhD. 23. oktober 2013, side 6.)
 Du kan således modtage transmission af  Bodhicitta fra en mester, og når du så opdager og genkender Bodhicitta som dit eget  sind, får du  transmission fra dit eget sind. Det kaldes for den ’indre  Lama.’

  Trapusa  (skt.):

 Se under:  Buddha Sakyamuni's første to tilhængere.

  Trayastrimsha  (skt.):

 [Trāyastriṃśa], tib.: Sumchu Tsasum [sum cu rtsa gsum]. De 33 guders verden i  Kamaloka; himlen på toppen af  Meru bjerget, hvor  guden  Indra's  slot befinder sig. Ovenpå ligger de andre klassiske himle lag på lag. Den tredje herfra er  Tushita Himlen. Alle disse himle er forbundet med vores univers og går under, når universet dør. Og de opstår igen, når et nyt univers opstår. Disse himle er nært forbundet med de andre lavere verdener i  Kamaloka  (se under:  Triloka), hvor  asuras, mennesker, dyr, væsner i tilstande af helvede og spøgelser lever.
 Det er Indra's himmel, som asura'erne prøver at bemægtige sig i følge den gængse buddhistiske mytologi. Så der siges at være konstant krig, som guderne fra Trayastrimsha altid vinder. Det er også den gudeverden, som mest ligner menneskenes verden, og guderne her har de samme vilkår som mennesker at leve under, bortset fra at livet her varer ufatteligt længe og er uden  lidelser. Så længe, det varer. Så der er nogen lidelse alligevel, nemlig lidelse ved sammensathed (eksistentiel lidelse) og lidelse ved død. Men der er alle de sædvanlige ting.  Kleshas, fordomme og mangel på  erkendelse. Alt i alt ligner dette sted eller denne dimension den græske Olympen og den oldnordiske Asagård. Men generelt har guderne her dog en god moral, selvom den ikke altid slår igennem.
 Læs også om:  Indra;
og om:  Triloka
Læs også om:  Kosmologi.

  Tre Fartøjer:

 til  befrielse;  skt.: Triyana. Der er to klassificeringer:
A)  Hina-yana  (det lille
        fartøj),
       Maha-yana  (det
        store fartøj),
       Mantra-yana  (eller
        Vadjrayana -
        mantrafartøjet/     
        diamantfartøjet).
B) Sravaka-yana
        (elevernes fartøj),
     Pratyeka-buddha-yana  (de ensomme
       Buddha’ers fartøj),
    Bodhisatva-yana 
       (bodhisatva’ernes
       fartøj)
       som igen deles i to: 
       Sutra og  Tantra.
De første to fartøjer svarer til Hinayana; Sutra svarer til Mahayana og Tantra svarer til Mantrayana.  Sutra fartøjet kaldes også for Paramita-naya, systemet [naya]  ved fuldstændig færdighed, og Tantra fartøjet for  Mantra-naya, mantra systemet.
 Bodhisatva-yana eller Maha-yana inddeles også i  ‘Årsags fartøjet’ - skt.: Hetuyana - og  ‘Virknings Fartøjet’ - skt.: Phala-yana. I følge Tulku Thondup Rinpotje er Hetuyana forbundet med Paramita-naya, fordi de fuldstændige færdigheder  stimulerer og forårsager  befrielse og  oplysning, mens Phalayana betyder samlingen af Tantra, altså: Mantranaya, fordi der sker en  transmission af  'visdom' ved indvielse, skt.:  abhisheka, som formår at tilvejebringe resultatet og virkningen af fuldstændig færdighed. Så ‘hetu’ står for evnen, mens ‘phala’ står for virkeliggørelsen. Disse to sider af Mahayana eller Bodhisatvayana har udvikling af ‘det lyse sind’ - skt.: Bodhicitta - til fælles. De to aspekter udtrykker også på forskellig måde de ‘virksomme metoder’ - skt.:  upayas, og ‘klarhedens vished’ - skt.:  pradjña. Det er naturligvis muligt at nå  Nirvana alene ved Sutra metode, så denne inddeling er en påmindelse om, at Tantra aldrig står alene; Mantrayana handler om Bodhicitta. Husk det nu.
  Generelt handler Hinayana om  Selvets illusion, skt.:  anatman, og om  samsara. Mahayana handler generelt om relativt og absolut  Bodhicitta - herunder  sunyata. Mantrayana handler om, hvordan man hurtigt forvandler lidenskabelige følelser, skt.:  kleshas, til  djñana og opdager klarhedens vished, skt.:  pradjña. De  Tre Fartøjer fører alle til  befrielse, og efter befrielse følger jo naturligt  oplysningen. De lærde har så rubriceret tre slags oplysning, svarende til fartøjernes  erkendelse.
  Hinayana erkendelsen er uden forståelse for  pradjña-paramita, mens de to sidste fartøjer har den fuldstændige oplysning, skt.:  samyak sambodhi, til fælles. Man siger så, at forskellen på Sutra og Tantra består i dels  fartøjernes hastighed, dels formerne for  sadhana  og Tantra’s brug af   samaya, og endelig en særlig forståelse i Mantrayana for Bodhicitta og  yoga. Sutra metoderne er langsomme og ufarlige. Tantra er hurtig, men forbundet med risiko for sundhed og  overdreven mental ophidselse. Derfor udøves Tantra under  mesterlæren for at forhindre, at det går galt.
   Bemærk, at man i  Theravada  traditionen ikke foretager sådanne opdelinger af fartøjer til befrielse og oplysning.  Til gengæld har Theravada traditionelt mange reservationer om alle de andre buddhistiske skoler, retninger eller  transmissioner. Theravada i Thailand indeholder dog også trænings typer, som ligner både Sutra og Tantra; det kaldes for 'boran kammathana' den 'gamle' metode.
Billedet viser   anandachakra, symbol på  De Tre Fartøjer.

  Professor Edward Conze bemærker, at De Tre Fartøjer har tre forhold til fælles. De baserer sig alle på en tradition med klostre, munke og nonner, skt.:  Sangha, de dyrker også alle  shamatha  og  vipashyana  meditation, samt endelig synes de at have samme mål, nemlig  indsigt og erkendelse af manglen på et egentligt Selv, skt.: anatman, i alle situationer, skt.: samsara. Dette fælles mål medfører, at man tilstræber den samme opgivelse af anatman og samsara ved  gavnlig moral og etik, skt.:  shila. Bemærk dog, at Hinayana og Mahayana  ikke har Pradjñaparamita til fælles, samt at Mahayana benytter sig af særegne  sadhanas, herunder visse af  Tantra klasserne. Der er imidlertid en helhed i de  3 fartøjer, som  Lotus Sutra’en beskriver som det ene  fartøj, skt.:  Ekayana. Denne helhed kendetegnes ikke blot ved indsigt i sindet, men også ved meditations træning af shamatha, samadhi, vipashyana; samt træning af holdninger ved de 4 grænseløse eller Brahmaviharas.
 Læs også om: de  Ni yanas.
    Læs artiklen: De Tre Fartøjer.

  Tre Juveler:

 se under:   tre Ædelsten.

  Tre kendetegn:

  [ved  livet]:
 forgængelighed, skt.:  anitya;  (se også under:  Fire overvejelser),  lidelse og intet Selv, skt.:  anatman, eller  essensløshed. Denne liste findes også i diverse  Mahayana  Sutra'er, men med punktet lidelse udskiftet med  Nirvana.
 Læs også om:  Fire adelsmærker på rigtig anskuelse. Samt om:  Fire kendetegn på samsara.

  Tre Naturer:

 se under:   Trisvabhava.

  Tre områder for undersøgelse:

 – at lytte, overveje (eller reflektere eller  kontemplere)  og  meditere. Ved at lytte bliver du opmærksom på  Buddhadharma's anskuelse, meditations teknik og omstændighederne omkring, hvad gyldig  erkendelse, skt.:  pramana, egentlig betyder. Men det er gennem  kontemplation eller overvejelser om anskuelsen og teknikken, at Buddhadharma bliver levende og  tvivl spørgsmål rejser sig om emnerne. Så må du lytte en gang til, mens du får spørgsmålene besvaret udtømmende. Det kan du så reflektere over og så videre. Men det er først ved den formelle meditation, at du kommer til at befinde dig i en situation, hvor du kan gennemskue de  tre slør,  Buddhanaturen  og  sindets virksomhed  (de 5  skandha'er)  samt naturligvis  karma. Når disse gennemskues eller opdages i virke, bliver du bragt i stand til at give slip, skt.:  naishkramya, på  tilknytning  og  identifikation med dine  oplevelser.
 For det første trænes den meditative trance, skt.:  samadhi, ved vågent nærvær, skt.:  smriti, og et punkts  koncentration af opmærksomheden. Når samadhi er etableret, bliver det let eller nemt at give slip på alle fordomme. Denne første meditative kunst hedder  shamatha på sanskrit. Da den kun kan frigøre de grove former for tilknytning og identifikation, skal der mere til, selvom samadhi kan forekomme bundløs og stadigt ekspanderende.
 Det er de mere uhåndgribelige tilknytninger og identifikationer, som den anden meditative kunst tager sig af. Den hedder indsigts meditation, skt.:  vipashyana, og denne kunst har to discipliner. Først er der den analytiske fase, hvor du netop undersøger  sindets natur og virksomhed og får brugt dine foregående kontemplationer – midt i din samadhi. Du træner altså ikke et punkts koncentration her, skønt du stadig anvender vågent nærvær, skt.: smriti, men i stedet observerer eller iagttager du dit eget sind i arbejde på en yderst afslappet og rummelig måde.
 Det skulle gerne føre til, at når du dyrker den næste kunst, den egentlige vipashyana, så  genkender  sindet pludseligt sig selv, hvorefter tilknytning og identifikation fuldstændigt fordamper på grund af sådan  indsigt. Men  befrielsen indtræffer kun, hvis sindet genkender sig selv. Det er ikke din  personlighed, som oplyser sig selv. Befrielsen er den ganske særlige begivenhed, at sindet genkender sig selv. Mens personlighed er dit forhold til omverdenen, er der her tale om sindets forhold til sig selv. Når sindet har genkendt sig selv, vil det fortsætte med at have denne  erfaring. Så selve dit sind i sin helhed vil forholde sig på en befriet måde til omverdenen og sig selv. Det er denne befriede tilstand, som kaldes  Bodhicitta, det åbne, hjertelige og fordomsfrie sind.

  Tre Rødder:

 Lama,  Yidam  og Beskytter.  Se om Beskyttere under:   Dharmapala  og  Dharmaraksasha. I den almindelige  tilflugt, som vi kender den fra den tidligste Buddhisme med  Buddha Sakyamuni's første  to tilhængere  og  hans første fem elever, nemlig tilflugt i de  tre Ædelsten, udviddes indenfor  Tantra med de  tre rødder. Rødderne forklares med, at Lama er roden til  velsignelse, Yidam er roden til færdighed eller resultater , skt.:   samapattis, opnåelser, mens Dharmapalas er roden til  Buddha virksomhed. Indenfor  Dzogtjen er den tredje rod  dakini, men med den samme symbolik.

  Tre segl:

 se under:  Mudra.

  Tre slags træning:

 skt.: trishiksha:  shila,  samadhi  og  pradjña.   Ved shila reguleres  karma; ved samadhi forsvinder  klesha’ernes dominans, og ved pradjña gennemskues  avidya.  Shila er at styre sine reaktioner. Herved kan karma styres indirekte. Samadhi mestres ved de fire  dhyanas, fire trin i mesterskab. Pradjña er sindets iboende eller medfødte klarhed og skelne evne. Når pradjña  genkendes, opklares eller afklares alle  oplevelser. Virkningen er, at du samler på  erfaringer  om  klarhedens vished. Den ene af de  to samlinger. Den anden er samling af dyder eller gode medmenneskelige kvaliteter, skt.:  punyas.

  Tre slør:

 (skt.:   āvaraṇa)  uvidenhedens  (skt.:  avidya), lidenskabens  (skt.:  klesha) - og  karma’s  slør.
             Sindets egentlige natur tilsløres af:
 1)  uvidenhed om  Nirvana’s  og  samsara’s
        natur samt  karma’s virkelighed,
 2)  identifikation med  - og tilknytning til  -  de 3 
       (eller 5)  forskellige  klesha’er, lidenskaber, samt af
 3)   karma  ved at begivenhederne i  livet optager
       og griber opmærksomheden, skaber særlige  tilknytninger til disse begivenheder og giver os en speciel  identitet og selvforståelse. Herved kommer fokus til at ligge på   sindets indhold samt vores  fortolkninger og reaktioner på livets begivenheder og vores egen historie. Det sætter spor, skt.:  vasanas, i sindet. Disse spor vil tiltrække begivenheder af en tilsvarende kvalitet som sporene. Fordi karma således er en fortsat historie i udvikling, optager det opmærksomheden og tildækker dermed sindets natur. Karma nævnes to gange, fordi der både er karmas virkelighed og virksomhed.
  Disse  3 slør  tildækker og skjuler  Buddha-naturen  (skt.:  Tathagatagarbha)  for umiddelbar erkendelse, lige så længe som de virker i alle  skandha’erne. Ved at opgive tilknytning og identifikation med disse  3 slør,  afsløres sindets egentlige natur for  yogi’en  i sin  samadhi.
  Læs også om:  āvaraṇa.
Her er link til artikler om: 
karma
- Og her om:  de 5 skandha’er
Og her om:  Tathagatagarbha.

  Tre Ædelsten:

 skt.: Ratna-traya; også kaldt for de 3 Juveler,  nemlig  Buddha,  Dharma  og  Sangha. De kaldes for tre skatte, fordi de hver på sin egen måde er yderst kostbare for os allle ved at bibringe os  befrielse  og  oplysning  samt beskyttelse  (sikkerhed) på vejen. De  tre Ædelsten er symbolsk genstand for den buddhistiske  tilflugt.  På et klassisk alter er der repræsentationer af de  tre Ædelsten ved en Buddha statue for sangha’en, en Dharmabog for  Buddhadharma og en  stupa for  begrebet Buddha, som jo symboliserer   Buddhanaturen.
 Læs også artiklen om  betydning af buddhistisk Tilflugt.

  [Lama]  Trehor  (tib.):

 Shenyen Thupten Phuntsok  er den residerende  Dharma-lærer i  Karmapa Institute nær Nice på Frankrigs Middelhavs kyst. Trehor Lama er fra  Kham, hvor han blev født i 1963. Han er en Tulku af en vis  'Ha Gyal Lama' fra Golok i  Amdo, et landskab Nordøst for det tibetanske selvstyre område. Trehor Lama blev elev af den forrige  Kalu Rinpotje, som også ledte ham gennem den traditionelle tre års meditative lukkede retreat. Herefter blev han udnævnt til Dordje Lopøn eller  Vadjracharya på Kalu Rinpotje's kloster i Siliguri i Vest Bengalen i Indien. Der fungerede han så i 7 år. En Vadjracharya  er ritual mester.
Derpå tog han til  Rumtek Kloster, hvor han underviste novice munke i flere år.  Karmapa og  Shamarpa bad ham i 2005 om at bestyre Karmapa Instituttet i Nice, efter Lama Thubten's død. Der har han så været lige siden. Han rejser ofte rundt til  Bodhi Path centrene og andre steder, hvor han underviser i  Buddhadharma. Da  Trehor Lama jo selv allerede havde navnet Thubten ligesom den forrige Lama, lavede han sit navn om til Trehor. Trehor er til minde om hans hjemstavn. På denne måde ville han undgå en navne forvirring.

  Tri  (tib.):

 [khrid] forklaring om meditativ praksis, skt.:  sadhana, i forbindelse med indvielse, skt.:  abhisheka. Se under:  nita.

  Tri-dhatu  (skt.):

 [tridhātu]; tib.: kham sum [khams-gsum]; 3 områder - se under:  Triloka.

  Tri-dosha  (skt.):

 [tridoṣa]; tib.: nyepa sum [nyes-pa gsum]; tre luner, ordret 'det som skaber problemer' - fejl eller mangler; det vil sige tilstands former for biologiske molekyler, som i ubalance forvolder sygdom i kroppen; således 'det som skaber problemer.' Betydningen af luner er ligesom gammel dansk: mod, som i udtrykket: til mode; det vil sige øjeblikkelig skønt omskiftelig emotionel og sanset stemning i krop og  sind  på grund af virkningerne fra 'slim' - 'galde' - og 'vind' (skt.:  vayu) som disse ord forstås i  Ayurveda  og tibetansk medicin samt  Tantra. Det vil sige, det som er som slim; det som er som galde - og det som virker som vinde. Det vil i hovedsagen sige oplevede tilstande af tilpashed, utilpashed, ophidselse, nedtrykthed, vitalitet, svækkelse, kildrende fryd og så videre - forårsaget af hormoner, signal stoffer og anden biokemi. Den emotionelle stemning er resultat af forholdet melle de tre luner. De kan skifte i intensitet, så det ene lune dominerer de andre, hvilket både kan bringe kroppens biokemi ud af balance så vel som forårsage sunde og usunde sindstilstande. Sindet rider på disse luner, som derfor farver og præger sinds tilstanden på forskellig vis. Det går også den anden vej; sindets luner eller tilstande forårsager biokemiske reaktioner i kroppen, som derpå sanses og dermed bidrager til hele  oplevelsen. Vind som lune kaldes for det meste for vata [vāta] på sanskrit i forbindelse med Ayurveda, men betegnelsen vayu er synonym. (Tib.: lung.) Forskellen er, at vata er et lune, mens vayu er et  element  (skt.:  bhuta). Så vata er en hentydning til sansning af energi forløb i kroppen, der opleves ligesom en vind, der blæser. Elementet vayu betyder derimod ganske enkelt luft, altså gas elementet i modsætning til rum elementet (i betydningen: plads til udfoldelse), ild (det omformende), det faste og det flydende. Vind er det dominerende lune; ved at kontrollere vind lunen styres også de andre to.
  Vind lunen i kroppen inddeles i flere underafdelinger. For eksempel den opadgående vind og den nedadgående vind, som korresponderer med åndedrættet; men det står også for andet. Den nedadgående vind styrer tarmen, tis og udstødning af afføring. Den opadgående vind transporterer ilt rundt i kroppen. Og meget mere. I avanceret  shamatha  meditation på  Mahamudra  niveau, er der særlige teknikker til at blande disse to vinde, hvilket er  koncentrations  genstanden for denne type træning. Du kan med andre ord lære at genkende disse vinde i kroppen, hvilket er vigtigt for en  yogi.
  Bemærk: udtrykket på sanskrit:  prana betyder ikke en almindelig vind lune, men selve den grundlæggende vitalitet eller den livs bærende vind, der nogle gange beskrives som en energi omsætning i den centrale kanal i ryggen (se under:  nadi) fra toppen af hovedet til anus; andre gange som som den livs bærende vind i en ganske særlig kanal mellem hjerte og lunger. De almindelige vind luner har deres oprindelse fra - og næres af - den livs bærende vind. Man taler også om 'karma  vinde' og om 'visdoms  vinde.' Det er de samme vinde, blot med en kvalitet af ikke-befriet (karma) eller  befriet  (visdom). (Bemærk at udtrykket visdom er en dårlig oversættelse; der burde oversættes med:  vished.)
  De to andre doshas er galde, skt. pitta, tib.: tripa [mKhris-pa], og slim, skt. kapha, tib.: bæ gen [bad kan]. Disse luner er sådan, som du har det lige nu. Nogle dage har du det godt, andre dårligt og atter andre kedeligt. Disse luner er også sanse genstande for kropsbevidstheden, skt.: kaya-vidjñana (se under:  vidjñana).
  I følge Ayurveda forårsager ubalance mellem lunerne sygdom i kroppen. Der indgår dog flere komponenter i et sygdoms billede end blot luner, blandt andet de fysiske elementer. I Ayurveda og tibetanske medicin står de 3 luner generelt for fysiske tilstands former og ikke følelser og sansninger som sådan, skønt lunerne bevirker sådant. Ved at regulere folks mad, motion og eksistentielt udsyn, herunder god etik, skt.:  shila, vil en læge kunne påvirke lunernes balance i krop og sind, så man slipper for sygelige tilstande. Men det alene virker kun så småt, skønt det er sundt. Ved egentlig sygdom griber lægen til brug af især urte medicin til regulering af lunerne og elementerne.
  Som beskrevet under Ayurveda, bør moderne mennesker bruge Ayurvedisk medicin - og derfor også tibetansk medicin - med en vis omtanke og reservation, da medikamenterne ofte indeholder tungmetaller. I en fjern fortid var dette muligvis ikke problematisk, men det er det jo i høj grad i dag på grund af forurening af miljøerne på Jorden, så vi alle sammen allerede har rigeligt eller for meget af tungmetaller i kroppen. Balance filosofien er der dog intet galt med.
  Læs videre under:  Ayurveda.

  Trikaya  (skt.):

 betyder 3 kroppe; det hentyder til de 3  dimensioner ved en  Buddha’s  krop. En Buddha’s krop manifesterer sig på 3 måder, når en Buddha inkarnerer. Buddha’ens fysiske krop, som alle kan se og røre ved; Buddha’ens tale, som alle kan høre og føle; og Buddha’ens sind, som alle kan forstå ved sit udtryk og indtryk på alle. Det hedder på sanskrit:  Nirmanakaya  (den fysiske manifestation),  Sambhogakaya  (udstråling og glæde) og  Dharmakaya (en Buddha's sindelag). De kaldes for kroppe, fordi de manifesteres ved en Buddha's faktiske inkarnation i verden. Skønt der er tre dimensioner ved Buddha's inkarnation, er der naturligvis kun én egentlig fysisk krop. Der omtales derfor også en fjerde krop  Svabhavikakaya, hvilket betyder essens-kroppen, som beskriver helheden og uadskilleligheden af  Trikaya. Denne essens og helhed er naturligvis  essensløshed  eller tomhed, skt.:  sunya.
  Der omtales også en femte Buddhakrop, nemlig  Vadjrakaya som en beskrivelse af  Buddhanaturens  og  dharmadhatu’s urokkelighed ved tomhedsnaturen, skt.:  sunyata. Karma Pakshi, den anden  Karmapa, omtaler denne femte Buddhakrop som uadskilleligheden af tomheds naturen, sunyata, og medfølelse, skt.:  karuna. Hermed fastslår han, at Buddhanatur og  Bodhicitta  er to beskrivelser af det samme; hvor Buddhanatur ganske enkelt er sindets karakter af  rummelighed og klarhed, mens Bodhicitta er dette sinds tilstand eller altså en Buddha's sindstilstand. Hermed menes både ultimativt Bodhicitta og erkendt og virkeliggjort Bodhicitta (altså: relativt, skt.:  samvriti), hvilket betyder  uforhindret  velvillig kærlighed, skt.:  maitri, og medfølelse – samt en uforhindret sindets og hjertets åbenhed i kraft af den  genkendte  tomhedsnatur. Indenfor  Nyingma traditionen omtales også en  Bodhi-kaya, hvilken betegnelse ellers ikke bruges af de andre traditioner. Denne Bodhikaya er identisk med Vadjrakaya. Den almindelige beskrivelse er Trikaya.

  Triloka  (skt.):

 (skt. synonymt med  Tri-dhatu  og  Traidhatuka); tib.: djikten sum ['jig rten gsum]; betyder ’de tre steder’ eller lokaliteter, det vil sige de tre områder, som hver især indeholder flere andre steder, hvor man kan  genfødes. Forklaringen af Triloka her følger beskrivelsen i  Chakravala  kosmologien. Det er den klassiske beskrivelse af kosmos, men der er også andre kosmologier med andre perspektiver. Kamaloka, Rupaloka og  Arupaloka er navnene på de 3 slags ret forskellige typer af verdener, hvori de  sansende væsner  fødes, lever, dør og genfødes, mens de  lider  og leder efter  lykken  og sikkerhed. (Man kan tro, at himlene er uden lidelse; ak nej, der er både
        lidelse ved sammensathed og død.)
1.)  Kamaloka [kāmaloka eller: kāmadhātu];
        tib.: døkham ['dod-khams]; betyder lidenskabernes verdener.  Kama betyder lidenskab og loka betyder et sted eller lokalitet. Der er 6 slags forskellige verdener i Kamaloka med flere underdelinger, som samlet kendes som de 6 verdener (se under:  livshjulet). De 6 verdener er
           af 3 slags, som beskrives nedenfor  (A - C).
  A.)  Den højeste verden i Kamaloka kaldes gudverdenen. Den består af 6 forskellige mere eller mindre  himmelske  verdener for  deva’er eller guder, hvor de lavere verdener også bebos af halvguder, skt.:  asuras  og trolde, skt.:  rakshasas. Disse verdener er ikke helt fysiske, men befinder sig alligevel i forbindelse med geografiske steder og er afhængige af solsystemets og Jordens eksistens. De sansende væsners kroppe betegnes som lavet af lys; det vil sige, at de ikke er egentlige fysiske og ikke er afhængige af metabolisme. Alt opstår, så snart man ønsker det - helt mirakuløst og spontant: De har derfor heller ikke et sexliv, som vi vil forstå det og dyrker det. Men de har sanse glæder af en ren sindslig eller psykisk natur. De er således fri for at skulle slide og slæbe eller slås for livets fornødenheder; de er derfor ikke optaget af at eje noget eller at skulle kontrollere andre. Men de ligger alligevel under for fordom og både de primære (skt.:  vedanas) og de reaktive lidenskabelige følelser, skt.:  kleshas, dominans af deres  sind. Fordi de hverken har brug for at eje eller kontrollere, har de i reglen en god eller sund, skt.:  kushala, moral eller etik (skt.:  shila). Det er netop disse positive karakter træk, som er årsag til genfødsel i disse verdener. Den første verden som nævnes, nemlig de fire kongers, er ikke en egentlig gudeverden, altså kongerne er ikke deva‘er. De benævnes  Dharmarakshasas;
          så de er en slags trolde.
  I.)  De 4 retningers konger, som bebor  Meru bjergets  øvre sider; skt.: Caturmaharadjakayika [Caturmahārājakāyika], tib.: gyaltjen rig shi [rgyal chen rigs bzhi]. De 4 betegnes ellers som en slags trolde, skt.: rakshas, men da de ikke er  ondsindede  og da de beskytter  Buddhadharma, kaldes de for Dharma-rakshasas. Skønt der altså ikke er deva’er eller guder som sådan, regnes de med i systemet, muligvis fordi de beskytter adgangen til Indras by og slot på toppen af Meru bjerget mod asura‘ernes angreb fra bjergets nedre sider
           og fod. Så de kan godt slås, hvis der bliver krig.
  II.)  De 33 guders verden på toppen af Meru bjerget; skt.:  Trayastrimsha  [Trāyastriṃśa], tib.: Sumchu Tsasum [sum cu rtsa gsum]. Her er torden og lyn guden  Indras  (=Asator) slot og by. Indra kendes også som Shakra. Det siges, at der er 33 slotte i denne by, hvilket har givet navn til denne verden. Her er mange flere deva‘er end blot 33. I Indra‘s by er der fest og glade dage lige indtil solsystemets undergang. Guderne i denne verden er ligesom Oldtidens sædvanlige hedenske guder fra Indien til Island. De repræsenterer forskellige typiske  samskaras, som de inkarnerer og demonstrerer. Altså ligesom de  astrologiske  stjernetegn med deres planeter, som har navn fra de hedenske guder. Men de er også bare sig selv med deres egen personlighed og livsbane. Guderne i denne verden nyder livet, men de er også i konstant krig med asura‘erne nedenunder. De vinder altid og vender hjem og nyder livet igen. Denne præsentation af deva‘erne er buddhistisk og derfor ikke nødvendigvis retvisende for Asa troendes opfattelser eller Hindu religionerne. Den buddhistiske beskrivelse sigter på at vise, at deva‘erne har det for godt til at søge  Nirvana. Så det gør de ikke, skønt de beundrer  Buddha‘erne.
  Der er en vis tvivl om deres kroppes natur. Som beboere af et højt bjerg kunne man tro, at de har fysiske kroppe; men da Meru bjerget både er usynligt - hvilket antyder uden fysisk form - og meget højere end Everest, kan man næppe få vejret i sådanne højder. Der må også være rasende koldt. Så selvom Meru er tæt forbundet til planeten Jorden på en eller anden måde, kan guderne her ikke have en fysisk krop med åndedræt, metabolisme og så videre. Guderne i Trayastrimsha himlen er også deva‘er ligesom de øvrige guder i de højere himle, som svæver over Meru samt de, som befinder sig i Rupaloka. Havde guderne i Trayastrimsha himlen kroppe som mennesker, kan de ikke være deva‘er. Mytologisk siges bjerget Kailash i  Tibet  at være synonymt med Meru. Der er livstruende koldt og iltfattigt på Kailash, så det er næppe Meru‘s lokalitet, skønt det kan forstås som en allegori eller repræsentation. Hvor befinder Meru bjerget sig så? Det er ikke lige sådan at svare på, da Chakravala kosmologiens geografi er mytologisk. Men da Meru åbenbrt er i forbindelse med planeten Jorden omgivet af de 4 kontinenter, er det nærliggende at antage en placering over Nordpolen eller Sydpolen, nærmest meget højt oppe i atmosfæren eller stratosfæren. Da der kun er to kontinenter omkring Nordpolen, må placeringen næsten nødvendigvis være over Sydpolen, som jo er omgivet af 4 kontinenter; selvom kun Australien - og ikke Eurasien - ligger tæt på. Hvordan nogen kan leve der er et virkeligt godt spørgsmål. Svaret er sandsynligvis, at Meru befinder sig i en ekstra dimension, som vi ikke har sanser til at opfatte. Det særligt mystiske ved Trayastrimsha himlen er denne dobbelthed, at stedet er forbundet med planeten
             Jorden, skønt det er en himmel uden fysik.
  III.)  Uden krig, Suyama, hvor guden  Yama  [Yāma], tib.: Tabdral ['thab bral] eller: Shindje [gshin rje], den første egentlige himmelske verden, som svæver over Meru bjerget. Guden Yama kendes som dødsguden, som vejer og måler folks merit, når de dør og skal genfødes. Yamas dom afgør, hvor disse stakler genfødes. Dettte er tilsyneladende en myte, som har overlevet denne kosmologis optagelse i buddhismen, fordi det er en god historie. Det er naturligvis den upersonlig mekanisme, kaldet  karma, som er afgørende for reinkarnation. Ligesom i Indra‘s slot i himlen nedenfor, er her fest og glade dage, men ingen
             kamp eller krig.
  IV.)  Den lykkelige verden,  Tushita  [Tuṣita] tib.: Ganden [dga' ldan].  Buddha Sakyamuni  befandt sig her, før han sidste gang blev genfødt på Jorden. Det siges, at alle ‘historiske‘ Buddha‘er bor her, før deres sidste inkarnation. Så den næste kommende Buddha  Maitreya  skulle således være her lige nu. Buddha Sakyamuni‘s mor,  Mahamaya Devi, døde 7 dage efter at have født  Sidhartha Gotama; fordi hun havde så stor merit, skt.:  punya, blev hun genfødt her. Det var også her at Buddha senere besøgte hende og forklarede Buddhadharma for hende, da hun ikke fik chancen i sit liv på Jorden. Det anses for en af
           Buddha’s 12 bedrifter.
  V.)  Glæden ved udstråling - i betydning af magisk manifesterede sanse glæder; skt.: Nirmanarataya [Nirmāṇarataya] tib.: Trulga, ['phrul dga'] eller: Sunirmita himlen; de behagelige magiske frembringelser - her kan du få alt; den klassiske himmel hvor det jævne liv på jord kan blot fortsætte uden fysiske sanse genstande. Et nydende og
             yderst behageligt og lykkeligt sted.
  VI.)  Magt over andres fremmanede sanse glæder; skt.: Parinirmitvashavartin, tib.: Shyentrul Wang Jé [gzhan 'phrul dbang byed] eller: Paranirmita himlen i kort form. Dette er  Mara‘s  himmel. Her kan du også blive genfødt; men dine oplevelser bliver afgjort af dine lidenskabelige følelser,  kleshas, når du ikke har opgivet  tilknytning  og  identifikation, skt.:  naishkramya, med dem; derfor siges Mara at styre dine  oplevelser. Dette er den højeste verden i Kamaloka; måske derfor ser vi det understreget her, at også guderne i de 6 verdener ligger under for deres følelsesliv; det er netop forskellen på Kamaloka og Rupaloka, det næste sæt himle, som befinder sig ovenover Paranirmita himlen. Herom længere fremme. En detaljeret beskrivelse med gode billeder af Chakravala systemet finder du i artiklenn:  Årsagskæden.
           Billedet viser Chakravala universet i grov udlægning; himlene over Meru bjerget er ikke gengivet; maleriet er et vævet billedtæppe lavet af en ukendt kunstner. Meru bjerget gengives i ligesom et fiskeøje perspektiv, så bjerget er nærmest lagt ned
           med Indra's slot på toppen. Klik på billedet for mere info.
  B.)  En anden samling verdener befinder sig for neden og omkring Meru bjerget samt på de 4 kontinenter og 8 bi-kontinenter. Den første af disse verdener er for  asura‘er  eller de misundelige halvguder, som bebor de nedre regioner af bjerget Meru. Det er et mystisk folkefærd, som ikke spiller nogen rolle i Buddhadharma. Men de er interessante alligevel; de betegnes nemlig som ‘de underjordiske‘ af Mipham Rinpotje [i hans bog  Gateway to Knowledge, bind 2, side 92]. Han skrev: "Asura‘erne bebor Meru bjergets indre huler helt ned til den gyldne grund." Det kunne jo ligne noget med dværge eller andre klassiske underjordiske som for eksempel nisser og elverfolket. Imidlertid er det næppe sammenhængen.
          Læs mere under:  guder.
  C.)  I de sidste 4 verdener har de sansende væsner en rigtig fysisk krop. Så den tredje verden er for mennesker, den fjerde for dyr, den femte for de sultne spøgelser og den sidste verden for væsner i  helvede  (med flere under afdelinger). Disse sidste fire eksistens former foregår på alle de fire kontinenter i Chakravala univers systemet.
  Det er lidt upræcist, hvor helvedes verdenerne befinder sig, bortset fra at det er under jorden. Det bør vi som moderne mennesker opfatte bogstaveligt, for mærkelige livsformer lever både lige under jord overfladen og særdeles meget dybt i undergrunden, mest insekter og mikroskopiske dyr. Begge steder kan de opleve ekstreme former for kulde og varme og lider konstant af sygdomme og angreb fra andre lignende væsner. Det er ikke godt at leve under jorden eller i havbunden, undtagen måske for muldvarpen, som hører hjemme i dyrenes verden.  (Læs mere under:  kosmologi.)
 Sanskrit ordene for disse inkarnations typer er:
      manushyas [manuṣyas], mennesker –
      narakas,  væsner i helvedes verdenerne –
      pretas, sultne spøgelser –
      tiryagyonis, dyr.
  En helt særlig gruppe af sansende væsner er  naga‘erne, på dansk nøkkerne. De betegnes også som drager, havmænd og havfruer. De er meget mystiske ligesom den danske Bukke Bruse, som er en rigtig nøkke. De bebor alle mulige steder med vand miljøer. Det er pudsigt, at naga‘erne tilsyneladende ikke indgår i den oprindelige beskrivelse af de 6 verdener, og igen tilsyneladende er blevet tilføjet. Det kunne jo skyldes, at de oprindeligt ikke var med i Indo-arya folkeslagenes religion, men stammer fra den tidligere Indus kultur. Sådan kan man i hvert fald spekulere. Men sandsynligvis er det ikke rigtigt. Naga‘er hører næsten nødvendigvis med til de indoeuropæiske folkeslags mytologi, for vi finder dem også i Danmark som nøkker. Så sandsynligvis er der simpelthen tale om en vis forvirring; der er jo mange emner i denne beskrivelse af de sansende væsner. Jeg vil tro, at naga‘erne traditionelt hører hjemme sammen med andre ‘underjordiske‘ trolde og kannibal djævle, skt.:  rakshasas  og  yakshas  (jætter), som tilsyneladende findes alle vegne på de 4 kontinenter. De mangler alle deres egen verden i denne kosmologi af en eller anden grund; måske hører de sammen med asura‘erne under punkt B, hvilket dog er spekulation; asura‘erne har jo deres egen verden, hvilket naga‘erne netop ikke har. Læs videre under:  Naga.
  Djævle  er et kapitel for sig, hvor nogle dæmoner bebor lokaliteter, mens de som hovedregel er manifestationer eller projektioner (skt.:  asravas) af klesha‘erne og særligt stædige fordomme i sindet.
  Forklaringen på disse 4 slags væsners manglende klassificering kan ligge i, at naturånder og djævle hører med til både det menneskelige miljø og dyrenes verden. Vi hører om, at naga'erne styrer slangerne i naturen. Og at folk blev overfaldet i urskoven af trolde og kanibaldjævle. Men vi hører ikke noget om, at mennesker genfødes som en af disse naturånder. Så de repræsenterer natur kræfterne og miljøerne, mens Chakravala systemet beskriver, hvor du kan genfødes.
  De sultne spøgelser bor under jorden, men de almindelige spøgelser bor blandt de levende. De er ikke en inkarnations form, men en afbrudt genfødsel; afbrydelsen skyldes for stor tilknytning til bestemte steder og begivenheder, for eksempel slagmarker, mord og ulykker. Nogle spøgelser er djævelske ved deres tilknytning, så de ikke vil lade andre bo i 'deres' hus; andre er 'politiske' ved at efterstræbe deres tidligere fjenders bolig, ejendom og sociale forhold. Sådanne kaldes for konge-dæmoner, som
          kan forvolde stort besvær, hvor de hærger.
  2.)  Rupaloka betyder forms-verdenerne.
          tib.: Tsangpa [tshangs pa]; Rupaloka har generelt 4 niveauser, som underinddeles i alt i 18 trin. Væsnerne, som bebor disse verdener, har ikke en egentlig fysisk krop, men blot en ‘oplevet form’ - skt.:  rupa.
  Khamtrül Rinpotje skrev, at disse væsner har kroppe lavet af lys, hvilket indikerer, at de ikke har bohov for sex, føde, ingen metabolisme og ingen afføring, skønt væsnerne ikke kan siges blot at inkarnere i en mental form. De kan se deres egen lysende krop i modsætning til væsner i Arupaloka, som er rent mentale og uden form (rupa) ligesom bevidsthed. Men det er ikke til at sige, hvad Rupaloka‘s beboeres kroppe er lavet af, bortset fra, at de ligner noget lavet af lys. De befinder sig i en anden dimension end de fysiske former, som vi er vant til. Det er grunden til, at deres kroppe betegnes som lavet af lys, da lys ikke er som sten, mudder og støv. At de kan se sig selv betyder, at denne form ikke kun er mental, skønt den ikke er egentlig fysisk. Denne type væsner er ikke dominerede af klesha'erne,  de lidenskabelige følelser,  bortset fra  avidya, men ligger under for deres øvrige  samskaras, skønt de har hævet sig over de ‘usunde’  - skt.:  akushala -  vaner, begreber og erfaringer. Så de har mange dydige, skt.:  punya, karaktertræk. Disse himmelske verdener er ikke afhængige af geografisk lokaliteter eller sol systemets eksistens. Så de påvirkes ikke af Mælkevejens undergang.
  Interessant nok er disse beskrivelser fra  Abhidharma  om de forskellige verdens niveauer først og fremmest en betegnelse for, hvor frigjorte folk på disse niveauer er. Eller hvor fastholdte de er. Det er helt i Buddhismens ånd. Hvad Rupaloka angår, svarer frigjortheden til de 4  dhyanas, som betyder mesterskab i  samadhi, den yogiske trance.
  Rupaloka har generelt 4 niveauer, som under-
     inddeles i alt i 18 trin, steder eller tilstande.
A:  første dhyana i 3 dele;  Brahma‘s  verdener.
    1:  Brahma‘s følge;
           skt.: brahmakayika eller: brahmaparishadya;
           [brahmapāriṣadya]
           tib.: tshangs ris.
    2:  Store Brahma‘s hof
           skt.: brahmapurohita; tib.: tshangs mdun
           eller: tshangs 'khor.
    3:  Store Brahma‘s hjem;
           skt.: mahabrahmana eller mahabrahma
           [māhābrahmāna];
           tib.: tshangs chen gyi gnas
B:  anden dhyana; lysets himle.
    4:  Dæmpet lys;
           skt.: parittabha; tib.: 'od chung.
    5:  Ubegrænset lys;
           skt.: aparamanabha; tib.: tshad med 'od.
    6:  Strålende lys;
           skt.: abhasvara; tib.: 'od sal.
C:  tredje dhyana; godhedens himle.
    7:  Begrænset godhed (også:  renhed);
           skt.: parittashubha; tib.: dge chung.
    8:  Ubegrænset godhed;
           skt.: apramanashubha; tib.: tshad med dge.
    9:  Blomstrende godhed;
           skt.: subhakritsna; tib.: dge rgyas.
D:  fjerde dhyana i 8 dele; de højeste himle.
   10:  Skyfri;
           skt.: anabhraka; tib.: sprin med.
   11:  Født af dyder eller merit (skt.:  punya);
           skt.: punyaprasava; tib.: bsod nams skye.
   12:  Stor frugt;
           skt.: brihatphala; tib.: 'bras bu che ba.
   13:  Fri for opfattelses bevidsthed;
           skt.: asamjnisattva;
           tib.: 'du shes med pa'i sems can rnams.
   (de næste 5 kaldes:  Shuddhavasa  himlene)
   [śuddhāvāsa]
   14:  Ikke stor [storhed overstået = fri for besvær];
           skt.: avriha; tib.: me che ba.
   15:  Uden hede [= uden forstyrrelse, smerte];
           skt.: atapa; tib.: mi gdung ba.
   16:  Fuldkommen eller vidunderlig skikkelse;
           skt.: sudrisha; tib.: gya nom snang ba.
   17:  Fuldkomment udsyn;
           skt.: sudarshana; tib.: shin tu mthong ba.
   18:  Højeste [sted eller tilstand] ordret: modsat lav;
           skt.:  akanishtha; tib: 'og min.
  Akanishtha beskrives hos både  Nyingma  traditionen og hos  Theravada  som et muligt afsæt eller en tilstand til derfra at opnå Nirvana. Alle andre anser ikke dette for muligt, fordi man har det alt for godt på dette eksistens niveau til at bekymre sig om Nirvana og en vej til  befrielsen.
  Nogle steder betegnes Akanishtha som Brahma‘s bolig. I beskrivelsen fra Abhidharma bor han tydeligvis i den første dhyana; så denne uenighed handler sandsynligvis om, hvorvidt vi taler om egentlig kosmologi eller om de 4 dhyanas. I kosmologier, som omhandler verdens tilblivelse efter Multiversets undergang, hvor også Rupaloka er gået til, begynder alting forfra med tilblivelse af først de højeste verdener. Når Multiverset genopstår, er Akanishtha således det første sted, som opstår og Brahma det første sansende væsen, som genfødes der. I følge visse mytologier. I Abhidharma må han nøjes med at genopstå i Brahma‘s verdener (den første dhyana), fordi han som den øverste gud ikke besidder de kvaliteter, som de øvre himle kræver for opholds tilladelse. Hvem bor her så, når guderne mangler merit? Her bor naturligvis  yogi‘er,  siddha‘er  og rishi‘er. Vi kan ikke betegne dem som mennesker, skønt de utvivlsomt startede som sådan, fordi de i deres nuværende tilstande ikke er spor menneskelige med de sædvanlige begrænsninger, mennesker naturligvis har. Netop mennesker er i sagens natur næsten de eneste, som kan nå den anden og op til den fjerde dhyana. Det skyldes, at menneskers liv er en tilpas blanding af godt og skidt til at motivere at gå hele vejen og nå målet. Dyr og de andre væsner i de lavere verdener har det for dårligt til at kunne gøre noget ved det hele. Guderne og halvguderne (asura‘erne) har det for nemt og for godt til at være motiverede og interesserede.
  Almindeligvis vil du finde væsnerne i Rupaloka betegnet som guder i buddhistisk litteratur. Det er lidt misvisende. Det er et spørgsmål, om selv Brahma i den første dhyana er en deva. Brahma kan synes for utilknyttet; men han
           anses jo for den højeste gud.
  3.)  Arupaloka betyder verdenerne uden form.
          [ārūpaloka eller: ārūpadhātu]; tib.: sugme kham [gsugs med khams]. Dem er der 4 af. De  sansende væsner her befinder sig uden nogen form for krop eller anden form og påvirkes ikke af andet end deres  avidya, uvidenhed om  Nirvana,  samsara’s  -  og  karma’s  natur. Khamtrül Rinpotje skrev, at deres eksistens er rent mental. Arupa‘s 4 tilstande:
A:  Ubegrænset rummelighed;
    skt.:akashanantya; tib.: nam mkha' mtha'
    yas. (læs mere under:  akasha
    - og under:  alaya).
B:  Ubegrænset bevidsthed;
    skt.: vidjñananantya; tib.: rnam shes mtha'
    yas. (Læs mere under:  vidjñana).
C:  Ubevægelighed; intet overhovedet;
    skt.: akimcanya; tib.: ci yang med pa.
D:  Uden hverken opfattelse eller ej -
    toppen af al eksistens i verden;
    skt.: naivasamdjñana samdjña; tib.: yod min
    med min.
 Nogle mener, at når væsnerne på disse niveauer ikke har nogen ’form,’ skt.: rupa, så må de formodes ikke at opleve gennem rupa  skandha, den første skandha. De skulle således kun opleve gennem de fire øvrige skandha’er. Den betragtning er ren spekulation og ganske misvisende, hvad angår skandha’ernes måde at virke. Alle fem skandha’er er gensidigt afhængige i  – og beskriver –  sindets virksomhed. Også hvad angår disse dybe former for samadhi tilværelse.
  Væsnerne i Arupaloka har ganske enkelt ingen form, men de har da  oplevelser. Oplevelserne opstår for dem som for os gennem alle processerne i de fem skandha’er. Men når de ser på sig selv, oplever de ingen form. Der er intet at se. Til gengæld er de i stand til at opfatte, hvad der sker i de ’lavere’ verdener, som jo har form af mange slags. Det vil de dog ikke gøre i kraft af nysgerrighed eller interesse. De er dybest set slet ikke interesserede. Så for at have noget med dem at gøre, skal de forstyrres. De kan også forstyrres af store begivenheder, som da  Buddha Sakyamuni  opnåede  Nirvana. Det vækkede dem, så de kom til stede i stort antal for at bevidne begivenheden.  (Læs om det i artiklen:  Om Buddha 1.)
  De sansende væsner i  arupaloka betegnes almindeligvis ikke som guder-uden-form, men som  siddha’er
            og  rishi’er (se under:  rishi-patana).
  4.)  Generelt om Triloka: Rupa- og Arupaloka er
           meget lykkelige ‘himmelske’ steder, hvor det gode liv varer meget meget længe og endnu længere.  Triloka  er områderne for inkarnation, hvor der er både fødsel, livsudfoldelse og død. Man lever usandsynligt længe i Arupaloka og har stadigt mindre inkarnationstid i Rupaloka og Kamaloka.  Triloka  er en anden måde at sige  samsara  på, hvor lokaliteten for samsara og disse steders sunde og usunde kvaliteter påpeges.
  Beskrivelsen af triloka, hvor den ene verden placeres oven over den næste, og især de 6 verdeners placering i forhold til hinanden i Kamaloka på en nærmest geografisk måde – er ikke geografi og heller ikke metafysik. De beslægtede verdener og nabo riger viser ved deres placering, at det er nærliggende at skifte eksistens form til en af disse beslægtede livsformer. Systemet i sin helhed beskriver forskellen i de ’lavere’ verdener ved intensitet i  lidelser, grebethed af de lidenskabelige følelser  (kleshas), dominans af  karma  og samskaras. Som vi stiger opad over Meru bjerget, bliver eksistens formerne mere og mere frie for den slags, samtidigt med at opfattelse bliver klarere, tydeligere og dybere og mere omfattende. Så almindelig forstand, skt.:  buddhi, synes også at blive bedre efterhånden som vi stiger opad i systemet.
  Triloka svarer også til disse steders inkarnerede væsners sindstilstande, skt.:  caitasikas. Disse sindstilstandes højere former svarer til de forskellige grader af  samadhi, den  yogiske trance, som almindelige mennesker kan opleve i deres meditation. Som man stiger op gennem  Triloka, mister de forskellige sindstilstande deres dominans over bevidsthederne, skt.:  vidjñana, bortset fra  avidya, uvidenhed eller ubevidsthed, som dominerer selv den højeste inkarnations form i Arupaloka.
  Så hele systemet er en beskrivelse af alle de tilstande, som ikke er befriende - eller befriede.
  Genfødsels processernes tilstande (tib.:  bardo) kan ikke siges at befinde sig i disse verdener. De tilstande forgår i sindet, hvilket vil sige hvor som helst eller ingen steder. Det er derfor, at sindet på et øjeblik kan bevæge sig fra den ene ende af Multiverset til den anden, for så vidt der er ender på Multiverset.
  Bemærk  Buddha‘s  forhold til disse verdener: en Buddha‘s  Parinirvana  er ret mystisk; for det defineres ved at en Buddha opgået i Parinirvana hverken kan siges at eksistere, ikke-eksistere, hverken eksistere eller ikke-eksistere samt heller ikke både eksistere og ikke-eksistere. Det vil sige, at en Buddha ikke befinder sig i disse tre slags verdener eller befinder sig udenfor dem. Buddha er således udenfor ethvert begribeligt  begreb, enhver lokalitet eller eksistens form, som på nogen måde kan beskrives eller bestå af noget som helst. Med lidt færre ord vil det sige, at Buddha ved sit Nirvana har overstået karma samt ved sit Parinirvana har afbrændt selv sin sidste genfødsels enerti. Der er derfor ingen grund til at genfødes i de tre slags verdener mere. Buddha har således også overstået  tid, så Buddha er derfor kun i en vis forstand fortid. Hvad de 3 slags verdener angår, er det derfor værd at bemærke, at Buddha ikke kan siges at være fraværende, skønt Buddha heller ikke er til stede i disse 3 slags verdener, som betinges af tid. Det kan opfattes som basis for  velsignelse  og en god grund til  bøn.
  Bemærk også at guderne ikke bebor de højeste tilstande. Der er kun guder i de højeste af Kamaloka's tilstande og de 3 første af Rupaloka's, som er Brahma's verdener. Beboerne af de aller højeste verdener kaldes for  Siddha'er  og  Rishi'er.
 Læs også om:  kosmologi,
om:  genfødsel
om:  karma
om:  guder
og om:  sansende væsner.

  Trinle Tulku  (tib.):

 se under:  Thrinle Tulku.

  Tripitaka  (skt.):

 3 kurve:  Vinaya,  Sutra  og  Abhidharma.  Buddha Sakyamuni’s  Lære i 3 formuleringer.  Vinaya er Buddha Sakyamunis egne ord om livet som munk eller nonne. Sutra er Buddha Sakyamunis  egne ord om sin Lære  (Dharma)   fortalt ved mange forskellige lejligheder i årenes løb  (45 år). Abhidharma er den systematiserede Lærebygning, som hans efterfølgere har sammensat ud fra Vinaya og Sutra.

  Tri-sahasra-maha-sahasra-loka-dhatu  (skt.):

 [trisāhasramahāsāhasralokadhātu]; tib.: toñg sumdji toñg tjænpo djigtjæn dji kham  [stong gsum gyi stong chen po’i ’jig rten gyi khams; སྟོང་གསུམ་གྱི་སྟོང་ཆེན་པོའི་འཇིག་རྟེན་གྱི་ཁམས།]; ’området for de 3000 mange tusindes verdener’ - en  Hinayana kosmologi, som anvendes bredt i buddhismen. Hovedvægten i denne beskrivelse af verden er de  sansende væsners inkarnations muligheder, samt de forskellige grader af klarhed i  sindet, som gør  erkendelse  og  befrielse  mulig. Det vil sige de mange slags  samadhi og de 4  dhyanas.
  Læs videre under:  kosmologi.
Læs også om:  Triloka.

  Trishiksha  (skt.):

 se under:  tre slags træning.

  Trishna  (skt.):

 trang  (tib.:  sæ pa). Også oversat som begær, men i betydningen af at blive drevet af sit begær på samme niveau som sult og tørst. Ordet  trishna har samme rod som det danske tørst.  Trishna er det ottende led i   årsagskædens 12 led. Det vil sige at årsagen til trang er det syvende led,  vedana, følelsen ved sansning samt naturligvis tilknytning og identifikation med sådan følelse, mens bevidsthed, skt.:  vidjñana, er  betingelsen.
 Se også under:  klesha, lidenskabelig følelse  -  samt under:  avidya, uvidenhed eller ubevidsthed, hvilket føles som forvirring.
 Læs videre om:  upadana, tilknytning.

  Tri-svabhava  (skt.):

 3 slags egen-natur  (underforstået: 3 måder for mangel på egen-natur); [trisvabhāva]; tib.: tsæn nyi sum; eller: rangshin sum [mtshan nyid gsum; rang bzhin gsum;
    མཚན་ཉིད་གསུམ་/རང་བཞིན་སུམ་].
1) Abstrakt egen-natur; parikalpita-svabhāva;
    tib.: kyntag tsæmnyi [kun brtags mtshan nyid]; tings egen-natur  opfattet  som en abstraktion. Man abstraherer eller forestiller sig tings væsen. Denne abstraktion kan udtrykkes med sprog. Med andre ord  erkender  man ikke nogen egentlig egen-natur.
    I stedet  teoretiserer  man tingen.
2) Egen-natur ved andet; paratantra-svabhāva; tib.:
    zænwang tsæn nyi [gzhan dbang mtshan nyid]: tings egen-natur opfattet som afhængighed af andet end sig selv. En ting bliver herved defineret ved sit forhold til andre ting og sine  årsager og betingelser  for sin eksistens. Med andre ord erkender man ikke nogen egentlig egen-natur. I stedet beskæftiger man sig med relativitet
    – og ultimativt med  Årsagskæden.
3) Fuldstændig forståelse af egen-natur;
    pariniṣpanna-svabhāva; tib.: yong drub tzæn nyi [yongs grub mtshan nyid]; tings egen-natur opfattet fuldstændigt uadskillelig fra  bevidstheden, som opfatter tingen. Sandheden om tings egen-natur er, at en sådan ikke opfattes af bevidstheden, men kun tings  karaktertræk, som  sindet  er i stand til at opfatte. Denne opfattelse består kun af sind; enhver  oplevet  ting er bevidsthedens indhold. Med andre ord erkender man heller ikke nogen egentlig egen-natur på denne måde. I stedet oplever man  de 5 skandha'er  på arbejde (=  psykologisk realisme).
Billedet viser 3 diamanter; vær forvisset: selvom diamanterne er det hårdeste materiale på Jorden, består de kun af luftigt sind. Hvor der måske burde være en  essens, er der intet at se. Sindets essens er tomhed (sunyata).
1 – 3)  Ved alle tre tilnærmelser er der faktisk ikke fastslået nogen egentlig egen-natur, som måtte eksistere uafhængigt fra alt andet, og som måtte besidde sin egen årsag til sig selv – i sig selv. I stedet vises disse 3 tilnærmelser for at fastslå fraværet af klassisk indisk forstået  begreb  om egen-natur, skt.:  svabhava. Det er umuligt at kunne opfatte 'tingen i sig selv'; vi kan kun erkende tings egenskaber (David Hume). Og disse egenskabers afhængighed og betingelse af sindet, som opfatter disse egenskaber. Til gengæld kan vi etablere med bestemthed, at ting kan forstås teoretisk (1); at ting kan forstås relativt til andre ting (2); at ting kan forstås som bevidsthedens indhold (3), altså som uden egentlig  stoflighed  og som lavet helt igennem af sindet selv – og ikke spor som tingen i sig selv.
  De tre slags egen-natur handler altså om, at der ikke findes nogen egen-natur som sådan. Men der er tre tilnærmelser til emnet, hvorved det kan begribes (1), forstås i sammenhæng med alt andet (2) og som noget der beskæftiger sindet (3); i alt tre demonstrationer af det umulige ved at prøve på at fastslå egentlig egen-natur ved ting (dharmas).
  Samtidigt er det også en demonstration af, hvorledes folk misforstår. Der er tre måder at misforstå på. Misforstå ved at tro begreb og navn (namarupa) er identisk med emnet (1); misforstå ved at overse sammensathed (samvritti) i alting (2); misforstå ved at tro på emnets eksistens udenfor sindet (3) (=  maya). Det betyder ikke, at der ikke findes 'noget' udenfor sindet. Betydningen af maya er, at vi aldrig oplever eller erfarer, hvad der måtte være udenfor sindet, skønt der jo nok er et eller andet udenfor menneskelig opfattelse, erfaring eller oplevelse, som giver anledning eller inspirerer til oplevelserne,
  Instruktionerne om de 3 slags egen-natur stammer fra Sandhinirmocana Sutra [Ārya-saṃdhi-nirmocana-sūtra]; tib.: Gongpa ngedrel [dgongs pa nges 'grel; དགོངས་པ་ངེས་འགྲེལ]; Sutra'en som forklarer de dybe hemmeligheder.  Sutra'en forklarer i detaljer om  Cittamatra  anskuelsens  facetter, herunder begrebet  paramartha, absolut sandhed, de 3 slags egen-natur (som helt igennem mangler egen-natur),  alayavidjñana,  klisthamanovidjñana  med mere.
  Du kan læse et sammendrag om Sutra'en på  Wikipedia.
Du kan også læse hele Sutra'en hos  84000.co.
Sutra’en er oversat til engelsk af Thomas Cleary som 'Buddhist Yoga' (Shambhala Publications).
  Læs videre under:  Nisvabhava;
og under:  Svabhava.
Læs også den ultimative forklaring under:  Abhutaparikalpa.

  Tro:

 skt.:  sraddha, betyder i  Buddha Dharma  hengivenhed, hvilket inkluderer tillid, men ikke en tro uden grundlag.  Det betyder  ikke en tro i modsætning til   tvivl. Hengivenhed er en emotionel tilknytning til for eksempel forældre, børn og altså også en ægte  Lama,  Bodhisatva  eller  Buddha.  Læs mere her. Læs også om  tvivl.  Og om:  meningen  (med livet).

  Trone:

 I  Sutra og  Tantra ses de fleste  Buddha former siddende på en  trone. Det er naturligvis et kongeligt symbol, og kongen er en hersker. Det, som  Buddha'en hersker over, er sit eget  sind. Eller rettere, Buddha'en behersker det at spejle sig andre og verden, skt.:  samsara, altså sine psykologiske projektioner, skt.:  asravas. Det kan Buddha'en gøre, fordi  befrielsen  og  oplysningen har bevirket, at alle former for  tilknytning  og  identifikation er helt ophørte, skt.:  nirodha. Buddha'en ses også traditionelt siddende ovenpå en skive af lys, som svæver over og kun lige berører frødragerne på en meget stor  lotus blomst. Blomsten kan være hvid i farve eller have mange farvede blomsterblade. Lotus symboliserer sindets renhed, altså at der kun er sind i sindet, så selv  oplevelsen af noget skidt, er sådan set helt ren, for der er i virkeligheden ingen snavs, men blot sind i arbejde med at vise sind. Denne renhed er det ene aspekt ved  Bodhicitta, som er Buddha'ens sindstilstand. Et andet aspekt er  uforhindret åbenhed, hjertelighed og fordoms frihed. Den lysende skive, som mange betegner som en 'måneskive' og i andre tilfælde en 'solskive' på grund af lysets farve, symboliserer sindets klarheds-natur   (læs om emnet i artiklen:  Om opfattelsen 1, Sindets baiss).

    Billedet viser Tronen under Buddha Sakyamuni - fra en statue af den 10. Karmapa Tjøying Dordje. Fotograf ukendt. Der er forskellige figurer omkring tronen, som synes at blive holdt af de to langhårede knælende naga'er yderst i hver side. Denne trone er nok mere typisk for Tjøying Dordje end traditionen som sådan.
 Selve  tronen er typisk formet som et timeglas, skønt knapt så snævert i overgangen fra neden til oven som et rigtigt timeglas. Denne særlige konstruktion symboliserer angiveligt  Meru bjerget, så Buddha'en sidder ovenpå verdens centrum, hvilket viser Buddha'ens magt over alle fænomener (skt.:  dharma'er). Fordi Buddha hersker over hele sin oplevelse af hvad som helst og hele sit oplevelses felt, skt.:  alaya, lignes Buddha'en med en verdenshersker, skt.:  Chakravartin. Nogle gange kan  tronerne forekomme mere massive, end her beskrevet. Det skyldes sikkert kunstneren, skønt det også kan have symbolske årsager. Denne således lidt ustabile trone, fordi den hviler på den smalle overgang mellem fod og sæde, understøttes af forskellige dyr på hjørnerne.
 Dyrene symboliserer  Buddhafamilierne.  Vairochana's  trone holdes således af løver, mens  Amitabha's understøttes af påfugle.  Ratnasambhava’s  trone holdes af heste. Amoghasiddhi's understøttes af  garuda'er  (mytiske fugle, som også har menneske hænder).  Akshobya's holdes af elefanter. De utallige Buddha former eller Buddha aspekter sidder på sådanne troner og sæder, hvorved du kan genkende hvilken Buddha-familie, som de tilhører.
 I øvrigt forklares Buddha'erne på deres  troner i de manualer, som beskriver den  sadhana, som vedkommende  visualiserings praksis handler om.
 Når  Lama’er sidder på troner ved indvielser, skt.:  abhisheka, og ritualer, skt.:  pudja, er det fordi Lama’en repræsenterer sadhana’ens Buddha aspekt under ritualet. Det er således ikke nødvendigvis en  Tulku alene, som kan sidde på en trone.
 Ved  Buddha Sakyamun’s  Nirvana sad han på en bunke kusha græs. Kusha er en nærmest siv agtig græs art i Indien, hvor den findes overalt som ukrudt. Nogle gange ses Sakyamuni derfor på malerier og statuer siddende på en  trone med et sæde af kusha græs til minde om det historiske øjeblik.
 Læs også om:  Buddhafamilier.

  Trulkhor  (tib.):

 [’khrul ’khor; འཁྲུལ་འཁོར་], illusions hjul; også stavet med ’ph’ [’phrul ’khor; འཕྲུལ་འཁོར་], skønt udtalen og meningen er den samme; skt.: adhisāra. Det er det mest brugte navn for de  hemmelige  yoga’er, som praktiseres i en 3 års retreat (drubkhang). Nogle oversætter med ’magisk cirkel’ skønt det er lidt misvisende, da den slags for det meste handler om begrebet  Mandala. Så udtrykket ’magisk’ hentyder mere til, hvad vi normalt ville kalde ’overnaturligt’. Det er imidlertid også misvisende, fordi yogi’erne blot frembringer usædvanlige tilstande i kroppen, som der ikke er noget unaturligt eller overnaturligt ved; det er blot usædvanligt. Oversættelsen ’illusions hjul’ henviser til, at der er skjulte kræfter på spil, som sætter gang i tingene. På moderne tibetansk bruges udtrykket også om maskiner, hvor det ikke nødvendigvis er indlysende, hvad der får maskinen til at køre. Alle de tibetanske buddhistiske traditioner har deres egne trul khor; de er ikke de samme indenfor hver enkelt tradition. De kan oven i købet variere stærkt for eksempel indenfor de 13  Kadjy  traditioner, fordi nye yoga’er i tidens løb er udviklet og tilføjet. Således har for eksempel Karma Pakshi, den anden  Karmapa, udviklet flere ret specielle yoga’er, som derfor kun findes hos  Karma Kadjy.

  Trungpa Tulku  (tib.):

 Chögyam eller: Chökyi Gyamtso Trungpa  Tulku    [Chos rgyam Drung pa]  blev født den 5. marts 1939 og døde den 4. april 1987. Han blev født i Nangtjen  Kham og genkendt som den 11.  tulku i Trungpa Rinpotje arvefølge linjen for Surmang klostrene i  Amdo af den 16.  Karmapa Rangdjung Rigpæ Dordje, som også senere gav ham både  vigtige  Abhishekas  og instruktioner.
Billedet viser Trungpa Rinpotje i uniform som ‘Sakyong’ - leder af Shambhala Træning. Nogle tror, at han fik folk i uniform som en slags vittighed. Hvad han ville med en tropehat i USA er derimod lidt uklart. Hans inspiration synes, at have været den engelske hær i Indien fra kolonitiden - eller måske den tibetanske hær fra før den kinesiske besættelse. Der blev ikke plads til hans hest på billedet her. I øvrigt gik han mest i elegant jakkesæt med personligt  designede silke slips (se nedenfor).
 Hans vigtigste lærere var Sechen Jamgon Kongtrul, Khenpo Gangshar og Dilgo Khyentse Rinpotje. Han fik således både  transmission  til  Kadjy  og  Nyingma  traditionerne.  Trungpa Rinpotje var en af de første Lama'er, som slog sig ned i Vesten. Sammen med den nu afdøde Akong Tulku stiftede han Samye Ling i Skotland, men flyttede snart til USA, hvor han stiftede et netværk af Dharma centre, kaldet Vajradhatu og Dharmadhatu. Han oprettede også Naropa Institute i Boulder Colorado, som senere blev til et egentligt universitet. Mod slutningen af sit liv oprettede han et kloster, Gambo Abbey på Nova Scotia i Canada.
 I 1977 introducerede  Trungpa Rinpotje den verdslige trænings form, som han kladte for  Shambhala træning. En slags buddhisme uden Buddha, skønt dette princip ikke er konsekvent gennemført.  Indholdet i dette trænings program synes at være både ikke-religiøs ‘mindfulness,’ klassisk  Buddhadharma samt visse  Bönpo elementer. Det sidste er svært at fastslå, fordi   Trungpa Rinpotje ikke selv betegner disse elementer sådan, selvom hans terminologi er udtalt Bönpo.  For helt at forstå hans terminologi må man vist engagere sig i det gradvise  program. Der er ikke mange danskere, som har følt sig inspireret til det  - måske fordi Shambhala træningen synes selvmodsigende, samtidigt med at den virker lidt for fantastisk eventyrlig, og fordi organisationen har en diktatorisk styring med en tillukket ledelse.
 Shambhala er ellers navnet på et legendarisk kongerige et eller andet sted nord for  Bodhgaya.  Det har medført, at alle de tidligere  Trungpa Rinpotje centre i dag hedder noget med Shambhala.  Trungpa Rinpotje blev ret kontroversiel på grund af hans vilde alkoholiserede livsstil, krydret med kokain. Han var meget promiskuøs, provokerende og kunne drive folk til det yderste for deres tolerance grænser. Imidlertid førte hans instruktioner folk til at lære sig selv at kende samt deres egen mulighed for frigørelse. På trods af sin vildskab var han meget respekteret i både Øst og Vest. Han var også forfatter til en hel del bøger på engelsk samt en særlig Mahamudra  sadhana. Han blev især kendt for sin selvbiografi ‘Born in Tibet,’ samt ‘Myth of Freedom’ og ‘Cutting Through Spiritual Materialism.’ Flere af hans bøger er redigerede referater af hans ‘Vajradhatu’ seminarer, som han afholdt for at videregive sine transmissioner.
 Trungpa Rinpotje’s bestræbelser med Shambhala trænings programmet var også at fremelske et ’oplyst samfund,’ som han kaldte det. Derfor gav han sig selv en fyrste titel ’Sakyong’ som kan oversættes med høvding. Denne oplyste enevælde ønskede han konkretiseret i et faktisk samfund på Nova Scotia i Canada. Han håbede på, at hans elever ville befolke hele halvøen og med tiden komme til at udgøre flertallet, så han ville blive konge over et faktisk territorium. Han kunne ikke vente med samfunds udviklingen, så han oprettede sit kongerige på papiret med hær, flåde og ministerier på plads til en magtovertagelse i Nova Scotia. Denne del af hans virke var noget for langt ude i tovene og virkede halv fascistisk og frastødende.
 Efter hans død har Situ Rinpotje udnævnt en tibetaner som den 12.  Trungpa Tulku i Surmang Kloster klynge i Amdo, selvom den 11. Tulku havde profeteret, at han ville genfødes i Japan. Den nye Tulku hedder Tjødji Senge Rinpotje (se billedet). 
 Læs om ham her på dette link.

  Tsa-lung  (tib.):

 meditativ praksis med ’indre kanaler’ (tsa) og ’vinde’ (lung). Se under:  Nadi; og under:  Vayu.

  Tsang  (tib.):

 [gTsang]  et land i det centrale  Tibet, som grænser op til Nepal mod syd og mod landet  Ü, nord for den store flod Tsangpo, som når den kommer til Indien, bliver kaldt for Brahmaputra.  (På kortet nedenfor ses Tsangpo som en tydelig blå næsten vandret linje. Mod Vest og Nord samt det centrale område med de mange søer bor der næsten igen mennesker. Så landet Ü er egentlig blot området omkring byen Lhasa, mens den samlede betegnelse Ü-Tsang omfatter mange flere lande og landskaber. Kortet viser i øvrigt alle de 3 kultur områder, hvor tibetanerne bor,  Amdo,  Ü-Tsang  og  Kham. Grænserne mellem de 3 områder er markeret med røde streger. Kortet angiver ikke de nuværende politiske grænser for det tibetanske selvstyre (TAR), som skærer gennem Kham, så den sydvestlige del indgår i TAR,  som i øvrigt dækker landene kaldet Ü-Tsang. Den øvrige del af Kham indgår i provinsen Sichuan. Amdo og Kham betegnes ofte som  Dokham, fordi de har meget til fælles, og føler sig anderledes end folk fra Ü-Tsang.)

Tibets hovedstad  Lhasa  ligger i Ü, mens  Tsang  gennem meget af Tibets historie var et selvstændigt kongerige med hovedstad i  Gyantse. En anden vigtig by er  Shigatse. Kongen af  Tsang  var hersker over meget af det centrale Tibet før den 5.  Dalai Lama, som overtog det hele fra ham ved en krig,  som hans sponsor - en mongolsk konge ved navn Gushri Khan - gennemførte i Dalai Lama’s navn i 1642. Tsang etablerer senere med Panchen Lama i spidsen en delvis uafhængighed af regeringen i Lhasa.
 Læs også om Ngari.

  Tsangpa Gyare  (tib.):

 Tsangpa Gyare Yeshe Dorje - 'poeten fra  Tsang' – forfatter til blandt andre  Marpa's  og  Milarepa's  biografier (se billedet).  Tsangpa Gyare 1161 - 1211, er den første ‘linje-holder’ eller officielle arvtager i  Drukpa Kadjy  transmissionen.  Han var elev af  Pagmodrupa  og Ling Repa, som også var elev af Pagmodrupa og af  Khyuntsangpa, en elev af  Rechungpa, som brugte så meget tid sammen med  Milarepa.  Tsangpa Gyare fik også instruktion af den første  Karmapa Dysum Khyenpa og Lama Zhang fra Tshalpa Kadjy. Tsangpa Gyare var far til de tre under-afdelinger af Drukpa traditionen.  Tsangpa Gyare’s elever  Lo Repa  (1187 - 1250) og den berømte Gøtsangpa Gønpo Dordje (1189 - 1258)   dannede hver deres skole. Lo Repa slog sig ned i Bhutan, hvor hans transmission stadig findes, kendt som den ‘nedre’ Drukpa transmission. Gøtsangpa  dannede den såkaldte ‘øvre’ Drukpa transmission, som især gør sig gældende i den vestlige Himalaya region, det vestlige  Tibet  og Ladakh. Gøtsangpa’s elev Orgyenpa blev  Lama for den anden Karmapa Karma Pakshi. Den tredje afdeling forblev under Gya klanenens kontrol, som udfoldede sig i landet Ü, regionen omkring Lhasa by. Udtrykkene øvre og nedre er sandsynligvis en hentydning til floden Tsangpos løb fra Vest til Øst i Tibet.
 Læs også om  Kadjy. 

  Tsa tsa  (tib.):

 xxx

  Tsawa lama  (tib.):

 Rod-lama; se under:  Lama.

  Tsepame  (tib.):

 skt.: Amitayus; se under:  Amitayus.

  Tsepatumepa  (tib.):

 skt.: Aparimitayus Buddha; se under:  Aparimitayus.

  Tsultrim Rinpotje  (tib.):

 Lama  Tsultim Rinpotje var allerede 14 år gammel, da han blev fundet i 1982 af Panchen Lama fra  Gelug traditionen. Panchen Lama erklærede Tsultrim Rinpotje som en reinkarnation af den berømte retreatmester Tshampa Rinpoche fra  Shamar Rinpotje's kloster  Yangpachen i  Tibet. Da  Tsultrim Rinpotje blev 21 år gammel gennemførte han den traditionelle 3 års retreat ved  Tsurphu Kloster i Tibet. Efter sin tilbagetrækning blev Rinpoche udnævnt til  Vadjracharya i Yangpachen Kloster, hvor han så opholdt sig i flere år. Tsultrim Rinpotje kom til Sverige første gang omkring år 2000. Hans slægtning Lama Ngawang, som dengang var leder af de svenske  Karma Kadjy centre i Stockholm og Solbro, inviterede Rinpotje. Tsultrim Rinpotje har nu boet i flere år på Karma Kadjy Dharma centeret på Mälarhöjden med sin familie. Rinpoche blev den nye leder af centeret, da Lama Ngawang trak sig tilbage og senere døde. Han er kendt for sit venlige og ydmyge væsen, sin store hjælpsomhed og dybe kendskab til  Buddhadharma.

  Tsultrim Gyamtso Rinpotje  (tib):

 Khenchen Tsultrim Gyamtso Rinpotje, også kendt som Dechen Rangdrol, er død den 22. juni 2024; han forblev i 'thugdam' i 3 dage, hvorefter alle livstegn var væk. De fleste kaldte ham bare for Khenpo'en.
Rinpotje blev født i Nangchen i 1935, så han fik et langt liv. Han blev blandt andre elev af den berømte mester Jamyang Khyentse Tjødji Lodrø, fra hvem han fik flere  transmissioner. Jamyang Khyentse's elev Deshung Rinpoche gav ligeledes flere  yoga  transmissioner til ham, da han endnu var ret ung. Khenpo Tsultrim Gyamtso's rodlama var Lama Zøpa Tharchin. Senere mødte han den 16.  Karmapa, som instruerede ham i  Mahamudra. Også Drupøn Tendzin Rinpotje blev hans lærer i  Tsurphu Kloster.
  I 1959 flygtede Tsultrim Gyamtso Rinpotje samtidigt med så mange andre til Indien, for at undgå det kommunistiske kinesiske imperiums undertrykkelse, fængsler og tortur. Han havnede således i den berygtede flygtningelejr Buxtar, hvor folk døde som fluer, fordi tibetanerne ikke var vant til Indiens klima og sygdomme. Rinpotje overlevede det hele; samtidigt studerede han flittigt alle fire tibetanske traditioners udlægninger af  Buddhadharma. Det var der jo en unik lejlighed til i Buxtar, hvor mange  Lama'er  var bange for at deres transmissioner måtte gå fuldstændigt tabt, hvis også de gik hen og døde, uden at have kunnet give det hele videre. Så alle gav transmission til hinanden i Buxtar. Det var rigtig 'rime' – usekterisk – og en smule romantisk, midt i al den nød, død og sygdom, som herskede. Det kulminerede i hans eksamen foran  Dalai Lama, som udnævnte ham til  Geshe Lharampa. Rinpotje brugte dog  Kadjy  titlen  khenpo, som han fik af Karmapa.
  Karmapa bragte Rinpotje med sig til Europa i 1977. Karmapa havde egentlig forestillet sig, at Khenpo'en skulle slå sig ned i  Dhagpo Kagyu Ling  i Frankrig sammen med  Gendjyn Rinpotje  og  Jigme Rinpotje. I stedet lavede Tsultrim Gyamtso Rinpotje et netværk over hele Europa. Det kaldte ham for Kagyü Thegchen Shedra og Marpa Foundation. I 1982 udnævnte Karmapa Khenpo'en til dekan for Nalanda Institutet (Shedra) i  Rumtek Kloster  i Sikkim, Karmapa's daværende hovedsæde. I 1986 stiftede Khenpo'en Marpa Institute i Kathmandu i Nepal, hvor mange af hans elever har lært ikke bare oversættelsens kunst, men også diverse  Dharma  terminologier og tekster. Sidenhen har Khenpo'en rejst over alle kontinenter og undervist overalt.
  Han var en ret beskreden mand med få behov. Han blev kendt for at opholde sig i længere tid på Tsurphu Kloster's afsidensliggende plads for de døde, hvor der foregik de såkaldte 'himmel begravelser'; det vil sige at ligene blev skåret op og serveret for de mange gribbe, som af samme grund opholdt sig omkring stedet. Her lavede Khenpo'en så  Tjød  praksis. Han etablerede også et kloster i Bhutan for  nonner. Han var ret alsidig.
  Jeg modtog transmission fra ham til  Madhyamaka  og  Cittamatra  i 1977 i København. Senere i  Bodhgaya  gennemgik han nogle af  Maitreya's  skatte, samtidigt med at der foregik et tre måneders kursus i tibetansk. Det var i 1990, hvor jeg så atter en gang fik lov til at nyde hans usædvanlige nærvær og undervisning. På mig virkede han som ærketypen på, hvad vi i Vesten forestiller os om en 'zen' mester, skønt Khenpo'ens mesterskab var i Mahamudra og buddhistisk lærdom generelt. Det ville ikke have undret mig, hvis han havde været mester i bueskydning eller kungfu; imidlertid overraskede han sine elever ved noget helt andet, nemlig sine sange og sin dans.
  I 1992 kom han i tvivl – som så mange andre – omkring  Karmapa kontroversen, hvor der skete en splittelse af  Karma Kadjy traditionen. Jeg var jo i  retreat  på den tid; Gendjyn Rinpotje kom ind i retreat'en og fortalte os, at Khenpo'en havde ringet, og de havde diskuteret kontroversen. Situ Rinpotje pressede hårdt på og tvang mange til at underskrive erklæringer om deres accept af Ogyen Dordje som den 'ægte' Karmapa. En lidt besynderlig fremgangs måde, unægtelig. Khenpo'en besluttede sig for at følge  den 'alternative' eller 'kinesiske' 17. Karmapa Ogyen Dordje  af mig ukendte grunde. Det var sansynligvis mest praktisk for ham og hans omfangsrige netværk, som imidlertid var noget skrøbeligt, da de enkelte institutter og centre ikke var særligt store, velfunderede eller rige.
  Muligvis valgte han som han gjorde, for ikke at miste forbindelsen eller skabe problemer for de mange Karma Kadjy  Tulku'er, som han havde undervist på Shedra'en i Rumtek. De fleste af disse unge Tulku'er var mere eller mindre tvunget til at følge Situ Rinpotje's valg af en ny Karmapa, fordi de kom fra  Kham  og  Amdo. Situ Rinpotje var den største Lama i Kham og Amdo, så han havde en ganske særlig indflydelse og kunne gøre det vanskeligt for mange; ikke mindst takket være hans  gode og tætte forbindelser  med det kommunistiske kinesiske imperiums regering.
  Selv tror jeg ikke, at Khenpo'en var særligt engageret i, hvem som var den 'ægte' Karmapa. Han har sandsynligvis først og fremmest tænkt på sine elever, mens han anså splittelsen af traditionen for en generel ulykke, som de ansvarlige burde / kunne have undgået. En sådan holdning finder jeg selv upåklagelig i det giftige miljø, som hersker i det besatte Tibet, og som har korrumperet mange Lama'er, selv i eksil. Der bliver brugt tvang, vold og mange penge på at banke de tibetanske Lama'er på plads i det nye kommunistiske kinesiske imperiums  planer for sinificering  af hele det tibetanske kultur område.
  Jeg tror ikke, at dette projekt på nogen måde imponerede Khenpo'en; han var ligeglad med penge. Men jeg tror, at det bedrøvede ham, skønt han vel sagtens blot dansede videre i sit liv. Den dans er så desværre slut for nu. En af de sidste store tibetanske mestre fra før det kommunistiske kinesiske imperiums besættelse og undertrykkelse af det tibetanske kultur område er hermed borte. Khenpo'en efterlader en stor arv i hjerterne på sine mange elever og støtter, som er spredt ud over hele Jorden.

 

 

  Tsurphu Kloster  (tib):

 Karmapa’ernes hovedkloster i det centrale  Tibet. Kendes også under navnet  Tholing.   Tsurphu blev grundlagt af den første  Karmapa, Dysum Khyenpa, og alle  Karmapa’er har boet her siden, bortset fra  den 17. Karmapa Thrinle Taye Dordje,  som bor i eksil i Indien. Den alternative 17.  Karmapa, Thrinle Ugyen Dordje, boede nogle år i  Tsurphu, før også han måtte søge eksil i Indien.

 

 

  Tubo  (kinesisk):

 den kinesiske betegnelse for tibetanere.

  Tugdam  (tib.):

 se under:  thugdam.

  Tulku  (tib.):

 [sPrul sKu] - skt.:  Nirmanakaya,  betyder egentlig en Buddha's krop som sanselig manifestation for ham selv og andre, men i  Tibet  udvikledes den skik at benævne  Bodhisatva'er  som 'en Buddha's manifestation'. Denne skik angår især  Lama'er, som mestrer kunsten at bestemme sin egen  genfødsel, og som derfor er i stand til at meddele sig om det, både på forhånd og efter sin genfødsel.
   Billedet viser den 2. Karmapa, Karma Pakshi, som    var den første Tulku i historien. Han erklærede    som  lille dreng, at han var inkarnationen af    Dysum Khyenpa, den 1. Karmapa. Karmapa’erne    er kendte for at erklære sig selv som små børn.
 De fleste tibetanske  Tulku'er  kan ikke huske deres tidligere liv, men er udnævnt af store mestre, som menes at evne at opdage og genkende sådanne genfødsler, som f. eks.  Karmapa  og  Shamarpa. Det er muligt for en stor Bodhisatva  (skt.:  Mahabodhisatva), som i hvert fald er nået til det syvende Bodhisatva trin  (bhumi), som kendetegnes ved  'fuldstændig færdighed’ i   pradjña  og  upaya.  (Læs siden:  de 6 fuldstændige færdigheder om en Bodhisatva’s kvaliteter og færdighed. Læs også om:  Karmapa, som var den første  Tulku i Tibet.)
  Denne mulighed for Lama’ens genkomst har givet anledning til snyd og bedrag.  I den tibetanske tradition er der mange 'politiske'  Tulku'er, som er udnævnt til posten af alle mulige andre grunde end at de er ægte 'bevidst genfødte’. For eksempel ville et tibetansk kloster  hurtigt falde i ruiner af flere årsager, hvis klosteret ikke har en  Tulku. Så hvis de ikke kan finde  Tulku’en,   når den store hidtidige mester er død, finder de ofte i stedet blot  en dertil egnet dreng.  Nogle gange finder man en dertil egnet dreng af helt andre politiske grunde, så som for at få forbindelse til magtfulde familier og sponsorer, som klosteret kunne nyde godt af ved at sætte en dreng fra disse familier på  Tulku tronen. Måske overlever klosteret, men den nye  Tulku dreng har måske i virkeligheden helt andre interesser end at lede et kloster. Læs for eksempel artiklen:  2 Jamgon Kongtruls.
  Tulku traditionen er i vore dage under pres, fordi der er for mange  'politisk udnævnte'  Tulku'er,  hvilket også gør de ægte inkarnationer tvivlsomme.
  Hvordan skal så du forholde dig til  Tulku  traditionen med disse ubekendte forhold?  Den nemme løsning er at holde øje med  Tulku'ens opførsel og holdninger. Er det er ægte inkarnation, bør  Tulku'en konsekvent opføre sig som en Bodhisatva og aldrig demonstrere holdninger i strid med  Dharma'en, men tvært om vise sine holdninger i handling.
  Husk det nu. Også politisk udnævnte   Tulku’er kan jo lære at opføre sig upåklageligt. Også en ‘uægte’  Tulku kan opnå mesterskab i både  anskuelse  og  meditation.  De får jo normalt en omfattende uddannelse, som skulle kunne gøre det muligt for dem at udfylde rollen som Bodhisatva. Det virkeligt kritisable ved de politiske  Tulku’er  er, at de bliver berøvet en almindelig barndom og ungdom.  Både børn og voksne vil behandle en sådan  Tulku-dreng som en genfødsel af en Helgen. Den stakkels  Tulku-dreng får en skæbne som barn ligesom en prins, isoleret fra almindelige børn.  Tulku-prinsens formyndere og tjenere vil konstant minde det lille barn om, hvordan en rigtig Tulku opfører sig, og hvorfor Tulku’er er så meget anderledes end andre børn. De andre børn er jo også opmærksomme på Tulku’ens ophøjede status. En sådan dreng er en åndsfyrste ved simpel udpegning i et politisk spil, som barnet  muligvis ikke har virkelig interesse i. Tulku’ernes menneske rettigheder krænkes simpelthen, mens de er små og umyndige. Det har man ikke tænkt på i den tibetanske middelalder, som jo varede lige indtil 1959 i  Tibet. Dengang ville det  have været en velsignelse for ethvert lille barn, hvis det blev udnævnt til at være en  Tulku, fordi barnet ville blive sørget godt for i modsætning til de fleste andre børn dengang. Denne tankegang er stadig den fremherskende blandt tibetanere, selvom man er begyndt at forstå, at børnene måske hellere vil noget andet. Der er ikke mange børn, som kan lide at sidde stille på en meget høj trone i en stor sal fuld af fremmede mennesker.
 I mange tilfælde overlades en genkendt  Tulku ikke bare sådan uden videre til et kloster. De vokser op hjemme i familien. Når de bliver teenagere flytter de typisk ind i et kloster for videre gående uddannelse. I vore dage er det ønskeligt, at Tulku børn får en normal opvækst derhjemme og en almindelig uddannelse, indtil de bliver myndige. Men det er faktisk også ret almindeligt, at  Tulku børn er meget interesserede i  Buddhadharma allerede som små børn. Men hvis barnet ikke er interesseret, er det et overgreb at tvinge ungen ind i  Tulku rollen og den klassiske uddannelse.
 Så vi har både to problemer og en  velsignelse ved  Tulku traditionen. Der er et problem med børns rettigheder til en almindelig barndom. Der er et problem med  sandhed, når  Tulku’en ikke er den faktiske genfødsel af sin forgænger. Det er også et problem for de ægte genfødsler, fordi de mistænkeliggøres, når andre misbruger traditionen.
 Det er en velsignelse, når Tulku’en er veluddannet i  Buddhadharma og har opnået en vis grad af  indsigt ved sin lærdom og  meditation, uanset at en sådan  Tulku måtte være politisk udnævnt, uden at have noget med sin forgænger at gøre angående inkarnation. Endelig er det naturligvis en velsignelse at møde en ægte genfødsel og Bodhisatva, som mestrer både metoder til ønskelig virkning, skt.:  upayas, og klarhedens vished, skt.:  pradjña.

  Tummo  (tib.):

 [gTum Mo; གཏུམ་མོ་] ’den indre ilds yoga’ -  se under:  Tilopa
og under:  Naropa’s 6 doktriner.

  Tushita  (skt.):

 (pali: Tavatimsa); betyder tilfredshedens rige. Det er himlen hvorfra   Bodhisatva’er,  som skal genfødes for at blive til  ‘historiske’  Buddha’er  på Jorden i fremtiden, opholder sig forinden på dette sted, eller i denne dimension. Den tredje egentlige himmel i kamaloka  (se under:  Triloka), som anses for styret af  Bodhisatva  Maitreya, da han er den næste  Bodhisatva, som skal fødes derfra med dette formål en gang i fremtiden, hvor  Buddha’s Lære er glemt, borte og ukendt.  Buddha Sakyamuni’s mor  Mahamaya Devi  opholdt sig der, da han besøgte hende for at vise hende  Dharma’en, som hun ikke havde haft lejlighed til at lære direkte fra ham, fordi hun døde 7 dage efter hans fødsel.  Buddha Sakyamuni’s besøg i  Tushita anses for en stor begivenhed, som traditionelt fejres hvert år omkring november måned,  Tushita  dagen. Begivenheden er en af   Buddha Sakyamuni’s 12 bedrifter.  Læs også om Sankashya, stedet hvor Buddha Sakyamuni kom ned fra Tushita himlen.
 Læs i øvrigt videre om   Trayastrimsha, som er  guden   Indra’s bolig på toppen af  Meru Bjerget. Læs videre om:  Triloka.

  Tvivl:

 eller usikkerhed om sandhed, virkelighed og vigtighed er et vigtigt emne i  Dharma'en. Grundlæggende er  tvivl en god ting, når den får dig til at undersøge tingene og deres forhold med nysgerrighed og et åbent sind, fordi du føler dig  usikker  på deres virkelige eksistens og natur. De tvivlsomme emner omhandler Selvets illusion (skt.:  anatman) og oplevelsernes tomhed  (skt.:  sunya)  samt de lidenskabelige følelser, skt.:  klesha  og begivenhedernes egen indre logik, skt.:  karma. Når emnerne afklares og erkendes ved at sætte sig ind i emnerne, reflektere over dem og meditere på dem,  forsvinder tvivl af sig selv.  I stedet opstår   sikkerhed  i anskuelse og udøvelse, fordi alt er blevet undersøgt og efterforsket grundigt og udtømmende.
  Der må ikke herske  tvivl om noget i Dharma'en. Du har brug for den professionelle  'sikkerhed'  i anskuelse og udøvelse for at høste resultater af træningen. Så i Dharma'en handler det i første omgang  ikke om 'tro’  men om modsætningen:  tvivl.  Den senere opnåede professionelle  'sikkerhed'  i anskuelse og udøvelse betegnes til gengæld som  'tillid'. Du kan have tillid, fordi du selv har undersøgt og efterforsket det hele.
 'Blind tro'  derimod, er en direkte  forhindring  for  Nirvana, skønt  'hengivenhed'  overfor   Lama'en  (hvis Lama'en er en  Bodhisatva)  virker befordrende for alt. Kristendom har i høj grad forpestet emnerne  tvivl og tro i Europa lige siden Oldtiden, skønt der egentlig er en meget logisk fremgangs måde for disse temaer:  fjern  tvivlen, og tillid er,  hvad der er til stede,  bagefter. Får du ikke fjernet enhver spontan  tvivl, som måtte dukke op under din træning, sætter   tvivlen  sig som 'usikkerhed' i sindet, hvilket umuliggør  erfaring, kendskab og  indsigt. Det er ikke tro,  som overvinder  tvivl, men  nysgerrighed  og et åbent sind.
  Læs artiklen:  Om tilflugt, kapitel 2: stol på værktøjet   &  remsen: De 51 samskaras.  Læs også Shamar Rinpotje’s artikel:  De 4 Grundlag for Årvågent Åndsnærvær.

  [Lama]  Tønsang  (tib.):

 en tibetansk  Karma Kadjy   Lama, som var  Mahamudra og  Tjød mester. Han havde sin virksomhed i  Monchardon nær Grenoble i de franske Alper. Lama  Tønsang  (se billedet) blev født i  Kham i 1934. Hans forældre var lægfolks Lama'er. 17 år gammel blev han ordineret som munk på  Tsurphu Kloster i  Ü, hvor  Karmapa dengang havde sit hovedsæde. Lama Tønsang fulgte Karmapa i eksil til  Rumtek Kloster, Sikkim i 1959. Her studerede han i de efterfølgende år og gennemførte flere retreats. Den traditionelle 3 års meditative tilbagetrækning gennemførte han i Sonada hos den daværende  Kalu Rinpotje. I 1976 udnævnte den 16. Karmapa  Lama  Tønsang til spirituel leder af  Monchardon centeret ved Grenoble i Frankrig. I årenes løb er dette center blevet ganske stort med mange bygninger og særlige Templer.  Lama Tønsang blev en ret gammel mand, 89 år. Han døde efter flere års mange sygdomme i oktober 2023. I 2019 og 2020 havde Lama  Tønsang haft episoder, hvor hans helbred var i stor fare. Men han overlevede både  kræft  og  hjerte problemer  (og  leukemi  i  2020). I juni 2021 fik han også hjertesæks betændelse, som er meget alvorligt. Lama Tønsang var dog glad og sagde, at han havde det godt. Men han var ret træt. Endelig i foråret 2023 fik den gamle Lama covid-19. Efter iltbehandling og antibiotika på hospital fik han det igen godt; men i september begyndte organerne at svigte. Han fik palliativ behandling og døde den 7. oktober. Derpå viste han tegn på  thugdam; denne tilstand ophørte den 10. oktober. Det er normalt for en stor Lama, at en thugdam kun varer nogle få dage.

  Tålmodighed:

 se under:  Kshanti.