|
G
Ordbog & Dharma leksikon
Galde:
skt. pitta, tib.: tripa [mKhris-pa]; lunen 'galde' i kroppen; se under: Tridosha.
Gampopa Sønam Rinchen (tib.):
སྒམ་པོ་པ་ - 1079 – 1153 EVT. Mahamudra mesteren fra Dhagpo, elev af Milarepa og Lama for Dysum Khyenpa, den første Karmapa. Han var læge i Dhagpo distriktet i Tibet og lykkeligt gift, da ulykke ramte familien. Hans hustru og børn blev dødeligt syge, og Gampopa kunne intet stille op, skønt han var en dygtig læge. Så da hun og børnene var døde og borte, blev Gampopa munk, skt.: bhikshu, indenfor Kadam traditionen og khenpo. Senere hørte han om Milarepa, hvilket straks fik ham til at opsøge Lama’en. Han var relativt kort tid hos Milarepa, men blev alligevel hans hoved elev eller arvtager. Fordi Gampopa forener Kadam traditionen med Mahamudra fra Tilopa, kaldes hans transmission for Dhagpo Kadjy, sammenstrømningen af to floder. Hans mest kendte bog er ‘Gems of Dharma’ eller ‘Befrielsens Juvel’ - som beskriver denne forening af både Sutra og Tantra, Pratimoksha og Mahamudra. Gampopa blev meget berømt i sin samtid og byggede et stort kloster i Dhagpo distriktet, kendt som Dhaglha Gampo. Han blev stamfader til de mange Kadjy traditioner.
Gampopa’s 4 Dharma’er:
”Det er nødvendigt, at: 1) Dharma bliver til Dharma… [Buddhadharma må ikke kun blive forstået; Buddha’s Lære må aktualiseres, anvendes og virkeliggøres]; 2) Dharma bliver til vejen... [som viser venskabets kærlighed, skt.: maitri, stor medfølelse, skt.: karuna, og forståelse af tomhed, skt.: sunyata]; 3) vejen fjerner forvirring… [om kleshacitta og Bodhicitta]; 4) og at forvirring forvandles til klarhedens vished [skt.: pradjña].” Det er altså nødvendigt, at Dharma bliver til Dharma, Dharma bliver til vejen, vejen fjerner forvirring, og at forvirring forvandles til klarhedens vished – for at opnå befrielse og oplysning. (I følge Tony Duff’s oversættelse til engelsk i bogen: Gampopa Teaches Essence Mahamudra; forlag: Padma Karpo Translation Commitee; ISBN: 978-9937-572-08-8.) Gampopa's hensigts bøn fra ‘Milarepa' Guruyoga'en lyder sådan her: "Jeg beder dig: Giv din velsignelse til, at mit sind såvel, som alle andre sansende væsners sind, retter sig mod Dharma'en. Jeg beder dig: Giv din velsignelse til. at vi følger Dharma'en som en vej [skt.: marga; eller metode, skt.: upaya]. Jeg beder dig: Giv din velsignelse til, at vejen afklarer forvirring [skt.: moha]. Jeg beder dig: Giv din velsignelse til, at forvirring viser sig som bevidsthed om den rene klarhedens vished [skt.: pradjña]." Læs også om: Fire overvejelser.
Ganachakra (skt.):
tib.: tsog - festkreds. Navnet på den sektion i et Tantra ritual, hvor der afholdes en fest. I Indiens oldtid kunne det foregå på en meget vild, skønt befriende, måde. Måske skal man være en gammel hippie for virkelig at kunne værdsætte et sådant ritual - eller en nulevende sadhu i Indien. Det Ganachakra ritual, som de fleste vil kunne komme til at opleve, er en meget tam gengivelse af oldtidens fest kreds.
Gandhara (skt.):
- et oldindisk land, som blev benævnelsen på en kultur. I Oldtiden var Gandhari’erne navnet på en af de indoeuropæiske stammer, som drog ind i Indien og underlagde sig Pundjab og Ganges sletten. I historisk tid kender vi til Gandhara som et buddhistisk kongerige fra omkring år 200 FVT. Kulturen og kongeriget smelter i det første århundrede sammen med kong Kanishka's rige. Kulturen forsvinder gradvist efter arabernes erobring af Afghanistan og Centralasien. Gandhara har givet navn til byen Khandahar i Afghanistan, men kultur området udstrækker sig også over det vestlige Centralasien, Pakistan, Pundjab og videre østpå.
Hovedstaden lå for det meste i vore dages Peshawar (skt.: Purushapuri), hvor en af Oldtidens mest berømte stupa’er befandt sig. Ellers var hovedstaden Taxila og Kabul. Kongerne her var ofte græske efterkommere af Alexanders generaler, og kulturen betegnes derfor græsk-indisk. Især statuerne af Buddha fra denne periode ser meget græsk inspirerede eller europæiske ud. Oddiyana i Swat dalen var ofte en del af Gandhara. Kongeriget bukker til sidst under for den tyrkiske invasion af Indien i 1200 tallet, og landet antager hurtigt Islam - ikke mindst på grund af de fanatiske tyrkere.
Gandharva (skt.):
tib.: driza [dri za; དྲི་ཟ།]; der er flere betydninger. 1) ordret en ’røgæder’ – det vil sige et væsen uden fysisk form, som derfor kun kan spise noget, som ikke er fysisk. Det udtrykkes symbolsk som ’røg’. Under den oprindelige Brahmanske eller Veda’ernes religion i Indien for mere end 3000 år siden, betød en gandharva simpelthen en ’forfader’. Forfædrene blev næret i deres himmelske boliger ved deres afkoms ofringer i de Vediske ritualer, hvor ofringerne blev brændt. Røgen førte så på magisk vis den ofrede mad til de himmelske boliger, hvor forfædrene så kunne nyde den og næres af den. I den senere brug af ordet, kom en gandharva derfor også til at betyde såvel et spøgelse som den eksistens form, som en afdød befinder sig i mellem død og genfødsel, tib.: bardo. I Buddha Dharma er det den sidste betydning, som anvendes. 2) Gandharva er også benævnelsen for gudernes tjenere i Oldindisk mytologi. Herunder musikanter og dansere. Derfor ser vi nogle gange oversættelsen 'ofrings-gudinder.' Men disse kan ligeså godt være guddommelige mænd. Oprindeligt kan betydningen have været, at det var forfædrene, som betjente guderne i himlene og dermed fik merit og guddommelig begunstigelse og velsignelse. Men en gandharva kan også forstås som projektion (skt.: asrava) af sindet, som ikke har sin egen personlige eksistens. I stedet symboliseres en funktion ligesom i drømme, hvor sindet så at sige nærer sig selv. I den forstand kan gandharva betyde: hvad er en gud uden tjenere? Så gudens majestæt projicerer disse tjenere med musik og det hele, så der sker en hel masse, det er flot, sensuelt og inspirerende og ikke spor kedeligt. Gandharvas siges også at bebo de Østlige skrænter af Meru bjerget og at have hele byer i skyerne på himlen over Jorden. Så de findes åbenbart mange steder. Læs også om: spøgelser.
Gandavyuha Sutra (skt.):
- udgør en del af Avatamska Sutra og omhandler Bodhisatva Sudhana’s befrielse.
  Gantha (skt.):
tib.: drilbu - rituel klokke, som passer i størelsen til at blive holdt i venstre hånd, mens den højre normalt holder en vadjra med sin egen omfattende symbolik. Vadjra’en symboliserer generelt upaya, mens gantha står for pradjña. De to rituelle genstande har noget til fælles. Den øvre del af klokken er formet som den øvre del af en vadjra, men herunder befinder Pradjña-paramita sig som en Buddhainde. Det vil sige: hendes hoved befinder sig her. Neden under er selve klokken. Hvis du vender klokken om, har du en gryde eller en beholder, skt.: alaya. Så selve klokken er symbolsk for sindets rum og dets klarhed, som i sin karakter er klarhedens vished, skt.: pradjña. Når vi med denne forståelse kigger en gang til på gantha, ligner klokken en Buddhainde med stor kjole og en krone på hovedet. Vadjra’ens symbolik går naturligvis igen ved Pradjñaparamitas ‘krone’ med de 5 Buddha familier, de 5 skandha’er og så videre. Klokkens lyd siges at være lyden af tomhed, skt.: sunya. Klokken bruges naturligvis til musik i forbindelse med pudja og sadhana. Højre hånd med vadjra’en spiller så også musik med en lille håndtromme, skt: damaru, så længe musikken varer.
Garab Dordje (tib.):
[དགའ་རབ་རྡོ་རྗེ་ dga’ rab rdo rje], skt.: Prahevadjra, Pramodavadjra eller Surativadjra – der er usikkerhed om rigtigheden af dette sanskrit navn – er navnet på den berømte grundlægger af Dzogtjen traditionen. Hans oprindelse er hyldet i myte og uklar geografi. Men angiveligt stammer han fra Oddiyana. Garab Dordje’s hovedværk om Dzogtjen er den berømte bog Tsiksum Nedek, 'Tre Ord rammer det Væsentlige’ [ ཚིག་གསུམ་གནད་བརྡེགས་ tshig gsum gnad brdegs]. (Læs artiklen nedenfor.) Hans hoved elev var Mandjusrimitra, tib.: Jamphel Shenyen. Angiveligt skulle Guru Rinpotje have fået transmission direkte fra Garab Dordje, Men det var muligvis ved vision, for i de almindelige biografier går arvefølgen over Mandjusrimitra til Shri Singha, Buddhasrijnana og til Vimalamitra, som kom til Tibet på samme tid som Guru Rinpotje og Shantarakshita.
Garab Dordje's 3 befriende punkter:
(som slår hammeren på sømmet) er en meget berømt Dzogtjen instruktion. De tre punkter er således: 1. Genkend dit ansigt nu (pratyaksha; direkte erfaring af dit sind i arbejde) 2. skær tovet til straks (pramana; afmål dit begreb om virkelighed) 3. stol så på det og giv slip [naishkramya] (fordyb dig i meditation, skt.: samadhi - og lad sindet befri sig selv). Læs videre om oversættelse af denne kerne instruktion i en artikel i Tricycle Magazine af Ken Mcleod. Læs også for oven om: Garab Dordje.
Garuda (skt.):
Tib.: yuñg eller: ka ding [khyung / mkha’ lding]. Oprindeligt i Indien var garuda’en simpelthen en ørn, men så fik historien vinger. Garuda blev til guden Vishnu’s flyvende bærer, som transporterede ham hurtigt til hvor som helst. I Buddhadharma ses garuda mest som en fuglemand, skønt det kunne vel ligeså godt være en kvinde. Traditionelt i Indien er garuda’erne og naga’erne fjender. Imidlertid fortælles det, at Buddha Sakyamuni engang beskyttede nogle nagas mod et angreb af garuda’er, hvorefter både naga’er og garuda’er tog tilflugt hos Buddha. Derfor ses en garuda ofte som et træskærer arbejde på den øverste del af en typisk Tulku trones ryglæn. I øvrigt indgår afbildninger af garuda i traditionel tibetansk symbolik med tre andre dyr. Dragen eller naga'en symboliserer magt over sig selv eller vilje styrke; tigeren symboliserer selvtillid og mod; den hvide løve symboliserer frygtløshed og tapperhed, og endelig symboliserer garuda'en visdom, især den intuitive slags, skt.: djñana. I Trungpa Rinpotje’s ganske særlige Shambhala trænings system spiller disse fire dyr en særlig rolle som heltens nødvendige karakter træk i en slags ridder romantik, som nok har mere med Bönpo at gøre end Buddha’s lære.
Gavn:
- der er to slags gavn. Gavn for en selv, hvormed der dybest set - også indirekte - menes noget, som er befordrende for Nirvana, for eksempel udvikling af Bodhicitta. Gavn for andre og miljøet er den anden slags gavn. Med gavn menes alle mulige former for gavmildhed (skt.: dana), støtte, arbejde, virksomhed, handlinger, sprog og holdninger, som stopper eller forhindrer skade; forøger og beriger fælles værdier, for eksempel skoler, hospitaler og plejehjem; beskytter og fremmer Bodhicitta, samt yder hjælp ved nød, afsavn, sygdom, svækkelse, smerte, uforstand og fattigdom. Når disse typer gavmildhed udøves, gavner det dig selv undervejs til Nirvana ved at styrke Bodhicitta i dit eget liv, hvorved den gode karma fremmes og den dårlige udsættes eller stoppes. De andre gavnes ved at nyde godt af virksomheden. Den højeste gavn betegnes som gavmildheden ved at give instruktion i Buddha's Dharma (for at undgå misforståelser og fejlagtig opfattelse og udførelse af Dharma'en, overlades denne type gavmildhed til de uddannede Dharmalærere). For at dyrke de 2 slags gavn, er der brug for to kvaliteter: a) (skt.) ahimsa, ikke-vold og ikke-skade, samt b) en vis grad af Bodhicitta. For at dyrke disse to kvaliteter, er der 3 discipliner: 1) (skt.) shamatha meditation og / eller (skt.) utpattikrama, den opbyggende fase ved sadhana – samt: 2) (skt.) vipashyana, indsigts meditation og/eller (skt.) utpannakrama, den fuldendende fase ved sadhana, samt: 3) (tib.) lodjung, træning af (skt.) smriti, vågent nærvær, samtidigt med træning i forståelse med hjertet: 1) ved indlevelse, deltagelse, fokus på 'den anden' eller 'de andre' på en selvforglemmende måde, 2) ved (skt.) maitri, venskabelig kærlighed, 3) ved (skt.) karuna, medfølelse, sammen med 4) en levende forståelse for sunyata. Læs også om: Bodhicitta.
Gelong (tib.):
[dge slong] – se under Bhikshu.
Gelug (tib.):
[Dge lugs] de gode (eller: de dydige); denne tradition er Tibets største og yngste buddhistiske tradition. Denne skole er baseret på Kadam traditionen og visse Kadjy transmissioner, skønt ikke dem alle. Dalai Lama tilhører Gelug, men er ikke skolens overhoved, som vælges af traditionens vigtigste lærde, såkaldte Geshe’er (en akademisk doktorgrad).
Gendjyn Rinpotje (tib.):
(1918 – 1997) Meditationsmester og spirituel leder af Dhagpo Kagyu Ling og Kundreul Ling i Frankrig fra 1977 og frem til sin død. Han var også min retreatmester ved 3 års tilbagetrækningen 1990 - 1994 i Le Bost. Han var selv i retreat i over 30 år i sit lange liv. Først i Tibet, men efter landflygtigheden i 1959 gik han atter i meditativ tilbagetrækning i byen Kalimpong ved Himalayas sydlige skråninger i Vest Bengalen, Indien.
Den 16. Karmapa bad ham tage til Dhagpo Kagyü Ling Frankrig og lære os vesterlændinge rigtig Mahamudra meditation. Gendjyn Rinpotje fik mange elever i Frankrig, så han fik konstrueret retreat centrene indenfor Kyndrøl Ling, kaldet Le Bost i Auvergne, cirka 300 kilometer fra Dhagpo. Sammen med Dhagpo Kagyü Ling i Dordogne indgår Le Bost i Dhagpo Mandala’en, som også organiserer et stort antal Dharmacentre over hele Frankrig. Le Bost blev siden udbygget med flere retreat centre, et munke kloster, et nonne kloster, et lægmands retreat center til kortere tilbagetrækninger samt et stort traditionelt tempel.
Gendjyn Rinpotje’s genfødsel, Gendjyn Rinchen, er blevet fundet i Frankrig, og han er nu en ung mand under uddannelse. Han har fået en omfattende uddannelse, både akademisk og praktisk, blandt andet ved sine ophold på Marfond i Frankrig hos Lama Walli, i Le Bost og hos Karmapa. Han underviser i Buddhadharma og giver råd til alle sine gamle centre, blandt andre Möhra i Tyskland. Så han er tilsyneladende godt i gang med at genetablere den første Gendjyn Rinpotje's aktivitet, men nu i en fransk krop. Læs også (den første) Gendjyn Rinpotje's biografi.
Genfødsel:
i en ny krop og et nyt liv efter døden er en almindelig opfattelse i Indien fra de tidligste kendte historiske kilder til vore dage. Det er sindet, som genfødes. Altså ikke en fysisk ting.
Det teoretiske grundlag for en sådan opfattelse er, at sindet eksisterer i en parallel dimension til den fysiske virkelighed, hvorfra sindet forbinder sig til kroppen. Det forklares med, at verden og dens tre dimensioner plus tid som en fjerde dimension - er oplevelser for sindet. For at sindet kan have sådan oplevelse, må det selv befinde sig ved siden af, så at sige. Sådan tankegang er vi ikke helt vant til i Vesten. Vi forestiller os i reglen, at vi som oplevende personer befinder os indeni verden. At verden ikke blot omgiver os og gør os ganske små, men at vi i den grad er indeholdt i verden, at vi dårligt måtte kunne eksistere udenfor det oplevede kosmos. Den buddhistiske tanke er helt anderledes. Den er psykologisk realistisk. Verden er en oplevelse. Oplevelser er indeholdt i sindet. Eller sagt på en anden måde, er der 1) bevidsthed og 2) bevidsthedens indhold - af sansninger, mentale indtryk, begreber, følelser, fordomme, vaner og hensigter - altså de første fire skandha'er. Bevidsthed er som bekendt den femte skandha. Verden som en objektiv eksistens er en abstraktion i den fjerde skandha. Det er så teorien. Rent praktisk får den buddhistiske yogi selv erfaring om sine tidligere liv ved en særlig form for shamatha meditation. Denne koncentrations form fokuserer på santana, strømmen af bevidsthedens øjeblikke. Den 14. Shamar Rinpotje skrev i sin artikel '7 on meditation,' at: "When we achieve this level [of shamatha], a special kind of memory appears. We can remember the past and even former lives [to] the same extent that meditation has become natural. Memory expands in this way: first you remember everything in childhood, then the experience of being in the mother's womb, and after that, past lives. Since you have experienced all this before, it is possible to remember it, just as you remember what you did yesterday. When shamatha has become natural, this [kind of] memory arises automatically." Det er dog kun ganske få, som udfører denne type sadhana. Så det er sjældent, at vi hører om nogen, som kan huske deres tidligere liv blandt yogi'erne. Men det var sådan, at Buddha Sakyamuni fik direkte erfaring om sine tidligere liv. Det siges, at det var den første erfaring, som han opnåede, ved sit Nirvana. I natten for hans oplysning brugte han nogle timer på at genkalde sig sine tidligere liv. (Læs om det i artiklen: Om Buddha 1.) Bemærk venligst, at når du ser sådan på det, altså verden som en personlig oplevelse i dit sind, vil du også forstå, at det ikke er dig, som forsvinder ved din død. Det er den verden, som du er vant til, som pludselig er væk og borte, fordi du ikke kan opleve den mere. Personligheden eller det relative ego ødelægges i processerne ved døden og mellem-tilstandene (skt.: antarabhava, tib.: bardo) før genfødslen. Den relative identitet nærmest skrælles af som et løg, når alle de kendte relationer, som man plejer at forholde sig til, går til grunde ved dødsfaldet. Hvem er det så, som gennemgår alt dette, og hvorfor sker der genfødsel? Hvordan kan der være nogen, som genfødes, når personligheden er nedbrudt og ødelagt? Det er fordi der er mange kraftige vaner og begreber på lager i sindet, og viljen, skt.: cetana, søger bekræftelse på sin eksistens, som den begriber som adskilt fra andre og alt det andet end opleveren eller vidnet udfra den grund, som kaldes uvidenhed, skt.: avidya, om Nirvana og samsara’s natur samt karma. Som oplever, observatør, vidne og deltager synes man ude af stand til at opgive tilknytning og identifikation med mellem-tilstandenes processer. Så samsara fortsætter uafbrudt for den afdøde, på en måde ligesom en vedvarende hallucination, og man bliver til en helt anden person under disse udviklinger, end man plejede at være i levende live med en fysisk krop. Viljen (skt.: cetana) er ikke personen, men den organiserende faktor i samskara skandha. Genfødsel synes i princippet at være en dårlig vane set med buddhistiske øjne. Man bliver til en helt anden person undervejs, fordi man ikke kan lade være med at reagere på det, som man oplever i den dramatiske og opløsende tilstand mellem død og genfødsel. Tilstanden i bardo’en opleves faktisk som så slem, at det er derfor, at der opstår et begær efter at blive født igen, et begær og et håb om at få en krop igen, så man kan vågne op fra al denne opløsning og hallucination. Når et sådant begær fuldstændigt dominerer sindet, indtræffer genfødsels processens sidste faser, før genfødslen faktisk finder sted. Så gennem alle bardo’ernes udviklinger forbliver du et vidne til det hele, mens din personlighed faktisk ændrer sig, fordi miljøet du befinder dig i viser sig at være radikalt anderledes og omskifteligt end det liv, som du lige er død bort fra. Personlighed er ikke dig selv, men dit forhold til omverdenen, resultatet af dit møde med samsara med din faktiske fortolkning af situationen og dine reaktioner på alt. Således kan alting vendes på hovedet i de omskiftelige tilstandene mellem død og genfødsel. Men du vil i en dyb betydning forblive iagttager, observatør, vidne eller oplever i et nærmest uændret forhold til oplevelserne. Også selvom oplevelserne skifter og ændrer sig hele tiden. (Læs mere om dette emne i artiklen: Om opfattelsen 3, Selvets illusion. Her påvises det, at du selv som oplever er kun en del af situationen, hvilket er en illusion. Opleveren er et virkeligt begreb, men ikke et virkeligt væsen.) ‘Døden er blot en udskiftning af illusion’ - sagde Shamar Rinpotje. Denne beskrivelse af genfødsels processen er gennemsnitlig. Altså, sådan et forløb vil de fleste af os opleve - det er det normale. Men genfødsel kan faktisk foregå på flere måder, afhængig af karma. Er du ved din død på vej til en himmelsk eksistens - eller på vej til et paradis - eller med retning mod en helvedes tilstand - så ankommer du øjeblikkeligt, efter dit hjerte er holdt op med at slå. Griber du ind i processen, fordi du har lært nogle særlige sadhanas, kan du nå oplysningen i en af dødens bardo'er. Også selve døds øjeblikket kan blive årsag til Nirvana - eller til genfødsel i et buddhistisk 'rent land' - skt.: buddhakshetra. En sådan sadhana er for eksempel (tib.) phowa. Læren om genfødslernes kredsløb har tilsyneladende været kendt i Indien lang tid før Buddha Sakyamuni. Det lader til, at Indus kulturen, som udfoldede sig for 5000 år siden, også besad denne anskuelse. (I følge ’Indian Buddhism’ af A. K. Warder, side: 25. Forlag: Motilal Banarsidass, Delhi.) Men denne anskuelse får alligevel en ny betydning med Buddha’s tilsynekomst i verden, fordi han som en af sine særlige evner, skt: abhidjña, både kan opfatte sine egne tidligere genfødsler samt alle andres. Det kan du læse om i artiklen: Om Buddha 1. Genfødsel kan finde sted på flere måder og i forskellige verdener, skt.: Triloka. Læs om detaljerne under: bardo. I kraft af særlige sadhanas, som en yogi har trænet i levende live, kan bardo'erne gennemleves som et forestillet Buddha-aspekt, tib.: Yidam, hvorved man reagerer på oplevelserne i mellemtilstandene som en Buddha. Det vil sige, at tilknytning og identifikation med oplevelserne ikke finder sted. Så yogi'en forstyrres derfor heller ikke af hallucinationerne i disse tilstande. Når en sådan yogi når frem til genfødslens bardo, bliver det muligt at vælge sin genfødsel frit. Hvis en yogi tilsvarende i sit tidligere liv har opnået en sådan grad af indsigt, så vedkommende teknisk befinder sig på et af Bodhisatva niveauerne, skt.: bhumi, når døden indtræffer, bliver det tilsvarende muligt selv at bestemme sin genfødsel. Disse typer yogi'er - når og hvis de genkendes af samtidige mestre - kaldes Tulku'er på tibetansk. Almindeligvis oversat som 'bevidst genfødte' - fordi de selv har valgt den. Men mange moderne Tulku'er er ikke spor glade for at blive genkendt, fordi det kan medføre, at deres barndom bliver stjålet fra dem. Og deres frihed således begrænses ved en Tulku's normale liv i et kloster og så videre. De får ganske vist traditionelt en god uddannelse i klostrene, men ofte ønsker de - i hvert fald i den moderne tid - at leve et almindelig liv i relativ anonymitet. Det er også muligt at vælge sin næste fødsel frit, hvis du er nået til et paradis eller 'rent land,' skt.: Buddhakshetra. Men det medfører ikke nødvendigvis, at du bliver genkendt som en 'Tulku' af andre i dit nye liv. Og det er nok meget godt. Tiden er ved at løbe fra Tulku traditionen, som vi kender den fra Tibet, og en Bodhisatva har ikke brug for en færdigsyet organisation, som står klar til at assistere, når Bodhisatva'en genfødes. En sådan helgen skal såmænd nok kunne gavne sin samtid uden organisation og uden at blive genkendt. Derimod er Tulku organisationerne, tib.: lhabrang, afhængige af at finde genfødslerne. Så hvis de af en eller anden grund er ude af stand til at finde nogen, vælger de ofte at udpege en 'velegnet' kandidat. Ellers måtte de jo nedlægge sig selv som organisation. Det er endnu aldrig sket i Tibet - altså at en lhabrang nedlagde sig selv, fordi de ikke kunne finde deres Tulku. Og det er velkendt, at der er rigtig mange 'bekvemmeligheds' Tulku'er - også i vores tid. Med det kommunistiske kinesiske imperiums fornyede interesse for selv at udnævne de fremtidige Tulku'er i det besatte Tibet som led i deres bestræbelse på at beholde magten og undertrykke tibetanerne, er Tulku traditionen for alvor blevet miskrediteret, og sandsynligvis har den ingen fremtid. Læs om Dalai Lama, som vil nedlægge Tulku traditionen i artiklen: Nedlæg Tulku traditionen - af samme årsag.
Genkendelse:
se under: vidjñapti.
Genopstandelse:
er ikke et buddhistisk begreb. Det er specifikt kristent om Jesus Kristus’ angivelige død og genoplivning. De kristne tekster beskriver, at Jesus faktisk gik til ’dødsriget’, overvandt døden og ’genopstod’. Desværre har de kristne ikke udviklede begreber om dette ’dødsrige’. Billede fra forsiden på ‘Det Ny Testamente’ 1996 udgave. I de kristne Evangelier omtales ‘dødsriget’ som om, at det er da noget alle ved, hvad er. Det er synd, at man aldrig fik nedskrevet, hvad det således er, at alle åbenbart ved om ‘dødsriget.’ I vore dage er denne viden glemt og borte. Det er dog også muligt at betegnelsen blot er poetisk for det, at manden døde. Så kan vi jo spekulere, at Jesus oplevede en såkaldt 'hjernedød' - og derpå lidt senere spontant genoplivede. Det er jo sket for andre, så hvorfor ikke også i dette tilfælde? Set med buddhistiske øjne, kunne denne begivenhed også antyde phowa. Selvom man med succes har udført phowa og overført sin bevidsthed til et sted udenfor kroppen, er det teoretisk muligt at tilbageføre bevidstheden til den forladte krop, hvis det såkaldte ’indre’ åndedræt, skt.: prana, ikke er helt ophørt. En anden tanke, som opstår ved denne historie, er genfødsel. Det handler historien tydeligvis IKKE om, for så skulle Jesus være genfødt i en ANDEN krop, hvilket ikke ligger i beskrivelsen. Genfødsel som en kristen tanke findes kun i beskrivelsen af paradis, hvor man kan genfødes som kristen. Set med buddhistiske øjne, må dette være reinkarnation. De fleste kristne vil protestere mod denne antagelse, fordi de ikke mener, at Kristus har lært om genfødsel andre steder end i himmel og helvede. Selvom Jesus aldrig har modsagt reinkarnations tanken, men faktisk påpeger, at de kristne vil genfødes i paradis, så kan teologerne ikke forlige deres teologi med reinkarnations tanken. Oven i købet selvom denne teologi både har begreb om genfødsel i paradis, himmel og helvede. Selvom livet på Jorden både kan være himmelsk og uudholdelig lidelse, ønsker man ikke at billige fremmede indiske tanke sæt. For buddhisterne er dette blot udtryk for intellektuel fattigdom hos de kristne, selvom vi anerkender, at de kristne naturligvis kommer på glatis, hvis de begynder at anerkende ’skriftlig autoritet’ til andre skrifter end deres egne ’kanoniserede’ bøger, det vil sige Evangelierne. Det er dog kun sådan, at det ser ud i vores tid. Måske vil fremtiden prøve at sammenflette de kristne og de buddhistiske forestillinger. Det vil dog kræve, at man relativiserer sin afhængighed af ’skriftlig autoritet’. I princippet burde der ikke være problemer, hvis de kristne anlægger en ny og mere omfattende betragtning på deres egen Lære. Den kristne ’reinkarnations tanke’ går traditionelt udelukkende ud på at blive genfødt i paradis eller Guds himmel. Hvis det ikke lykkes, er man i princippet ’fortabt’. Teologien peger i så tilfælde på, at man må blive genfødt i et helvede, adskilt fra ’frelsen’. Både katolikkernes ide om et ’limbo’ og den almindelige teologi om ’dødsriget’ – har ingen præcis definition i de kristnes hellige bøger. Så hvis man nøjes med at konstatere, at de ikke-kristne er fortabte i forhold til det kristne paradis projekt, så kan man som kristen egentlig se helt bort fra, hvor de så forsvinder hen, fordi det ikke angår det kristne projekt. Sådan kan man godt opfatte Jesus’ Lære. Hvis de ikke-kristne fortsætter i et evigt kredsløb i samsara, er der jo en helvedes kvalitet ved det hele. Så hvis de kristne selv vil, kan de faktisk godt forlige tanken om genfødsel med deres egen traditionelle teologi. De skal blot spørge ind til, hvad i alverden der mon sker med alle de ikke-frelste. De befinder sig jo udenfor det kristne projekt. Vil den kristne Gud overlade dem til deres egen skæbne, hvis Gud er så barmhjertig, som de kristne i øvrigt mener, at han er, og disse ikke-frelste lider ubeskriveligt i en slags tilstand af helvede? Det er jo netop en sådan barmhjertighed, som inspirerer alle Bodhisatva’er. I buddhistisk forstand er alle eksistens planer i hele Universet, skt.: Triloka, forbundet med lidelse – selv de højeste gude verdener eller himmelske verdener. Der er ganske vist ikke direkte elendighed i de himmelske regioner, men da karma også bliver udtømt med tiden her, er det lidelse at forlade disse himle og blive genfødt i de lavere, problematiske og lidelsesfulde verdener. Desuden er der naturligvis lidelse ved sammensathed, den såkaldte ‘eksistentielle lidelse,’ alle vegne i Triloka. Disse tanker om kristen teologi og reinkarnation har ikke noget med genopstandelse at gøre, men er dog afledt af emnet. Det forekommer mest sandsynligt, at der ikke fandt en egentlig ‘genopstandelse’ sted efter Jesus’ korsfæstelse og gravlæggelse. Sandsynligvis døde han slet ikke, fordi han hang for kort tid på korset til at døden skulle kunne nå at have fundet sted. Normalt hang ofrene for denne henrettelses form i 48 timer, før denne smertefulde tilstand førte til kvælning. Den romerske soldat, som stak ham med sit spyd, har næppe slået ham ihjel heller. Denne handling tyder snarere på, at der fandt et aftalt spil sted mod betaling, for netop at undgå at Jesus døde og senere blev radbrækket. Soldatens handling skulle i så fald have sandsynliggjort overfor vidner at Jesus var død, så det var passende at tage ham ned fra korset og begrave ham. Sandsynligvis var Jesus bedøvet ved den sure svamp, som han fik lov at sutte på. Svampen har angiveligt indeholdt en bedøvelses medicin. Dette hændelses forløb kan også forklare, hvorfor vi ikke hører noget om, hvem som bestak de romerske myndigheder, eller hvad der siden blev af Jesus. Det måtte forblive hemmeligt for at beskytte både Jesus og hans hjælpere mod forfølgelse. Hvis dette er sandt, skete der slet ikke noget mirakel, og Jesus overvandt ikke døden – i hvert fald ikke ved den lejlighed. Hvad der er meget mere underligt ved historien om Jesus ‘sidste dage,’ er hans ‘himmelflugt’ før den efterfølgende pinse højtid. Efter at have givet sine elever en sidste instruktion, stiger han til vejrs. Hvad skulle han dog der oppe? I den kristne mytologi præsenteres dette som en slags parinirvana for Jesus. Angiveligt hersker han herefter ved Guds højre side. Denne legende påstår åbenbart, at Gud befinder sig i det ydre rum? Eller hvad? (Læs mere om den kristne himmel som et sted eller en dimension på dette link.) Denne del af Jesus’ befrielses historie er den virkeligt underlige. Hvad skete der med ham, efter at han var steget til vejrs som en ballon? Døde han af iltmangel? Blev han ‘beamet’ op i et rumskib? Denne del af Jesus’ historie handler ikke om, at vi blot skal tro, for hvad er det lige, at vi så skal tro? Beretningen om Jesus’ himmelfart giver ingen mening som en afslutning på hans liv på Jorden. Beretningen findes da heller ikke i alle Evangelierne.I de tidligste kendte manuskripter af Markus Evangeliet mangler denne afslutning helt; og intet tyder på, at det er en fejl. Så hvis det er rigtigt, at Evangeliet slutter med den tomme grav, må evangelisten Markus åbenbart mene, at det var en dårlig ide med den tynde luft i det ydre rum - eller i hvert fald, at Jesus ikke rejste i den retning efter genopstandelsen. Man kan også mene, at det er en bedre slutning med en åben ende. Måske er Jesus stadig blandt os? Imidlertid er Jesus’ himmelfart for de fleste en vigtig del af officiel kristen teologi. Det kan lige godt undre... Blandt de buddhistiske helgener findes for eksempel Shantideva. Shantideva betegnes som den ærketypiske Bodhisatva. Han var ugleset ligesom Jesus, indtil også han steg til vejrs som en ballon. Han steg dog ikke særlig højt op. Der blev han hængende og gav så sine instruktioner til de måbende munke, som havde mobbet ham op til denne begivenhed. Derpå kom han ned igen, da han var færdig med instruktionen, som blev kendt som bogen: En Bodhisatva’s livsførelse, skt.: Bodhicaryavatara. Bogen findes på dansk som en del af Christian Lindtners bog ‘Indiske Studier 1.’ Hvorfor kom Jesus ikke ned igen? Hvor fløj han hen? Nogle påstår, at han flyttede til Indien, men det tror de kristne ikke på. Hvis han var i Indien, hvorfor mødte apostlen Thomas så ikke Jesus, da han selv kom dertil? Nu er Indien meget stort, så det kunne da være, at de blot ikke mødtes, fordi de ikke befandt sig i det samme område. Imidlertid opstod der ingen kristen kirke fra en Jesus i Indien, mens det er kendt, at der var såkaldte Thomas-kristne i Sydindien, som der vist stadig er nogle af. Der er også en dobbelthed i Folkekirkens lære om Genopstandelsen. Det blev kaldt for ‘den skjulte tro’ i en artikel i Weekend Avisen, den 17. - 23. august 2001 af Pernille Stensgaard. Hun påpeger nærmest en afgrund mellem ‘folketro’ og ‘præstetro.’ Denne artikel i Tilogaards Ordforklaring påpeger den almindelige tvivl, som ikke fjernes ved nogen tro, bortset fra overtro. I moderne tid spredes en stigende uvished om Jesus. Nogle lærde mener, at han aldrig har eksisteret; den Jesus vi gøres bekendt med, er en myte, som senere blev gjort til en historisk person; og ikke omvendt. Læs om disse betragtninger i en artiklei hos Aeon Magazine af Gavin Evans: 'How could a cult leader draw crowds, inspire devotion and die by crucifixion, yet leave no mark in contemporary records?'. Læs også om: bardo; og phowa. Læs også om: genfødsel.
Gensidig afhængighed:
se under: Årsagskæden.
Gensidigt betinget oprindelse:
se under: Årsagskæden.
Genyen (tib.):
[dge bsnyen] – læg person, som opretholder de 5 lægmands løfter. Se under: upasaka.
Geshe (tib.):
(skt.: kalyanamitra, en åndelig ven, udtrykket bruges dog ikke på tibetansk om en Dharmalærer indenfor Sutra, hvilket ellers er betydningen på sanskrit) - en khenpo, en akademisk doktor grad kun brugt indenfor Gelug traditionen. Geshe Lharampa er Gelug traditionens højeste akademiske grad.
Gewa Gyamtso (tib.):
[chen re zi gyal wa gya tso]; det tibetanske navn for den røde Avalokiteshvara. Navnet betyder Oceanet af frydefuld glæde. Han kendes også som Korwa Dongdruk. Han er en meget brugt Yidam i Karma Kadjy traditionen. På sanskrit hedder han Djinasagara. Hans ledsagerske er Vadjrayogini. Læs også om: Avalokiteshvara.
Giv slip - afkald:
se under: Naishkramya.
Glidefald:
en sadhana, som indeholder fysisk øvelse og Tilflugts-meditation. Øvelsen består i at bøje sig for De 3 Ædelsten og De 3 Rødder ved knæfald og fuldstændig udstrækning af kroppen foran en repræsentation af De 3 Ædelsten, som i reglen er et alter med en Buddha statue, en Stupa og en Dharma-bog - eller i hvert fald et billede af Tilflugten. Findes der ikke en sådan såkaldt meditations støtte, forestiller man sig blot sadhana’ens visualisering. Billedet viser to, som er i gang med glidefald. Konen ligger helt udstrakt og mangler blot at strække hænderne helt ud over hovedet i namaskara mudra. Manden ved siden af er ved at komme ned på knæ, mens hans hænder hvilende på to træ plader er klar til at strække ud. Man søger tilflugt i essensen af sit eget sind og alle Buddha’er og Bodhisatva’er, men kroppen skal også være med. Ved at bøje sig, ved recitation af tilflugts formularen samt ved visualisering af ‘feltet af goder og dyder,’ som er Karma Kadjy transmissionens eller arvefølgens Lama’er, vigtige Buddha’er og Bodhisatva’er, repræsentation af Buddhadharma samt de 3 Rødder. Øvelsen er yderst gavnlig, så længe man ikke overanstrænger kroppen, men det vigtigste er selve Tilflugts meditationen, som samler umådelige goder eller dyder, skt.: punya, som resultat af træningen, og som skaber den hengivne forbindelse til Kadjy traditionens arvefølge og transmission. Denne form for glidefald blev indstiftet af Gampopa. Shamar Rinpotje har genindført en oldgammel variant for glidefalds sadhana i form af de 35 Buddha’er. Her er ‘feltet for goder og dyder’ de 35 Buddha’er, men i øvrigt følger denne sadhana samme program som Gampopa’s form. Man udfører øvelsen med et meget åbent og friskt sind. Man bøjer sig for Tilflugten, som er større end ens egen sædvanlige selvopfattelse i både sindet og livet. Tilflugten opleves som hellig og altomfattende i sine dimensioner af dels din egen Buddhanatur, sindets iboende rummelighed og klarhed, den iboende spontane kærlighed og glæde, som defineres som det naturlige medfødte Bodhicitta, dels velsignelses strømmen fra alle Buddha’er og Bodhisatva’er, som nogensinde har eksisteret, er tilstede nu, eller som vil vise sig i fremtiden. De vil på en måde være tilstede sammen med sadhana’en i en eller anden dimension, når udøvelsen af procedurerne foregår på den rigtige måde. Sadhana’en gentages mange mange gange, og i reglen vil man fortsætte med glidefald i et eller andet omfang resten af livet, fordi det er så gavnligt. Som disciplin i den særlige ngøndro gentages sadhana’en 111.111 gange som standard i følge Jamgon Kongtrul Rinpotje (læs om det i hans bog: ‘Torch of Certainty’). Ved glideflads praksis efter Gampopa’s metode bruges et omfangsrigt billede af alle fortidens mestre som meditations støtte. Tjek billedet ud på dette link (- ved at flytte din mus henover de enkelte Buddha’er, Bodhisatva’er, Lama’er, Yidam’mer og Dharmaphala’er popper deres respektive navne op). Læs også om ngøndro.
Gompa (tib.):
[dgonpa; དགོན་པ]; kloster. Se under: vihara.
Gotama (skt.):
Buddha Sakyamuni’s familienavn eller slægt. En fyrste familie, som nedstammede direkte fra Sakya folkets første konge, Okakka.
Grebethed:
Du kan gribes af dine følelser, så de virker helt overvældende, mildt engagerende eller som en overfladisk fornemmelse. Det kan være en god begivenhed med manifestation af kærlighed, indføling og indlevelse i andre sansende væsners liv og lidelser. En sådan grebethed kan også være meget ondsindet, mildt negativ eller blot en irriterende fornemmelse. Følelser griber den enkelte på to måder. Den første type grebethed indtræffer i den anden skandha, skt.: vedana. Det er følelsen af de oplevede sanse genstande, skt.: rupas, som enten behagelige, ubehagelige eller ligegyldige (kedelige); det som foregår her er en følelsesmæssig evaluering af oplevelserne, men endnu ikke en emotionel reaktion. Ikke desto mindre farver denne evaluering oplevelsen med sin primære emotionelle fordom, hvilket hæfter ved oplevelsen i dens videre gennemløb af skandha'erne. I den tredje skandha opstår både et samlet indtryk, skt.: djñeya, og en samlet fortolkning, skt.: vidjñapti. Når så vidjñaptis dukker op i den fjerde skandha, opstår øjeblikkeligt en emotionel reaktion på det samlede fortolkede indtryk fra den tredje skandha (skt.: samdjña). Det er almindeligvis denne emotionelle reaktion, som betegnes som grebethed; men de primære følelser er også strærkt gribende. Læs mere under: klesha, de lidenskabelige reaktive følelser fra den fjerde skandha. Læs også om: maya, illusion.
Gribbebjerget (skt.):
[Gádhrakúta, Gṛdhrakūṭa eller Griddhakuta] - er stedet, hvor Buddha Sakyamuni drejede Dharmahjulet, skt.: Dharmachakra, for anden og tredje gang ved at undervise i Bodhisatvayana’s to afdelinger: Sutra og Tantra.
Bjerget er en del af den næsten cirkelrunde bjergkæde, som omgiver byen Rajgir i Bihar, Indien. I vore dage er der blot en lille by, mens den på Buddha's tid fyldte hele den indre dal, så bjergene var en naturlig bymur. Byen var dengang hovedstad i kongeriget Maghada. Gribbebjerget er en bjergtop på denne runde bjergkæde. Det siges, at Buddha Sakyamuni begyndte med at undervise i Mahayana seksten år efter sit Nirvana i Bodhgaya, som ligger en dagsrejse væk, målt med datidens transport muligheder. Det var også på Gribbebjerget, at de 500 Arhats holdt det første Dharma-koncil, umiddelbart efter Buddha Sakyamuni’s Parinirvana. Ved dette møde blev det fastslået, hvad Buddha havde sagt. Så det var her, at de første Sutra’er blev fremsagt eller reciteret. Det siges, at Ananda fremsagde Agama Sutra’erne, mens Upali reciterede Vinaya. Også den første rudimentære Abhidharma blev fremsagt her af Mahakashyapa. Forsamlingen af 500 Arhats vedtog herefter ægtheden af disse recitationer, og grundlagde traditionen med at lære alle disse ord udenad hos de efterfølgende generationer af munke og nonner. Interessant nok blev Mahayana Sutra’erne ikke reciteret ved koncilet, selvom Gribbebjerget er stedet, hvor Buddha først udtalte dem. Men i den tidlige Buddhadharma blev pradjñaparamita anset for en hemmelig Lære, fordi almindelige mennesker ikke kunne forventes at kunne forstå eller begribe korrekt denne anskuelse, som tager betragtningerne om Selvets illusion, skt.: anatman, videre til at gælde alle oplevelser. Også i vore dage er Læren om tomhedsnaturen, skt.: sunyata, ikke spor nem, selvom folk nu om dage kan læse og skrive og kender til logik og videnskab. Men de store Mahayana Sutra’er blev almindeligt kendte for godt 2000 år siden, og er blevet forklaret og kommenteret af mange lærde lige siden. Også den tredje drejning af Lærens hjul, skt.: Dharmachakra, fandt sted på Gribbebjerget. Men det er tilsyneladende ikke alle Tantra’er, som blev givet her af Buddha Sakyamuni. Oprindelserne til både Mahayana og Mantrayana er mytiske og uklare. Traditionelt vil man jo gerne tilbageføre disse systemer til Buddha Sakyamuni. Men det er tydeligt – især med Tantra – at nogle af disse systemer har visionær oprindelse. Læs også om de 8 pilgrimsteder.
Gud & guder:
klassificeres under: deva, asura og Brahma. 1.) Gud og guder i almindelighed. Begrebet ‘Gud,’ som ordet forstås i Ibrahims eller Abrahams religioner, har Buddha Sakyamuni ikke forholdt sig til, fordi dette begreb ikke fandtes i Oldtidens Indien, skønt guden Brahma i nogen grad kan sidestilles. Det er dog et resultat af teologisk tænkning, som spredte sig senere i Indien, hvor Brahma er identisk med et kosmisk tilblivelses og livs princip, som benævnes Brahman. Dette princip er ganske vist allerede til stede i samkhya filosofien, som var samtidig med Buddha, men denne tanke får sin fornemmeste udformning i vedanta filosofien, som blot er 1000 år gammel. Før vedanta var der mange forskellige opfattelser af guds begrebet i Indien, og kun nogle få var monoteistiske. Først med Vedanta spreder den monteistiske Guds ide sig til alle Indiens religioner som en samlende og grundlæggende guds opfattelse. Således er vedanta og Hinduisme i vore dage blevet synonyme. Det kosmiske princip, Brahman, inkarnerer i guden Brahma i følge denne anskuelse (se billedet).
|
I øvrigt bebor Brahma den første til den tredje himmel i Rupaloka (se under: Triloka). Moderne hinduer vil sikket identificere Brahma med Abrahams Gud, men indenfor Dharma’en er man aldrig blevet enige om, hvordan dette begreb skal forstås korrekt, fordi Abrahams efterfølgere ikke er spor klare i mælet om emnet. Og i Oldtidens Indien var begrebet bestemt ikke entydigt. Det forekommer nærliggende for en moderne buddhist, at antage Abrahams Gud for at være en misforståelse af Buddhanaturen. Det er nærliggende, fordi sådan opfatter vi allerede det kosmiske livs princip Brahman fra Vedanta. Dette tema har jeg forfulgt i ‘Dialog artiklerne.’ Men til syvende og sidst må det være Jødedom, Kristendom og Islam, som selv definerer ordet Gud. Det er imidlertid svært for dem, når en sådan Gud er usynlig og uden form eller skikkelse – bortset fra de visionære skikkelser som for eksempel den brændende busk, som taler til Moses (arabisk: Mussa). Det er jo ikke nogen klar definition. Men det fortælles, at Abrahams Gud har skabt livet og alle de sansende væsner. Herved ligner denne opfattelse, hvad der tilskrives den indiske Brahma. Når moderne mennesker opfatter Gud som livet selv, så livet forstås som en gave fra Gud til den enkelte, så er det ikke uden god mening. Derfor har jeg betegnet Abrahams religioner som eksistentielle religioner, fordi de handler om, hvad livet er. Og om hvordan livet leves bedst og rigtigt. Som en gave. Og om en dybere mening med livet, som angiveligt er givet af deres Gud. Her finder vi også forskellen fra Buddhadharma. Buddhadharma handler om, hvad sindet er for noget. Og om de tre slør og så videre, og om hvorledes Nirvana opnås. Buddha's Lære handler naturligvis også om inkarmation, livet og verden, men det sættes i forhold til den 8 foldige vej. Det er naturligvis også meningsfuldt, men det kan ikke betegnes som 'livets mening.' Livet, inkarnation og kroppen går ganske enkelt rundt og rundt i kredsløb. Man skal være ingeniør eller maskinmester for at finde det meningsfuldt. Det er noget ganske andet at gøre livet meningsfuldt. For eksempel ved at følge vejen til Nirvana, den fjerde Ædle Sandhed. Eller ved at bestræbe sig på at være et godt medmenneske, hjælpsom og gavmild. Også ved at undlade at opdyrke ondsind mod andre. Eller ved at tage ikke-vold eller ikke-skade, skt.: ahimsa, til sig som holdning og handlings mønster. Ved de to slags gavn gøres livet meningsfuldt, uden at du behøver nogen bekræftelse på det fra andre. Altså, Abrahams religioner handler om livet eller om evigt liv i herlighed og paradis. Buddha’s Lære handler om Nirvana eller om at overvinde tilknytning og identifikaiton med samsara eller de sansende væsners verden. Det skal dog nævnes, at de kristne taler om ’Guds nærvær’ på samme måde som Bodhisatva’er taler om Bodhicitta. Det kunne tyde på, at man oplever det samme, men fortolker det vidt forskelligt. Buddhisten opfatter Bodhicitta som udtryk for sit eget sinds natur. Mens den kristne opfatter ’Guds nærvær’ som en begivenhed, der ligesom kommer til stede fra et andet sted. Men begge oplever, at først var der ikke noget, og så pludselig bliver alt oplyst og afklaret, man føler sig i stand til at rumme alle andre sansende væsner og alt liv med kærlighed og medfølelse. Dette øjeblik forekommer helligt og herligt. Vi kan således godt rumme Abrahams religioner i Buddhadharma, men vores fortolkning vil være meget anderledes end jødernes, de kristnes og muslimernes. Det er der i og for sig ikke noget problem i. Jeg tror, at det er godt for buddhisterne, at kunne rumme Abrahams religioner med vores egen forståelse, ikke mindst fordi vi da bedre kan respektere de andre og sætte os i deres sted. Vi har for eksempel også bøn til fælles. Men det er også godt for disse eksistentielle religioner at se sig udfordret af radikalt andre fortolkninger end deres egne. Abrahams religioner omtaler knapt nok sindets virkelighed, fordi vægten lægges på, hvad livet egentlig er. Det er vist kun buddhisten, som opfatter livet som først og fremmest en oplevelse. Det skal også nævnes, at mange mennesker i Asien på mange måder opfatter Buddha som om, han var en kosmisk Gud. Men ikke som en skaber af verden. Det guddommelige består i, at Buddha på nærmest magisk vis kan ændre på begivenheder og lave mirakler. Derfor beder man og bringer ofringer, i håb om at Buddha vil hjælpe og påvirke begivenhederne. Buddha’s instruktioner til lægfolket om at udføre de to samlinger af gode medmenneskelige dyder og kvaliteter, skt.: punya, og erfaringer om vished, synes at komme i anden række. Ved de to samlinger kan folk forbedre kvaliteten af deres karma, så de i fremtiden bliver i stand til at nå Nirvana. Så når folk dyrker Buddha ligesom Gud, er det på grund af hans evne til at overvinde karma og kontrollere elementerne i den fysiske verden. Men selv Buddha på denne måde svarer jo egentlig ikke til Abrahams Gud eller Brahma, for Buddha har hverken skabt verden eller livet. Det er opstået spontant, fordi det lod sig gøre, og lige så spontant er der sansende væsner, som har opdaget muligheden for inkarnation. Det er efterfølgende blevet vældig populært. (I Mahayana forklares Buddha som en kosmisk størrelse ved Vairocana Buddha [se billedet], som siges at bestå af Multiverset eller alle Universer, som eksisterer og som sådan udgør de partikler, som Vairocana indeholder i sin krop. Denne forestilling fremgår af en af flere kosmologier. Vores egen verden befinder sig således i en af Vairocana’s fingre. Det er dog ikke den eneste kosmologi indenfor Buddhadharma, men en symbolsk fremstilling af Buddhanaturens væsen som en beholder, skt.: alaya, for alt, vi oplever og kan opleve. Så selvom det er en kosmologi, er det faktisk en beskrivelse af, hvordan vi bærer os ad med at opleve, og ikke en objektiv beskrivelse af kosmos. For en god ordens skyld skal det også nævnes her, at den klassiske kinesiske opfattelse af den kosmiske Gud svarer til guden Brahma i Indien. Det gælder både den kejserlige rituelle religion og Kongfuze’s opfattelse, mens den traditionelle Dao religion er mere på linje med Buddha’s Lære.) Derfor kan man få en smag af noget næsten katolsk hos buddhistiske asiater. Men du bedes bide mærke i, at selv når Buddha opfattes næsten katolsk og Bodhisatva’erne nærmest som helgener i Kristendommen, så er der nogle helt afgørende forskelle. Dels altså, at Buddha ikke har skabt denne jammerdal, skt.: samsara som hele verden betegnes. Dels at både hele menneskeheden og det enkelte menneske ikke skylder Buddha noget. Der er ingen arvesynd, som er et helt fremmed begreb for Buddhadharma. Der er heller ingen underkastelse under Buddha, ligesom muslimer underkaster sig Gud og følger Sharia, Allah’s lov. Buddha har lavet en Lære, men ikke givet en lov. Det er utvivlsomt på plads at sige tak til Buddha Sakyamuni for hans Lære og hans eksempel. Men der er ikke et spørgsmål om skyld, synd eller forpligtelse. Hvad enten det går dig godt eller skidt, skyldes det karma, en slags automatik ved at inkarnere eller genfødsel og ved at besidde bevidsthed, skt.: vidjñana. (Bevidsthed gør det ikke blot muligt at blive befriet og oplyst på længere sigt. I første omgang fremskaffer bevidstheden en almindelig tilstand af ubevidsthed eller uvidenhed, skt.: avidya, angående sindets natur og virkemåde. Sammen med de andre slør, skt.: avaranas, sikrer avidya, at vi sidder fast i samsara og er ude af stand til at slippe fri, indtil vi møder Buddha’s Lære. Det er dog ikke nok. Vi må også få fat i at anvende den på en gavnlig måde ved en udtalt sund lære proces. Befrielse er vanskeligt, fordi bevidstheden domineres af dels de primære følelser, skt.: vedanas, dels af de lidenskabelige følelser, skt.: kleshas, dels også af de indgroede vaner og begreber, skt.: samskaras, samt af stærke impulser, som opstår fra diverse karma frø, skt.: bidjas, som folk har på lager i sindet. Ikke desto mindre. Bevidsthed er både basis for befrielse og besættelse. Men når vi ikke er klar over sindets natur og virkemåde, vil bevidstheden beskæftige sig med sansninger, følelser og tanker, mens den ikke er bevidst om sindet selv. Således bliver vi ofre for karma og de andre avaranas.) Det gode og det dårlige opstår ved samspil, og skyldes ikke hverken guderne, Gud, Buddha, Bodhisatva’erne eller diverse spøgelser, ånder og djævle. Alle disse her nævnte væsner menes dog at være i stand til at blande sig i, hvad der sker og således også i, hvad vi selv bliver til, både hvad angår godt og skidt. Derfor søger mennesker beskyttelse gennem religion, og også de Tre Ædelsten giver en vis beskyttelse for de, som søger tilflugt. Så guderne spiller kun en begrænset rolle i Buddha’s Lære. Guderne bor og lever her også, så buddhisterne forholder sig derfor også til dem, ligesom man forholder sig til dyr, spøgelser og alle de andre mærkværdige væsner, som mennesker i over en million år for det meste har ment, bebor verden sammen med os andre. De er ofre for karma ligesom os, så de egner sig ikke til at søge beskyttelse hos, men de har brug for vores sympati, og vi bør ønske det bedste for dem, skønt det er begrænset, hvad vi kan gøre for at gavne dem. I nogen grad kan man sige, at vi har brug for beskyttelse mod disse væsner, nemlig når de bliver ondsindede og ønsker at skade os. I denne forbindelse bør vi huske på, at både Brahma og Abrahams Gud i følge avanceret opfattelse indenfor disse traditioner, ikke har til hensigt at skade nogen. Og at der under arvesyndens dække befinder sig et oprindeligt helt rent og guddommeligt væsen hos alle mennesker. Denne guddommelige natur kan angiveligt frigøres ved ’frelsen.’ Det er den fremherskende opfattelse i moderne tid. (Læs videre i artiklen om den katolske teolog Steven Shippee, som han har skrevet til magasinet ‘Lions Roar’ i USA i 2017.) Men der er et alvorligt problem. Abrahams Gud fremstilles i Tora’en eller det Gamle Testamente som en nidkær gud, som ønsker samvær med menneskene, men som samtidigt ikke kan udholde deres selskab og opførsel. Denne gud havde åbenbart ingen kvaler ved at få jøderne til at begå folkedrab på Kanaanæerne eller for den sags skyld i at drukne næsten alle sansende væsner ved ’syndfloden.’ Denne gamle nidkære gud står i stærk kontrast til Jesus’ og Muhammeds Gud, som kendetegnes ved kærlighed og medfølelse; tilgivelse og paradis. Set ud fra en overfladisk betragtning ligner det jo to meget forskellige guds opfattelser. Psykoanalytikeren C. G. Jung har i sin bog: Svar på Job, foreslået, at denne Guds historie er en udviklings historie. Først var Abraham og Jobs Gud simpelthen umoralsk. Jobs Bog skulle demonstrere det, ved at Gud og djævlen indgår et væddemål om at teste Jobs troskab overfor Gud. Det skulle man ikke forvente af Gud. Det er jo vildt uretfærdigt, i hvert fald efter al menneskelig standard og rets følelse. Men på grund af den historie fremstiller det Gamle Testamente en udvikling, hvor Gud synes efterfølgende at ændre holdning og gradvis blive det algode forsyn, hvor Gud i processen giver slip på og mister sin nidkærhed. Denne udvikling må opfattes som et stort problem indenfor disse religioner, hvor Gud vel burde være en uforanderlig størrelse som livets ophav. Men denne blanding af en vred og en kærlighedens Gud har præget Abrahams religioner gennem tiden og gjort dem tilsyneladende selvmodsigende. Tilsvarende er der i disse religioner opstået to typer af religiøse mennesker. De, som frygter Gud og Guds vrede. Og de, som ønsker at dyrke næste-kærlighed og føle ’Guds nærvær.’ Jeg kender ikke til moderne teologer, som på en tilfredsstillende måde har kunnet forklare denne Guds udvikling. Man kan naturligvis også mene, at Gud slet ikke har forandret sig, men at profeterne aldrig rigtig fik fat i, hvad Gud egentlig har til hensigt eller på hvilken måde, Gud kan siges at være til. I Jobs bog får vi måske kun Jobs udlægning af begivenhederne, mens Gud måske har set noget helt andet i situationen. Det er ikke til at vide, når det handler om en religion baseret på vision. Det må jo også være svært for en profet, som helt alene får visioner og hører stemmer, at kunne både fortolke dem og forklare dem til folk, som ikke selv kender til vision eller ’Guds nærvær.’ Alt i alt er det altså ikke hverken klart eller sikkert, hvad der menes med ordet ’Gud’ hos Abrahams religioner, fordi religionernes skabere var profeter. Der er dog som omtalt mange ligheder med de hindu tanker om Brahman, som er gængse i Indien. 2. guderne i Tantra. Til sidst noget om misforståede oversættelser. Indenfor Tantra finder vi beskrivelser af Yidam formerne som om de er guder. For eksempel kendes Vadjrayogini også som Vadjra-devi. Men disse Buddha aspekter er ikke guder som sådan – de er blot guddommelige, hvilket vil sige hellige. Oprindelsen til Buddha aspekterne er store mestres vision af dem. Den almindelig opfattelse i Buddhadharma er derfor, at Yidam’merne er visionære udtryk for Buddhanaturen. Buddha aspekternes forskellighed hænger sammen med, at de forvandler forskellige problem stillinger til befriede løsninger ved deres sadhana. Sådan forvandling er typisk for Tantra. De kan ikke forstås som guder, der bor et andet sted i verden end dig. De bor i dit eget sind, så at sige. Og det er dit eget Bodhicitta, som giver dig en følelse af hellighed. 3. Deva'erne. De klassiske guder i Indien kaldes deva'er. De ligner de klassiske hedenske guder fra Oldtiden i Europa, herunder Skandinaviens guder. Ordet 'deva' er angiveligt lig med guden 'Tyr' i Oldnordisk religion - i følge Finn Stefansson i Gyldendals Leksikon om Nordisk Mytologi. Det forkommer at have noget på sig, for angiveligt stammer Tyr fra Jætternes land, før han kom til Asagård. Hvis Tyr er en deva, bør han komme udefra, for ase-guderne er tilsyneladende lig med de indiske asura'er, halvguderne eller de misundelige guder. Der er lidt af en forvirring her i den skandinaviske religion, for jætterne er jo ikke som deva'erne, men mere som yaksha'erne. Men alligevel - Tyr var tilsyneladende tidligere gudernes overhoved før Odin, så Finn Stefansson spekulerer i, at Tyr ganske enkelt er navnet på en klasse af guder ligesom deva i Indien. (I så fald er Tyr jo Brahma deva - man har blot glemt fornavnet.) Det er ikke kun i Norden, at asura'erne har erstattet deva'erne; det gjorde de også i Oldtidens Persien (Iran). Her hed gudernes overhoved Ahura (asura) Mazda. Muligvis var de dominerende guder i Iran i tidligere tider også deva'erne, som af lidt obskure grunde mistede positionen. Det er der nogle, som mener. Muligvis var asura'erne i Indien heller ikke 'lavere' guder i de tidligste tider, men det er som sagt noget af et mysterium, hvad man har tænkt om emnet i forhistorisk tid. I buddhistiske sammenhænge betyder forskellene på deva'er og asura'er ganske enkelt typiske holdninger og forløb af karma. For eksempel kan en børshandler lignes med en asura. Ikke fordi en sådan person er 'udødelig' - men fordi denne type karma gentager sig hos utallige personer i den samme situation. Desuden er alle guder ikke spor udødelige; de lever blot utroligt længe - og så endnu længere. Læs også om: hellighed. Læs videre i artiklen: Guder i Buddhadharma. Læs også Dialog artiklerne.
Guddommeligt øje:
begrebet hentyder til guden Brahma’s evne til at se detaljer på eventyrligt store afstande. Guden Brahma bebor Akanishtha himlen – den højeste eksistens form i Rupaloka (se under: Triloka). Hvad der end sker i de ’lavere’ verdener, kan Brahma se det, som om han selv er til stede lige ved siden af. Denne evne besidder en fuldt oplyst Buddha også. Visse Yidam former har et tredje øje placeret mellem øjenbrynene i deres ikonografi. Det kaldes visdoms øjet og er strengt taget ikke det guddommelige øje. Læs også om oplysningens 64 elementer. Læs artiklen: Om Buddha 1, oplysningen, hvor det beskrives i en klassisk tekst, hvorledes Buddha Sakyamuni erhverver sig disse forskellige ’øjne.’
Guhya-mantra-yana (skt.):
er det korte navn for: Guhya-mantra-phala-vajra-yana. Se under: Mantrayana.
Gunaprabha (skt.):
tib.: Yøntæn Ø [yon tan ‘od], indisk Pandit fra det 7. århundrede, elev af Vasubandhu. Kendt for sin systematiserede udlægning af Vinayasutra efter Mulasarvastivada traditionen.
Guru (skt.):
en mester indenfor mesterlæren; se under: Lama.
Guru Rinpotje (skt. - tib.):
[hans sanskrit navn er: Padma Sambhava, den ‘lotusfødte’] en indisk Tantra mester fra 700 tallet, som anses for et befriet og fuldt oplyst menneske. Sammen med Shantarakshita indførte han Dharma’en til Tibet på invitation af Kong Songtsen Gampo. Han grundlagde Samye Kloster og Nyingma traditionen. Han er også en af de aller vigtigste transmissions bærere af Dzogtjen traditionen. Hans to kvindelige ledsagere, Mandarava og Yeshe Tsogyal var begge prinsesser fra dels Indien og dels Tibet og blev selv store Lama’er midt i en mands domineret kultur, som var fremherskende både i Tibet og Indien. Læs også om: sarma; terma; samt om: tertøn.
Guru-parampara (skt.):
'Kongerækken' af Buddhadharma arvefølgens Lama'er. Læs videre under: Lama.
Guru-yoga (skt.):
tib.: lama ñyaldjor, en særlig slags sadhana. Den sidste af den særlige Ngøndro’s 4 discipliner. Man mediterer på uadskilleligheden af den oplyste Lama’s sind og ens eget. Da der ikke er ret mange oplyste Lama’er, vil den centrale Guru i sadhana’en i reglen være en af Karmapa’erne, Buddha Vadjradhara eller en anden oplyst mester, som er kendt for sin befrielse og oplysning - for eksempel Guru Rinpotje [Padma Sambhava], Machik Labdrøn og mange andre. I Shamar Rinpotje's Læreplan for Bodhi Path er Lama'en i midten af de 35 Buddhaerr, Buddha Sakyamuni. Karmapa Thaye Dordje skriver på sit netsted den 6. september 2018: “Vi har fået fortalt, at Guru yoga er den ultimative praksis [sadhana], at vores lærer [Lama] er Buddha ved at være den ultimative vejviser, at instruktionerne er den ultimative Buddhadharma, og at vores mere erfarne ledsagere på vejen [til oplysningen] er Sangha. Naturligvis må vi udvikle dette syn på tingene, men først og fremmest må vi vide, hvordan vi udvikler [og opdager] vores eget sind. Selv hvis der var en faktisk Buddha sammen med os, ville vi ikke kunne værdsætte det uden dette første skridt.” Ultimativt er Guru’en dit eget sind, nemlig Buddhanaturen, og din Lama lærer du kun noget af, for så vidt Lama’ens instruktioner vækker din ’indre’ Guru. Guruyoga er således en forfinet øvelse i at forbinde sig med sin egen Buddhanatur. Læs også om de fire forberedende overvejelser.
Gyldig erkendelse:
se under: pramana.
Gzi [sten]:
se under: zi sten.
|